En uvis kendsgerning

Weekendavisen den 22. april 2022

Romanværk. Hvis man ikke kan sætte pris på det selvsmagende, kan man ikke sætte pris på Madame Nielsen.

Madame Nielsen: Kendsgerninger. Pentagon smeltet 1. 76 sider, 199,95 kr. Forlaget Grif.

I pandemiens morgengry opholdt jeg mig i Berlin, og en mørk martsaften skulle jeg se Madame Nielsen læse og synge på en intimscene på det legendariske Volksbühne. Madame – der beboede en liebhaverlejlighed som gæst og æreskunstner hos den tyske stat i et helt år – havde skrevet mig i døren, og billettøren spurgte, om jeg ville hilse på kunstneren, der lå og hvilede sig lidt i en sofa ved siden af scenen, inden hun skulle optræde.

Der lå hun så, tynd som en tankestreg, rødlæbet, beleven, interessant og nervespændt, som den verdensdame, hun er. Hun strakte en knoklet arm frem mod mig, ikke for at give hånd, men for at holde mig tre skridt fra livet. Madame Nielsen var angst for den nye smitte, som bredte sig fra Kina. Hun vejede, sagde hun, blot 37 kilo, og enhver sygdom ville tage livet af hende.

Otte-ti dage efter rejste jeg hjem over hals og hoved, lige inden grænserne lukkede, men Madame Nielsen lå stadig i lejligheden i Berlin og skrev: ”Guddommelige rædsel/ jeg sover ikke/ jeg spiser ikke/ jeg trækker knapt vejret/ er nede på 37 komma 9 kilo/ gram…”

Rædselsdigtet, Coviva, stod først i Politiken den 31. marts 2020, og nu genudgiver Madame Nielsen – uden at jeg helt forstår hvorfor – det smertelige angstudkald som et såkaldt ‘Fortæppe’ i det første af de fire bind, der tilsammen skal udgøre et romanværk med den gåde- og stemningsfulde fællestitel Pentagon smeltet. Netop det værk, fortalte hun mig om, som hun lå der og kontrollerede sin angst på sofaen i Volksbühne.

Den første roman hedder Kendsgerninger. Derefter følger Min fars død, Den Højeste Orden & Underverden og Efter Tiden. Bind II udkommer til august, men III-IV (i ét bind) og V er endnu ikke skrevet. Sidste bind rummer også en ‘Katakombe’, og hvad det så vil vise sig at være, opdager vi engang til vinter. Ifølge forlaget vil serien indeholde adskillige stemmer og litterære stilarter – med originale omslag af John Kørner og i samlekassette.

Som forfatter og offentlig person har man ikke kontrol over sin egen biografi, skriver Madame Nielsen, og man er ikke den eneste, der skriver sin egen livshistorie. Det kan hun meget vel have ret i, men ingen har som netop Madames inkarnationer inviteret – eller: tvunget – offentligheden til at fortolke liv og værk.

Det nye værk er, skriver hun, baseret på skindbarlige fakta, alt skal være kendsgerninger, ingen følelser, ingen anekdoter, ingen erindringer, og første sætning sætter kursen: ”Jeg blev født natten til den 6. maj 1963 på Aarhus Fødselsanstalt.” Derefter følger 76 små sider – som ud fra konventionelle genrestandarder bedre kan karakteriseres som essaystik, end som roman – hvor forfatteren må gå i rette med sig selv for at leve op til metodeformlen: ”Jeg var tandlægebarn og ved børnefødselsdage havde min mor gulerødder med til mig, så jeg ikke skulle få sukker og huller i tænderne. Det er muligvis ikke en kendsgerning, men blot en erindring.”

”Blot” en erindring! Som om erindringer rangerer lavere, end kendsgerninger. Som om ”kendsgerninger” af denne karakter overhovedet er troværdige. Madame Nielsen kender det hukommelsesfilter, som vores livserfaringer drypper igennem, men hun kan naturligvis ikke unddrage sig det. Også kendsgerninger er en konstruktion.

Madame Nielsen ved præcis, hvad hun gør, når hun først etablerer og siden bryder sit eget dogme. Allerede midtvejs indser hun, at ”selv en verden, der alene består af kendsgerninger, er fraktal, et potentielt endeløst ekspanderende univers” og mod slutningen bliver det i stigende grad umuligt at opretholde erindringstabuet. Men så ophøjer Madame Nielsen fermt sin hukommelse til en kendsgerning og hypnotiserer sin læser med en metarefleksion: ”Erindringen er en kendsgerning. Til forskel fra det erindrede. Erindringen er noget af det mest uvisse. Foruroligende. Besættende. Ubærlige.”

Pentagon smeltet I er et mærkeligt lille stykke litteratur, som kan fungere som Madame Nielsens levnedsbeskrivelse (fra drengeår til ungdomsår, men endnu ikke ind i kvindeårene) til Ordenskapitlet, hvis hun skulle gå hen og blive dekoreret af kongehuset. Hvis man ikke kan sætte pris på det selvsmagende, kan man ikke sætte pris på Madame Nielsen. Men jeg elsker det og lader mig rive med af kunstnerskabets introspektive radikalitet.

Kendsgerninger er på én gang et opgør med og en konsolidering af alle forestillinger, der knytter sig til forfatteren og hendes tidligere fremtoninger. Myteopgør og myteprolongering er to sider af samme bevidste og begavede sag, og Madame Nielsen både skriver og balancerer med en engels elegance på en udspændt line mellem kendsgerninger og uvished – og allerede i juni får vi nye indsigter, når forlaget Wunderbuch udgiver forfatterens Dødebogsblade, et dagbogsværk, der har udfoldet sig gennem de seneste tyve år.

Madame Nielsen er – nu som tilforn, såvel som i skrivekunsten som på Volksbühnes sofa – selv en uvis kendsgerning, og dertil en mærkværdige blanding af bevinget væsen og bevinget ord.