En devise om det vise

Jacobseniana. Skrifter fra J.P. Jacobsen Selskabet. 16. april 2023.

Lysets idéhistorie – og lysets litteraturhistorie – er lige så gammel som menneskeslægten selv. Hvad har vores forfædre ikke tænkt om, og hvad har de ikke tillagt månestrålen, nordlyset, daggryet, solen?

Der går en kile af lys – og en kilde af lys – ned gennem litteraturen, landet, livet. Det hele hænger sammen, og det klinger symbolsk, nationalt, spirituelt. Men for mig har lyset hverken noget med kærlighed, tilgivelse, transcendens eller nåde at gøre. Lyset er solen, månen, det primitive bål og den avancerede lampe. Og lyset er en humanistisk metafor. Lys som i oplysning og udvidet viden.

Som J.P. Jacobsen i 1885 skrev i de to prægnante linjer, der satte punktum for hans skrivekunst og liv:

Lys over Landet!
Det er det, vi vil
.

’Lys over Landet’ blev første gang trykt i årbogen Juleroser i 1884, knap et halvt år før J.P. Jacobsens død i april 1885. Under overskriften ’Deviser paa Juletræet’ havde redaktionen samlet fjorten forfatteres håndskrevne småtekster, som stod i hvert deres felt i en tegning af en håndvifte. Her var J.P. Jacobsens lysparole flankeret af bidrag af Erik Bøgh og Johanne Luise Heiberg.

En devise er en kortfattet levesætning, og så sådan er de to linjer perfekte. I otte simple ord udtrykker J. P. Jacobsen hele det moderne gennembruds idé. Som den svenske litteraturforsker Lars Furulund engang formulerede det i en studie af litteraturen og elektrificeringen, sammenfattede devisen den fremtidstro og dyrkelse af lyset som videnskabens og oplysningens symbol, som var kendetegnede for en stærk idéstrømning med rødder i det store encyklopædiske tidehverv: ”I 1800-tallet blev oplysningens evangelium nu formuleret frisk og koncentreret i et bevinget ord som spredte sig gennem de skandinaviske lande: Lys over landet – det er det vi vil.”

Lars Furulund tager munden fuld, men ikke for fuld. Det var virkelig tale om et encyklopædisk tidehverv og et oplysningens evangelium. Darwinisten og digteren J.P. Jacobsen stod både på videnskabens og litteraturens side, og han indfattede det hele i sin devise om det vise, om oplysningen der skal erstatte kristendommens og konservatismens formumlede mørkesyn.

Som politisk-litterært bevinget ord var devisen fra begyndelsen nemt at forstå, nemt at citere, nemt at kolportere. Samtidig har digtet en helt speciel lydlig karakter, et mageløst, taktfast pulsslag. De ti stavelser afløser hinanden som små knald på et hårdspændt trommeskind, og mest afgørende er den tredobbelte allitteration, L+L, D+d og v+v.

Jeg ved ikke, om nogen ved noget om digtets – for det er vel et digt – tilblivelseshistorie. Jeg ser for mig, hvordan udråbet er sprunget frem som spontanskrift, en sprogligt impulsivitet, en slags programpåmindelse fra forfatteren til sig selv. Men måske har J.P. Jacobsen nørklet omhyggeligt med ordene og bogstavrimene for at få parole, stil og rytme til at gå op i en højere enhed.

Under alle omstændigheder fanger J.P. Jacobsen sin tids ånd i ét lyrisk snuptag, på samme måde, som en botaniker fanger en sommerfugl i sit net. Lys over landet udtrykker præcis den intention, Georg Brandes havde, da han i 1871 talte om at slå vinduerne op og lufte ud i stuerne, hvor støvet havde lagt sig over Gud, konge og fædreland.

Netop samtidig med at det moderne gennembrud blev indvarslet, havde J.P. Jacobsen skrevet digtet ’Stemninger’ (En Cactus springer ud, 1871), hvor han i en enkelt strofe foregriber alt det, han skal formulere i de to linjer kort før sin død fjorten år senere, også med lysmotiv:

Med store Tanker har jeg levet,
Og dybe Stemninger mig bar
Saatidt til Aandens lyse Rige,
Hvor Sandhedssolen funkler klar
.

Men naturligvis er lyset ikke en eksklusiv metafor. I middelalderen kaldte man den menneskelige fornuft for lumen naturale, det naturlige lys. Den var Ludvig Holberg også med på. Senere digtede Grundtvig om livet og lyset som et tvillingepar, og han spurgte: “Er lyset for de lærde blot?” Senere skulle den kulturradikale lampemager, og kulturkritiker Poul Henningsen (der forgæves håbede at hans far var Georg Brandes) blive kaldt for Lysmageren.

