Weekendavisen den 29. juli 2021
Noveller. Logikken springer læk og historien gå amok i Shahrnush Parsipurs feberfantasier.
Shahrnush Parsipur: Mænd fra forskellige civilisationer. Oversat af Nazila Kivi. 110 sider, 200 kr. Falco.
At litteratur kan overskride grænser, er en kendt sag. Det, der ikke kan lette under virkelighedens åg, får vinger i fiktionen, og gennem historiefortællingens universalitet forbindes lande, sprog, kulturer og civilisationer.
Tag nu bare Shahrnush Parsipur (f. 1946), der regnes for en af Irans betydeligste forfattere. I den lille novellekreds Mænd fra forskellige civilisationer skriver hun en virkelighedsfornægtende og drømsindig prosa, hvor fortælleformen er umiddelbar, undersøgende, levende, legende og trodsig overfor realismens regler.
Fordi hun ikke lader sig begrænse af formel virkelighed, sammenlignes Shahrnush Parsipur ofte med de store sydamerikanere, men disse små civilisationskritiske historier (eventyr, myte, legende og fabel) giver også mindelser om alt fra inuitmyter til kortprosa af Peter Adolphsen. Og samtidig er Shahrnush Parsipurs stil så personlig og persisk som et håndknyttet tæppe.
Ifølge den vidende og engagerede oversætter og efterskriftskribent Nazila Kivi, er Shahrnush Parsipur den blot anden (kendte) kvindelige romanforfatter fra Iran. Hendes primære publikum er blandt eksiliranere i USA, hvor hun også selv har levet, siden hun faldt i unåde i sit hjemland, fordi hun skrev om kvindelig seksualitet. Det kostede hende en flereårig fængselsstraf.
De seneste år har Nazila Kivi introduceret Shahrnush Parsipur med et par små bøger, Kvinder uden mænd (1989, dansk 2019) og Frie oplevelser (1970, dansk 2022), og nu Mænd fra forskellige civilisationer (1993). Danske læsere er altså tumlet sidelæns ind i forfatterskabet, som også rummer fængselserindringer og romaner, bl.a. om en kvindelig udgave af Don Quixote, og Irans efter sigende eneste science fiction-roman, Shiva (900 sider!).
Mænd fra forskellige civilisationer er et drømmespil, eller feberfantasier, med variationer over et tema. I hver af de ni små fortællinger optræder tre mænd. Den ene har skæg, den anden er glatbarberet, den tredje spiller tar (en langhalset lut). Om det er de samme tre mænd i hver historie, eller om det er forskellige mænd med samme typetræk, blot placeret nye steder, nye tider, nye civilisationer, er uklart og sandsynligvis også uvigtigt. Dog har jeg på fornemmelsen, at disse tre maskuline markører – skæg, ikke-skæg og tar-instrumentet – har en betydning, som kun persiske læsere kan lodde dybden af.
At referere handlingerne i Shahrnush Parsipurs noveller, er sin sag, fordi vidtløftighederne og absurditeterne afløser hinanden i ét væk. I historien om civilisationen Mohenjo Daro hører vi for eksempel om en mand, der opfinder en sitar, fordi en tar ikke evner at beskrive landets skønhed. Sitaren bringer ham i trance, og i denne tilstand opdager han yogaens principper. Yoga er som et hav, og han svømmer i det, og det samme gør to andre mænd, en med skæg, en glatraget. Nu bliver Mohenjo Daro oversvømmet, og sitarspilleren går om bord i en båd og er pludselig i Amerika, hvor han bosætter sig i New York, hvor ingen forstår hinanden og alle er i konflikt.
Manden forsøger at introducere newyorkerne til yoga, men forgæves. Så møder han en sindssyg og feberramt mand i metroen, der fabler om søens sjæl og en pige, der er frosset til is i en kuffert højt oppe i luften, hvormed hun har hensat verden i en tilstand af håbløshed. Historien toner ud i et håb om at yoga og videnskab vil kunne bringes sammen ”midt i larmen og trængslen på det profitjagende marked” og finde en sjæl for de sjælløse maskiner, så folk vil holde op med at slå hinanden ihjel, og ”fordommenes og ideologiernes slagmarker vil blive mindre og mindre.”
Ak ja. Et forfængeligt håb, som sandt for dyden ikke har mistet aktualitet, siden novellen blev skrevet i begyndelsen af 1990’erne. Når historien munder ud i en pacifistisk kritik af ideologier, viser Shahrnush Parsipur at den febrile fiktion har en politisk hensigt. Mænd fra forskellige civilisationer er da også skrevet umiddelbart efter fængsling og eksil, hvilket man tydeligst fornemmer, når de civilisationskritiske budskaber bliver konkrete.
Når Shahrnush Parsipur åbner for sine sansers sluser, kan alt ske. Logikken får lov at springe læk og historien får lov til at gå amok. Det gælder bare om at klynge sig til fortællingens flyvende tæppe (hvis De tillader sådan en stereotyp kulturkliche). Eller om at springe af i farten. Og jeg får mest lyst til det sidste. Jeg bliver luftsyg af den maksimalistiske fantasis grænseløshed. Til gengæld kan jeg godt lide den her poetiske humor: ”En filosof kunne sige, at lykken er essensen af eksistensens allerførste pulserende kerne. For en husmor kan lykken se ud som en vaskemaskine”. Det er sjovt, sandt og satirisk. Og herlig konkret. Men som novellekunst er Mænd fra forskellige civilisationer en anstrengt og fjollet affære, hvor alt for meget har lige gyldighed, og jeg savner den ægte sære fortællings foruroligende beskhed.