Det var jo en anden tid

Weekendavisen den 16. september 2022

Overgreb. Jens Christian Grøndahl lader et kvindeligt voldtægtsoffer stille et særdeles dristigt spørgsmål: Hvad hvis det er lystbetonet ikke at være tydelig?

Jens Christian Grøndahl: Fra i nat sover jeg på taget. Roman. 236 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Sagtmodighed har vi mødt før i Jens Christian Grøndahls romaner, men denne gang er resignationen rendyrket. Fra i nat sover jeg på taget er en midaldrende, dødsmærket mands tænksomme og ret så smukke svanesang.

Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Det er derimod decideret vigtig. Romanen henter nemlig sit kernestof i disse års etiske tidehverv, der svarer ikke så lidt til sædelighedsfejden, som i 1880’erne gav så vitalt stof til litteraturen om kvinder, seksualitet og moral.

Fra i nat sover jeg på taget er en vaskeægte problemroman. Fortælleren uden navn er en ganske tilfreds mand, alt taget i betragtning. Han har været kreativ direktør på et bureau, men er nu tidligt pensioneret og fraskilt. Konen forlod ham, da han fik en uafvendelig sygdomsdiagnose, og han forstod udmærket, at hun ikke ”kunne se sig selv” i en fremtid med en kronisk syg mand, kommunalt plejepersonale, afhængighed, hjælpeløshed og sorg. Her er det helt op til læseren at være rasende på mandens vegne. Han selv ser ikke konens svigt.

Sin voksne datter ser han heller ikke meget til, men også det er han lavmælt overens med. Da hun var gravid og han spurgte om barnets køn, svarede hun, at hendes barn ikke skulle puttes ned i en binær bås. Hun ville undgå at præge det med kønsstereotyper og normativitet.

Så stiller han et spørgsmål, velvidende at han er en aldrende, privilegieblind, heteronormativ og mikroaggressiv mand: ”Hvis det nu går ud på frigørelse, ikke sandt? Hvis man ikke vil proppes ned i forudeksisterende skabeloner og rubriceringer, fordi de virker undertrykkende, hvad er så formålet med at finde på flere kasser end de to, der fandtes i forvejen?”

En dag går den sagtmodige mand tur i Fælledparken i København. I det øjeblik, han stirrer op på skroget af en helikopter, der gør klar til landing på Rigshospitalets tag, hører han en kvindestemme bag sig: ”Det et dig, ikke?”.

Det er dette tilfældige møde med en kvinde, han elskede og aldrig har glemt, der sætter hans hukommelse i sving. De mødtes som unge i 80’ernes København. Han var en introvert filosofistuderende og ven med den revolutionære aktivist Hans-Georg, der kæmpede palæstinensernes sag. Hun slog sig løs med en af tidens unge vilde billedkunstnere i indre by.

Fortælleren og Anna var kærester i en kort periode, men så skiltes deres veje i dum jalousi. Fyrre år senere er hun også alene efter en akut skilsmisse. Hendes mand, en kendt programvært fra fjernsynet, er blevet indhentet af en sag fra fortiden. I en brandert havde han tvunget sig til sex med en ung praktikant, der var gået i dørken på en seng til en fest. Hun blev gravid, og selvom han påstod, at han var forelsket i hende, sørgede han for, at hun blev fyret.

Nu er sagen kommet frem i en artikel, den berømte mand er skandaliseret, og både karriere og ægteskab er gået i opløsning. Anna bor derfor nu alene i lejligheden på Østerbro efter flere år som diplomat i Bruxelles.

”En ny roman om kærlighed i to livsaldre”, står der i pressemeddelelsen. Sandt nok. Den navnløse og Anna er ganske rigtigt blevet godt midaldrende og fri af tidligere forhold, da de pludselig får den chance, de forpassede som unge. Det er sådan set kønt nok, men også banalt. Men Jens Christian Grøndahl har heldigvis et dybere formål med at lade den dødsmærkede mands fortælle om sit liv.

I en central scene bliver Anna opsøgt af Clara, kvinden der i et interview har hevet tæppet væk under Annas mand, nu eksmand, Jan. Clara fortæller, at hun godt vidste, at hun havde flirtet med Jan dengang. Hun var bevidst om de signaler hun sendte. Men det var ikke kommet med i artiklen, ”fordi journalisten havde været så fokuseret på mændene og deres grænseoverskridende adfærd.”

Og så bevæger Jens Christian Grøndahl sig – sammen med sin romanperson – ud i mineret terræn:

”Okay, fint nok at man nu har ændret loven, så det er voldtægt, hvis offeret ikke har givet udtrykkelig samtykke, det var også på tiden, sagde Clara og holdt en pause, før hun fortsatte. Men der kunne også være noget undertrykkende ved kravet om tydelighed. Hvad, hvis hun ikke havde lyst til at være tydelig? Hvad, hvis det var lystbetonet ikke at være det? Hvad, hvis det forstærkede hendes nydelse at lade tingene stå lidt hen i det uvisse? Lade ham tvivle lidt på, om hun egentlig var med, lade ham vise sit mod ved at fremture for egen regning og risiko? Det var ikke noget, hun havde talt med nogen om før. Stemningen var ligesom ikke til det for tiden.”

