Weekendavisen den 13. april 2022
Krønike. Norske Roy Jacobsens romaner om øen Barrøy udvikler sig til et hovedværk i nordisk samtidslitteratur.
Roy Jacobsen: Bare en mor. Oversat af Camilla Christensen. 252 sider, 249,95 kr. Gyldendal.
Homer viste det med Illiaden og Odysseen. Daniel Defoe viste det med Robinson Crusoe. Og William Golding viste det med Fluernes herre: Øer egner sig pokkers godt til dramaer, hvor eksistensen – individets eller kollektivets – bliver sat på ultimative overlevelsesprøver.
At intet menneske er en ø, en verden for sig, beviser også den mesterlige norske forfatter Roy Jacobsen med den formfuldendte romanserie om småkårsfolkene på (fiktive) Barrøy ved den norske Helgelandskyst. De tre første romaner – De usynlige (2013), Hvidt hav (2015) og Rigels øjne (2017) – var alle fremragende menneske- og epokeportrætter, og Bare en mor holder fanen højt.
Roy Jacobsen citerer aldrig John Donnes berømte digt fra 1624, men det hviler som et credo over hele værket: ”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er ét med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.”
Roy Jacobsens værk begyndte i årene mellem 1913 og 1928, hvor vi blev sporet ind på det norske kystproletariats respektindgydende kulturhistorie. På øen Barrøy levede slægten af samme navn, underligt nok ikke med en børneflok, men kun med en enkelt datter, Ingrid, et intelligent og årvågent barn. Ved romanens slutning var hun blevet 18 år og overhovede for en nedslidt familie, men med et stoisk livsmod. Som Roy Jacobsen formulerede det: ”En øbo er aldrig bange, så kan han ikke bo her, men må tage sit hus og sit pikpak, flytte væk og blive som alle andre i en skov og en dal, det er en katastrofe. En øbo er mørk til sinds, ikke stiv af skræk, men af alvor.”
Stiv af alvor er Ingrid stadig, hendes øbevidsthed er ukuelig, men samtidig har hun lært fastlandet at kende og fået et brutalt førstehåndsindtryk af de mennesker, der bor på den anden siden af kysten og fjeldene.
Krigen kom til Barrøy, da de allierede sænkede et nazistisk troppetransportskib i 1944, og den purunge russiske krigsfange Aleksander drev i land på øen, mere død end levende. De to forelskede sig, og Ingrid blev gravid. Men af frygt for nazisterne forsvandt den unge russer igen. I Rigels øjne begav Ingrid sig på vandring over fastlandet med datteren Kaja for at finde Aleksander.
Nu er vi fremme i efterkrigstiden, hvor det norske velfærdssamfund tager form. En af Barrøys beboere, Suzanne, er sågar flyttet til hovedstaden, hvor hun bor i en lejlighed i en etageejendom med vaskekælder. Med et øboblik beskriver Roy Jacobsen denne modernitet som noget inderligt eksotisk og fremmedgørende.
Men ude på Barrøy er alt, som det plejer at være. Det gælder om at være arbejdsom og nøjsom. Og om at begribe tilværelsens omskiftelighed, når der igen kommer en ny beboer til øen, ført dertil som et stykke menneskeligt vraggods, enten af stormen eller af skæbnen.
Hvor det sidst var en russisk krigsfange, er det denne gang en uudgrundelig dreng på fem-seks år, der føjer sig til Barrøy faste stok og ændrer alle forudsætninger. Hans far, som er skipper på mælkeprammen, er selv blevet forladt af barnets mor, og nu forsvinder han selv som dug for solen. Da drengens historie bliver afdækket, viser det sig, at intet er som forventet, for mælkeskipperen var ikke Mathias’ rigtige far. Igen spiller krigen terning med menneskeskæbner.
Men mens alt endnu svæver i det uvisse, accepterer Ingrid at blive drengens adoptivmor, og går til opgaven med sin sædvanlige loyalitet og opofrelse, men der er noget ved drengen, hun ikke forstår. Så falder ordene fra Svetlana, endnu en af de personer, som Roy Jacobsen lader dumpe ned gennem en sprække i historien, og lande blandt de norske kystfolk, Svetlana dog på landsiden: ”Du er bare en mor, og sønner er ubegribelige.”
Ingrid er bare en mor. Men ingen mor er en ø, og selv Ingrid er et stykke af fastlandet, for hvis der er noget fortællingen om Barrøy-folkene viser, er det at individet har en rolle i fællesskabet. En ø er måske nok et partikulært samfund, men alt er forbundet, og Roy Jacobsens prosa udvikler sig med intelligent besindighed i både plot og stemninger, og han placerer det lille livs dramatik overfor de store tilværelsestragedier med sikker hånd. Det kulminerer, da Barrøys mandfolk forliser med skuden Salthammer, og den nye præst må overveje sine ord ved mindehøjtideligheden, da han skal besvare sit eget spørgsmål: ”Er mennesket stort eller lille?”
Øen – både den stedspecifikke og den symbolske – har altid optaget forfatterne (i flæng: Harald Kidde, Martin A. Hansen, Erik Aalbæk Jensen, Vagn Lundbye, Hanne Marie Svendsen, Solvej Balle, Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Dennis Gade Kofoed og Rakel Haslund-Gjerrild, og apropos det norske, får vi lige om lidt endnu en klassisk øroman fra en anden stor prosastilist deroppefra, nemlig Kjell Askildsens Omgivelser fra 1969, som er varslet i dette forår).
I denne ø-litteraturens store arkipelag tager Roy Jacobsens Barrøy-serie sin selvfølgelige plads. Barrøy-romanerne er en på én gang lavmælt og højspændt føljeton om en tidsudvikling og en samfundsudvikling, et Norges-portræt gennem et århundrede. Det, der lignede en trilogi, er nu ved at udvikle sig til en egentlig slægtsromankrønike – og et decideret hovedværk i nordisk litteratur – og gad vide om ikke de næste par romaner bringer os helt frem til vores egen nutid, hvormed Roy Jacobsen opfylder sit eget ideal om, at en historisk roman skal kunne læses som en samtidsroman?