I morgen kommer aldrig

Weekendavisen den 1. april 2022

Vold. Anne Swärds roman om partnervold er sorgfuld og tragisk i sin afdækning af skredet fra forelskelse til fornedrelse.

Anne Swärd: Jackie. På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild. 33 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Hun hedder noget andet, men hun kalder sig Jackie, fordi hun er fascineret af John F. Kennedys enke, så ingen ved hvem hun er, og ingen ved hvor hun er, da hun som 19-årig forlader hjemmet i det sydlige Sverige. Hun har en diffus drøm om at blive forfatter, og nu sidder hun som et ubeskrevet blad i en togkupé på vej mod Stockholm.

Pludselig mister toget al kørestrøm og må holde stille ude i ingenting. Jackie er en fremmed blandt fremmede, da en flot mand gør hende sin opvartning. Da de endelig når frem til Stockholm, har han overbevist hende om, at hun skal følges med ham. Der er noget uudgrundeligt og uigennemskueligt ved ham, men ikke noget ildevarslende. Tværtimod virker det både trygt og tiltrækkende, og før Jackie har fået tænkt sig om, bliver de et par.

Jackie lejer et værelse, hun begynder at studere lidt, hun arbejder som avisuddeler og går til croquis. Men hele tiden manipulerer og overvåger han hende, samtidig med at han lægger røgslør ud om sig selv, sin familie, sin baggrund og sit job. Og Jackie finder mening i det meningsløse.

Hun ser aldrig faren, før det er for sent. Jackie forstår slet ikke signalerne, der langsomt kryber frem, dertil er hun for forelsket, for forblændet, og alt for parat til at tilpasse sig, normalisere og tilgive, passivere hans vrede med sex. Selv er han en mester i at forklæde hele registeret af løgne, mistro, mistillid og jalousi som ægte omsorg. På den måde udøver han sin sociale kontrol over hende. Og da han en dag overhører, at hun skal mødes med Connie, tror han, at hun bedrager ham – på svensk er Connie primært et drengenavn – og pludselig falder det første slag.

Anne Swärd (f. 1969) har ikke lagt skjul på, at Jackie er skrevet med udgangspunkt i hendes egne erfaringer som nyklækket student i 1988, netop det år, hvor romanen begynder. Men den private smerte er irrelevant for den litterære læsning. Det altafgørende er naturligvis, at romanen tilbyder et ikke-spekulativt og troværdigt indblik i den psykologiske dynamik, der udspiller sig mellem gerningsmand og offer, når partnervolden finder sted. Og som roman er Jackie en smertefuld fuldtræffer.

Stockholm to år efter likvideringen af Olof Palme virker som en stadig rystet by, og til at illustrere den nervøse krisetilstand og den angst, der bygges op hos Jackie, har Anne Swärd fundet et knivskarpt motiv i form af en ulv, der bliver set luske rundt i byens gader, hvor den blandt andet skambider en hund. Jackies kæreste tager hende med rundt i forstæderne for at finde ulven, og de to rovdyr, ulven og mennesket, smelter sammen til ét billede på det farlige, fjendtlige og dæmoniske.

Samtidig er Jackie-figuren et symbol på den ekstreme selvopholdelsesdrift, der trodser volden. Det nye navn, som den unge kvinde har påtaget sig, skal også virke som hendes eget panser, som en skytsengel. Hun tænker på en dokumentarfilm, hvor der blev talt om Jackie-syndromet: ”Altid at rejse sig igen. Rejse sig, uanset hvad der sker, med blod på den lyserøde Chanel-dragt. Lever hun stadig? Hvor meget kan et menneske holde til?”

Jackie indser, at volden har forandret hende, at hun ikke længere er den, hun plejede at være, og hun spørger undrende sig selv, om ikke han savner den, hun var før: ”Hendes tillid, iveren i hendes stemme, nysgerrigheden og spontaniteten, der altid har været så stor en del af hende, appetitten, lysten? Vold spalter et forhold op i et før og efter, spalter det helt ned til sokkeholderne. Det modsatte af uskyld er jo ikke skyld, men erfaring, nu er hun ”oplyst” om livets barskhed.”

Nej, Jackie forstår ikke, at manden på ingen måde savner noget, der ligger forud for hans erobring af kontrol og magt. Det er hendes angst, han elsker, ikke hende. Da hun indser, at hun må forlade ham, udsætter hun det til i morgen. Men som det hedder med romanens koldeste konstatering: ”Men i morgen kommer aldrig.”

Jackie er voldsom, sorgfuld og tragisk i sin afdækning af skredet fra forelskelse til fornedrelse, fra den spirende, erotiske begyndelse og helt frem til romanens fine slutsats, hvor Jackies rette navn pludselig introduceres på en måde, der rejser spørgsmål om, hvad overlevelse vil sige.

I en tid, hvor vi diskuterer vold og voldtægt – herunder skamfulde maskuline fantasier – er det også litterært vigtigt at forstå, at det ikke kun er den spekulative og kommercielle underholdningslitteratur, der lader kvinder bliver banket og slået ihjel. Også i kvalitetslitteraturen spiller volden en dominerende rolle i disse år, se bare hvilke toneangivende kvindelige romanforfattere, der har analyseret volden litterært, fra norske Vigdis Hjorth, finske Sofi Oksanen, islandske Yrsa Sigurdardóttir og danske Dy Plambeck til svenske forfattere som Sara Stridsberg, Lina Wolff og finsk-svenske Monika Fagerholm. Og islandske Gerður Kristný har skrevet en hel digtkreds for de kvinder, der bliver voldens ofre, Sjælemesse.

Anne Swärd ligger i fuldendt forlængelse af disse fremragende forfattere, og Jackie har en påtrængende nødvendighed som sørgeligt aktuel problemroman, og den traumatiserede by Stockholm sidst i 80’erne med den løsgående ulv og den skambidte pige, er en tilpas uheldsvanger scene for en brutal socialrealisme med et strejf af den uheldsvangre psykopati, man kender fra for eksempel Daphne du Mourier. Dét her er ægte nordic noir.