Denne passage er interessant, fordi den udfordrer det nye syn – moralsk og juridisk – på voldtægt. I romanen er stemmen bag ordene godt nok en kvinde, men det er mand, der har skrevet dem, oven i købet en mand, der i 2017 kom for skade at sige, at Kim Wall (kvinden, der blev dræbt i en ubåd) lignede ”en pige, der godt kan lide at sætte sig selv på spil, en pige som har meget frihed og frimodighed i sig”. De ord måtte Jens Christian Grøndahl æde i sig igen. Det er derfor særdeles dristigt at han lader et fiktiv offer for et seksuelt overgreb stille det konfliktfyldte spørgsmål: Hvad hvis det er lystbetonet ikke at være tydelig?

Jeg læste Fra i nat sover jeg på taget, mens resten af nationen diskuterede dokumentaren om Simon Spies’ skændige forbrug af unge kvinder, der ofte blot var piger. Det foregik dengang i 70’erne, og hyppigt hører vi, ”at det var en anden tid”. Jens Christian Grøndahl kender klicheen, og han lader Jan forklare sig overfor den navnløse fortæller: ”Det var jo en anden tid, jeg var en anden.”

Ja, fortiden er jo altid en anden tid, og romanen handler om, hvad der sker, når man får sin egen fortid i nakken. Når det er kærligheden, man bliver indhentet af, er det håbefuldt og smukt. Som det så fint hedder: ”Det var ikke en tabt verden, jeg havde erindret mig, månederne vi havde tilbragt sammen engang i 80’erne. Det var den samme tid, den var fortsat, og den havde endelig indhentet os.”

Den dødsmærkede mand får et nyt liv, da han er ved at miste det gamle. Det samme gælder for Anna, der rejser sig ved det træ, hvor hun er faldet. Hun føler ansvar for eksmanden, men omsorg for ekskæresten. Men pointen er, at den nye begyndelse for de to mennesker kun er mulig på en anden mands bekostning. Han ligger til gengæld som han har redt, for fortiden forsvinder ikke.

Senere møder fortælleren sin ungdomsven Hans-Georg, hvis sympati med palæstinenserne førte ham ud ad en problematisk tangent. Hvad han tænker om den forhutlede Hans-Georg, gælder også for Jan:

”Man har aldrig været en anden i en anden tid, og tiden er også den samme, dengang og nu. Dens universelle forløb er bare mundet ud i en personlig forandring, men forandringen er lokal, og man skal ikke overdrive betydningen af grå hår og rynker.”

Den midaldrende mand er ikke en ukendt figur i samtidslitteraturen, men heller ikke en dominerende.
Portrættet af den vegeterende mand skal naturligvis forstås på baggrund af den sygdom, der tvinger ham til et liv i nedsat tempo, men det kan også ses som et mentalitetsportræt af en mandetype.

I en tid, hvor barsels-, fødsels- og moderskabslitteraturen præger billedet, virker Jens Christian Grøndahls fortæller under alle omstændigheder som en kontrast, der fremkalder den unge generation. Hans datters kønsideologiske tanker er det perfekte billede på boomeren som et menneske fra verden af i går.

Fra i nat sover jeg på taget stiller et kontroversielt og dumdristigt spørgsmål om det seksuelle samtykkes tydelighed. Men den lader også sin fortæller mene, at det er futilt, når nogen efterlyser retssikkerhed for gerningsmanden:

”Hvordan skulle man tyve år efter kunne trænge til bunds i sandheden om noget så flygtigt som lyst og ulyst. Det var ikke engang givet, at den ene af parterne løj. Medmindre Jan virkelig havde holdt praktikanten i et jerngreb, mens han trængte ind i hende. Men ville hun i så fald have opført sig normalt, nærmest venskabeligt, overfor ham i tiden, der fulgte? Måske. Det kunne have været hendes paradoksale og ensomme måde at krænge sig fri af offerrollen på, fortrænge bevidstheden om at være blevet brugt som et stykke kød uden vilje eller værdighed.”

Som det danske svar på Ian McEwan skriver Jens Christian Grøndahl om de svære emner med klædelig undersøgelsesvilje og kritisk opmærksomhed, men uden at være polemisk, og hans tidsåndsdiagnostiske fortælling er derfor både præcis, modig og befriende ufordømmende.

Hvad det gerontologiske angår, ligger Jens Christian Grøndahls prosa helt perfekt på toneskalaen, når han lader en stakkels gældbunden fange kvidre et ømt farvel. Det stille vand, den dybe grund.