I 1886 – året efter J.P. Jacobsens død – udgav hans foretagsomme venner, litteraterne Edvard Brandes og Vilhelm Møller, Digte og Udkast, hvori de samlede den litteratur, der var forfatterens genius værdigt, men også ”det Ufuldstændige, naar det bærer Mærke af hans digteriske Ejendommelighed.” Som bogens sidste bidrag står:

Lys over Landet, —
Det er det, vi vil
.

Pludselig er udråbstegnet fra J.P. Jacobsens originale håndtegning forsvundet og erstattet af en tankestreg. Jeg ved ikke om Edvard Brandes og Vilhelm Møller har haft et andet udgivelsesgrundlag, end Juleroser. Men hvis vi antager, at den første håndskrevne tekst, er i overensstemmelse med forfatterens intention, ser vi her begyndelsen på en forvanskning, en forvirring.

Få år efter er digtet blevet adopteret som motto for Arbejdernes Læseselskab, der var blevet stiftet i 1879 som et litterært oplysningsforetagende. På selskabets banner ser man en bog omgivet af laurbær, radierende lysstråler og to blussende fakler, og øverst står J.P. Jacobsens ord. Men nu er både udråbstegnet og tankestregen forsvundet. Der er heller ikke noget slutpunktum, men til gengæld er der indsat et komma på udråbstegnets plads.

Begge tegn tager dog revanche på et portræt i Det Kgl. Biblioteks Billedsamling, hvor man ser J.P. Jacobsen med det imposante overskæg over næsebrillerne (ukendt ophavsmand, angivet oprindelsesdato så bredt som 1879-1950, men 1879 kan det ikke være, for der var ordene jo endnu ikke skrevet). Portrættet er placeret i en slags medaljon, omgivet af bøgeblade, radierende stråler igen, og nederst en skarptskuende Minerva-ugle med udbredte vinger, hvorpå en ramme hviler med disse ord:

Lys over Landet, — det er det, vi vil!

Ikke alene er der her indsat en forkert tankestreg. Også udråbstegnet er fejlplaceret. Og digtets oprindelige linjedeling er forpurret. Det samme er tilfældet med J.P. Jacobsen Selskabet, der meget naturligt har knyttet digtet til selskabets navn i denne version:

Lys over Landet, – Det er det, vi vil.

Hvorfor senere udgivere har ændret på forfatterens egen ortografi, er der næppe nogen dybere forklaring på, og i princippet kan teksten stadig læses med netop det betydningsudbytte, den er tiltænkt.

Eller hvad? Fra J.P. Jacobsens egen hånd er tegnene jo placeret netop der, hvor digteren mente at de skulle stå. Med andre ord: Kan noget så signifikant som et udråbstegn have en arbitrær placering i et digt? Er det ligegyldigt om man gengiver linjeskiftet korrekt?
Er en tankestreg uvigtig? Er der forskel på D og d?

Hvad J.P. Jacobsen skrev i devisen på viften i Juleroser var næppe noget tilfælde. Han mente at landet skulle oplyses, og han tænkte ikke så meget den elektricitet, der var ved at bryde igennem, som han tænkte på videnskaben, rationalismen, naturalismen, religionskritikken, filosofien, politikken.

Så meget desto mere passende er det også, at Jeppe Aakjær i 1904 skrev et digt i anledning af Arbejdernes Læseselskabs jubilæum:

Oplysningsfaklen stredes med en Ministerpraas,
og Lysetænd’re gjemte man helst bag Bolt og Laas
.

Jeg forestiller mig, at Jeppe Aakjær skævede til Lys over Landet på læseselskabets banner, da han digtede om arbejderbevægelsens kamp for at gøre litteraturen og læsningen til en del af klassekampen.

Men ingen kunne sige det bedre, end J.P. Jacobsen gør i de to simple linjer. Den korte devise er et mageløst stykke komprimeret budskabslitteratur. Så meget manifest på så lille en flade. Så tydeligt skabt af tidens ånd. Så tydeligt definerende for tidens ånd. Så tydeligt udsprunget af en genialt ordsansende forfatterhjerne. Og så mangfoldigt og forfejlet gengivet.

Nu træffer det sig jo således, at den første fejlgengivelse stammer fra Edvard Brandes og Vilhelm Møller, begge var J. P. Jacobsens betroede litterære kontubernaler og formyndere af forfatterskabet. Dem er der ingen grund til at yppe kiv med her på årenes afstand.

Fred over land.