Weekendavisen den 1. april 2022
Debutant. Hvis ambitionen er at sige noget begavet om økokrisen og naturens genmæle, mangler Pelle Møllers roman originalitet og pointe.
Pelle Møller: Tilflytterne. 320 sider, 249,95 kr. Gyldendal.
Som idé fungerer Pelle Møllers debutroman Tilflytterne ganske glimrende. Men som roman falder den til jorden. Ikke med et brag, men med et klask. Vi er på Arø (fiktiv, men typisk), som en masse øko-bevidste københavnere er flyttet til, fordi de vil leve i nære fællesskaber tæt på naturen. Blandt tilflytterne er Sarah, der drømmer om at leve bæredygtigt, drive gårdbutik og anlægge en selvforsynende økolandsby.
De oprindelige øboer opfatter tilflytningen som en trussel. Pludselig er det københavnerne, der definerer alle de uskrevne regler. Det ændrer den gamle økultur, og Bent – en troldeagtig 65 årig mand med sikkerhedssko og kedeldragt – stiller sig i spidsen for et oprør. Da københavnerne placerer halmdukker af børn i vejkanten for at få ham til at sænke farten, svarer Bent igen ved slet og ret at smadre børnedukkerne og drøne hensynsløst videre i sin Toyota Dyna (som altså er en lille lastbil).
Bent er et brushoved, brovten og arrig. Men han er også en mand, der bærer på en sorg. Sønnen har vendt øen ryggen, konen er syg, og sidste år blev hans livslange ven Søren kvalt i en gylletank, da de sammen var ved at reparere en pumpe. Bent er med andre ord vred på verden, og tilflytterne skal undgælde for al hans smerte. Da Sarah og hendes familie overtager Sørens gamle svinefarm, bliver hun det primære mål for hans vrede.
Den stereotype nabokonflikt udspiller sig på et bagtæppe af mystik. Der hviler en uheldsvanger stemning over øen, en skummel unheimlichkeit: Hvad er det for en skrabelyd, der kommer nede fra den gamle gylletank? Hvorfor forsumper Sarahs frodige have lige pludselig? Hvad er det for et mystisk monster, der dræber øboernes kæledyr og efterlader dem med flænsede røvhuller og dinglende indvolde? Hvorfor flyder kloakkerne over, når det ikke regner? Og hvem bortførte pigen Nike?
Der er noget uforklarligt på spil på Arø, noget overnaturligt, noget ondt, og noget tyder på, at gylletanken og kompostbunken på Sarahs gård spiller en rolle. Eller er det jorden selv, der prøver at sige noget? Naturen, der hævner sig noget så grusomt? Det vil romanens bagsidetekst i hvert fald gerne have os til at tro.
Men ak. Hvis ambitionen er at sige noget begavet om økokrisen og naturens genmæle, mangler romanen originalitet og pointe. Hvis hensigten derimod er at servere de frelste københavnere i en skarp, satirisk økosovs, mangler romanen humor og brod.
Pelle Møller har skrevet og instrueret en række film og tv-serier, og jeg kan tydeligt fornemme at han har en klar idé om sine karakterer. Mest interessant, og i stigende grad central, er Sarahs seksårige datter Pippi, der udvikler tvangstanker om at vaske hænder, det handler ikke så meget om at beskytte sig imod alt det mystiske, men om at sætte grænser for sin overbeskyttende hønemor og misstemningen mellem forældrene.
Forfatteren kan også sit håndværk med scener og i ny og næ en fin cliffhanger. Det gør ham givetvis til en god manuskriptforfatter. Der er tydeligvis et filmiske plot inde i forfatterens billederige hoved, og jeg ser klart potentialet. Men romanforfatter er han ikke. Sprogbehandlingen er jævn, stedvis ringe, det vrimler med overflødige og irriterende udråbstegn af den slags, man ofte sætter for at kompensere for manglende skriveevne.
Tilflytterne vil gerne være dels en hyggelig-uhyggelig historie, der kammer over i underholdningshorror, dels en tidsåndskrimi om naturens (selvfor)svar og hvad gylletanken gemte. Men når det hele kulminerer og kollapser i en kontamineret kompostbunke, efterlader det kun klasket af absolut ufærdig prosa.