Weekendavisen den 19. november 2020
I ti år eller mere har det været en lige lovlig populær kliché at kalde tv-serier for vor tids føljetonromaner. Ham, der skrev House of Cards, Beau Willimon, er altså Charles Dickens’ arvtager?
Jo jo, noget er der naturligvis om snakken, og jeg kan da sagtens se, at De Store Fortællinger har det rigtig godt på alle vores fladpandeskærme. Og hellig er jeg ingenlunde.
For tiden ser jeg – med en vis blasert distance – Susanne Biers The Undoing, der indtil videre er et udmærket mordmysterium, baseret på en roman af Jean Hanff Korelitz (gerningsmanden er blevet ændret i seriematiseringen). Og jeg siger bare: Hvis ikke det er sønnen, der har slagtet farens elskerinde, bliver jeg skuffet. Han har jo et soleklart motiv (hævn på morens vegne), og så er han på grund af sin alder den helt usandsynlige morder – og dermed den helt oplagte.
Mens jeg venter på afsløringen, indtager jeg den perfekte medicin mod spekulativ dramaturgi, og anbefalingen er hermed givet videre, for intet er sundere for hjernen i disse serielle og trivielle tider: Jeg læser Henrik Ibsens dramatik. Godt, at den store psykologiske plotmester levede i 1800-tallet. I dag ville han bare blive sat til at skrive serier.