Weekendavisen den 12. august 2022
Kompulsivt. Madame Nielsens erindringer om sin fars liv og død er omsorgsfuld og inderlig, men vigtigst er forfatterens tilståelse af hensynsløs skriveafhængighed.
Madame Nielsen: Min fars død. Pentagon smeltet II. 102 sider, 199,95 kr. Grif.
Madame Nielsen opholder sig i Berlin, da hun får besked om, at hendes far er blevet indlagt og næppe har langt igen. Madame bør haste hjem, men hun undviger. I stedet hengiver hun sig til det, der ikke kun er hendes kunst, men også hendes kompulsive adfærd: at skrive.
Min fars død er en knap 100 små sider med erindringsportræt af den døende far og refleksioner over hans liv og forholdet mellem de to, den nu døende mand og hans søn, der blev androgyn som voksen og transformerede sig til Madame Nielsen. Mand i kvindeham? Kvinde i mandeham? Det ved vist ingen, og jeg er i stigende grad ligeglad, men når man følger forfatterskabet, er det umuligt at ignorere identitets- og transformationstilstanden, for den er uløseligt knyttet til kunsten og til skrivningen.
Og netop skrivningen – den tvangsmæssige – udgør kernen i den lille bog, for mens faren dør, skriver sønnen (eller datteren). Moren har bedt Madame Nielsen om at komme hjem, men hun har undslået sig, hun har mange aftaler om optrædender, hvor alt står og falder med hende, forklarer hun. Men det er ikke sandt. Det er, skriver Madame Nielsen parentetisk, ”både storhedsvanvid og patetisk, som om denne perverse trang til at skrive om alt var en force majeure, et skæbnens lyn, en livsvarig dom og ikke et kynisk og hensynsløst valg”.
Madame Nielsen påstår at hun er optaget, men i virkeligheden er hendes kalender blank:
”Jeg kunne rejse mig nu og her, tage min lette pink damedynejakke på og gå de hundrede og halvtreds meter til Charlottenburg S-banestation og tage S3, S5, S7 eller S9 ind til Hauptbahnhof og så videre nordpå til Odense. Men jeg gør det ikke. Det er nu, skal skal være der, ved hans side, han er min far, jeg har kun den eneste, og jeg får ingen anden, hvis jeg bare én gang i vores liv skal have været der, for ham, hos ham, med ham, så er det nu. Men jeg sidder her i karnappen i en herskabslejlighed med udsigt over Stuttgarter Platz i Berlin, hvor solen i dette nu bryder igennem og slikker verden i et forsonende blidt lysende skær, og skriver om ham.”
Det er i denne moralske, personlige og vel også kunstneriske konflikt, at den lille bog bliver interessant for alvor. Skrivningen er en flugtvej og selvindsigten er uforsonlig. Madame Nielsen ved godt, ar hun bør rejse, men hun gør det ikke, hun skriver om at hun bør rejse men vælger at skrive. I denne kontrast bliver dobbeltportrættet spændt op på sin ramme. Mens faren var en konkret og materialistisk – og meget generøs – mand, er hans søn (datter) alene optaget af Den Hellige Skrift og sin unikke stemme: ”men du far, har ingen stemme, intet sprog, for dig er alt det, der skal siges, usigeligt, mens jeg som din absolutte modsætning kan sige alt.”
Med Min fars død bidrager Madame Nielsen til en hovedstrømning i samtidslitteraturen, hvor det vrimler med sønners mere eller mindre fiktionaliserede faderportrætter (Søren Fauth, Harald Voetmann, Thomas Korsgaard, Glenn Bech, Kaspar Kaum Bonnén, Kristian Leth m.fl.).
Når den midaldrende kvinde skriver om sig selv som barn og søn, emmer billedet af faren både af omsorgsfuld inderlighed og af en vis reservation eller distance. Mellem de to, sønnen der var kunstner in spe, og hans småborgerlige far, der var tandlæge, herskede en vis maskulin solidaritet. Minderne fra fodboldkampe på Odense Stadion i 1970’erne læste jeg med genkendelse og rørelse, for samtidig stod jeg i Idrætsparken med min far (og tillad mig en rethaverisk fejlretning: B.1913, den fynske fodboldklub, har aldrig spillet i Superligaen).
Min fars død er anden del af Pentagon smeltet (hvad den fællestitel skal betyde, åbenbarer sig vel på et tidspunkt). Første del, Kendsgerninger, udkom i foråret, og senere i 2022 udkommer de to sidste bind, Den højeste orden & Underverden (III-IV) og Efter Tiden (V). Endnu er det lidt svært at se, hvor Madame Nielsen vil føre sig selv og os læsere hen med sin selvbeskrivelse, men uforudsigeligheden føles inciterende.
I lighed med seriens første bind, fremstår Min fars død mere som et stykke essayistisk erindringslitteratur, end som en roman. Men pyt med genreformalismen, i dag kan enhver tekst bære prædikatet roman, ligesom en mand kan bære damekjole og læbestift. En roman kan være en beklædning på samme måde som en kjole kan være en fiktion. Begge dele er i hvert fald fortællinger. Og fortællingen om farens død handler – når alt kommer til alt og skønt dens sønlige kærlighedsbudskab – først og fremmest om skriveafhængighedens kynisme, skæbnens lyn, den livsvarige dom. Det er dybt interessant. Og sørgeligt.