Toves tragedie og triumf

Weekendavisen den 23. september 2022

Biografi. Jens Andersen har skrevet en ny biografi om Tove Ditlevsen. Den er heldigvis ikke næsegrus, men realistisk.

Jens Andersen: Ditlevsen. En biografi. 184 sider, 249.95. kr. Gyldendal.

Tove Ditlevsen levede og skrev i en tid, hvor man var Des med hinanden, men med sin eftertid kom hun på fornavn. Tove, Tove, Tove hed den forestilling, hvor Sort Samvittighed gjorde hendes til heltinde blandt de unge, og Toves værelse hed det skuespil, der gik til hendes væsens rod (og som genopstår i biffen næste sommer).

Derfor er det interessant, at Jens Andersen – der som den første litterat gav Tove Ditlevsen fuld anerkendelse med biografien Til døden os skiller (1997) – nu vælger at være på efternavn med hende i Ditlevsen. En biografi.

Dus eller Des er naturligvis kun et spørgsmål om forandringer i høflighedskonventioner, men måske ønsker Jens Andersen ikke at understøtte den kultiske knusforelskelse i Tove Ditlevsen som finder sted på Vesterbro og omegn? Måske ønsker han at se forfatteren med et respektfuldt, men ikke helt så forelsket blik?

På knap 180 sider fortæller Jens Andersen den allerede veletablerede historie om pigen fra Hedebygade, der blev alle danske kvinders sociale sjælesørger. Det er historien om forfatteren, der definerede sin tid uden at modernisere litteraturen, og samtidig stillede sig selv så gavmildt til rådighed til medierne, at hendes privatliv nærmest blev en del af det gesamtkunstwerk, der bærer hendes navn. Hun mente, fortæller Jens Andersen, at skrivning ikke er kunst, hvis man ikke udleverer sig selv: ”Man kan altid camouflere sig, men det er altid sig selv, man skriver om.”

Den pointe er naturligvis ikke ny i verdenslitteraturen, men dengang i 60’erne var det sjældnere set, at en forfatter knæsatte sit privatliv som litterært princip og gjorde en dyd ud af det i medierne. Derfor kan Jens Andersen trække en forbindelseslinje til en af vor tids hovedtendenser:

”Tove Ditlevsen skrev og talte utilsløret og provokerende direkte om sig selv. 50 år før nogen fandt på ordet ‘autofiktion’, behandlede hun sit liv i fiktionaliseret form ved brug af virkelighedens steder, navne, erindrede begivenheder og personer i den nærmeste familie og bekendtskabskreds. Lige fra begyndelsen af forfatterskabet var hendes privatliv også en litterær scene, hvor et almengyldigt drama mellem mand, kvinde, forældre og børn udspillede sig, og hvor hun selv indtog rollerne som forfatter, fortæller og hovedperson.”

Der ligger angiveligt en række nye kilder til grund for Jens Andersens biografiske portræt, men jeg savner en nøjere præcisering af, hvad der er kommet til siden han skrev Til døden os skiller. Det forekommer mig, at vi i forvejen kender alle de lange linjer i fortællingen. Derfor er Ditlevsen. En biografi mest interessant, når Jens Andersen træder et skridt tilbage fra levnedsgennemgangen og analyser og karakteriserer, som f.eks. her:

”Få danske digtere har som Tove Ditlevsen så ofte taget parti for de mest værgeløse i en familie og forsvaret børns natur og rettigheder mod respektløse, ligeglade voksne. Paradoksalt nok, kan man mene, eftersom Ditlevsen i perioder af sit eget liv selv mistede grebet om forsøgerpligten, hvilket hun altid var den første til at indrømme og beklage i ytringer som ‘Vi må ynke vore unger, at de er børn af unormale mødre’. Den ligestilling, Tove Ditlevsen måske kæmpede mest for på skrift, var friheden og ligheden mellem børn og forældre.”

Det var ikke kun forsøgerpligten, hun mistede grebet om. Tove Ditlevsen mistede konstant kontrollen over sit eget liv, men ud af dette kontroltabs konsekvenser – skilsmisser, selvmordsforsøg, afhængighed og mentale sammenbrud – sprang samtidig kunsten.

Imponerende nok fandtes der også en galgenhumoristisk selvindsigt under desperationen. Det fremgår ikke mindst af Tove Ditlevsens på én gang sagtmodige og sprudlende brevveksling med digterkollegaen og veninden Ester Nagel.

Men samspillet mellem selvbevidst selvironi og evig ængstelse fremgår nok stærkest af en kontaktannonce, som Tove Ditlevsen satte i avisen i 1971 efter skilmissen fra Victor Andreasen (den fjerde ægtemand, det længste ægteskab) og et ophold på det psykiatriske hospital Sct. Hans: ”Efter at være sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab, føler jeg mig ensom i denne verden, hvor alle danner par. Jeg er 52 år, 172 cm høj, slank og blond. Jeg har en 8-værelses lejlighed i København og et dejligt sommerhus. Penge mangler jeg ikke, men kærlighed. Jeg har skabt mig et navn indenfor litteraturen, men hvad hjælper det, når jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist. Interesser: litteratur, teater, mennesker og hyggeligt hjemmeliv. Helst foto og oplysninger om personlige forhold. Billet mr. POL…”

Jens Andersen kalder med rette annoncen ”opsigtsvækkende”. Men hvad der er endnu mere opsigtsvækkende er vel, at Tove Ditlevsen mente det alvorligt. I et brev til eksmanden fortæller hun, at hun nu bor sammen med ”en mand, der ingen ret har til at bo her”, nemlig en gammel frihedskæmper og Sveriges-flygtning ved navn Knud Mogensen, der har været tyve år i Californien, hvor han blev ruineret af en skilsmisse. Nu forsørger Tove Ditlevsen ham, hun er på ingen måde forelsket, men han er god ved hende og drengene.

Jens Andersen følger Tove-sporet frem til hendes død for egen hånd i 1976. Han viser hvordan levet liv og litteratur hænger snævert og uløseligt sammen, og hvordan Tove Ditlevsen blev undsagt af den nye modernismes herskende smagsdommere, ikke mindst Klaus Rifbjerg, der samtidig var hendes gode kammerat, fordi hendes litterære form var gammelmodig og traditionel.

Her er vi så ved essensen af Toves tragedie og triumf. For selvom Jens Andersen bruger hendes efternavn i biografiens titel, er alle fans og proselytter i dag på fornavn med hende. Og mens alle læser hvad Tove skrev, rub og stub, er der jo ingen der læser modernisterne længere.

Tove Ditlevsens comeback blev forvarslet, da Jens Andersen genintroducerede hende i 1997, hvorefter tavsheden atter tog til. Men i takt med at Olga Ravn og andre yngre digtere har fået øjnene op for hende, er der opstået en polyfon vækkelsesbevægelse.

Ditlevsen. En biografi forekommer mig at være en nøgtern og respektabel levnedesbeskrivelse af et forherliget forfatterskab. Her fremstår det hele mere sandt end sakrosankt, mere realistisk end næsegrus og hverken forherligende eller fordomsfuldt.

Jeg har ikke læst og vejet Ditlevsen. En biografi op imod Til døden og skiller, men pressemeddelelsen siger, at den nye bog er mere sammensat og tidssvarende. Det manglede også bare. Der er gået et kvart århundrede, og synet på Tove Ditlevsen og hendes litteratur er radikalt anderledes. Som kompakt livsbeskrivelse og litterær grundintroduktion er denne nye bog derfor et oplagt og velegnet sted at begynde – eller fortsætte.