Weekendavisen den 9. september 2020
Matriarkatroman. Tankestoffet bag Maren Uthaugs nye roman er udmærket, men den litterære udførelse er for porøs og uden solid kerne.
Maren Uthaug: 11%. 352 sider, 299,95 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.
For ni år siden debuterede Maren Uthaug som romanforfatter (og samtidig som usentimental og galgenhumoristisk tegner i Politiken, hvor hun har lagt langt over 3.000 striber bag sig) med romanen Og sådan blev det, som jeg her i avisen kaldte ”stilsikker”, ”bemærkelsesværdig fin” og ”særdeles vellykket”.
Siden da har Maren Uthaug skrevet yderligere tre romaner, og det ærgrer mig at konstatere, at det er gået stødt ned ad bakke. Hvor der er fugle (2017) var slet ikke ringe, men heller ikke helt vellykket. En lykkelig slutning (2019) var derimod nærmest tæt på mislykket.
Trods skuffelserne har jeg hele tiden håbet, at Maren Uthaug kunne genvinde formen. Men med dagens roman, 11%, gør hun min tro til skamme. Nu tror jeg ikke længere at hun kan – eller vil – genfinde den originalitet, der gjorde debuten så god, så god. Hendes litterære ambitioner går tilsyneladende helt andre veje. Dybt suk.
Vi er sådan cirka 400 år ude i fremtiden, så vidt jeg skønner. I år 2225 afholdt man et ”altomvæltende kirkemøde, hvor de frelste kristendommen fra en ellers forudset undergang”. Herefter er kristendommen blevet en maternalistisk slangekult, hvor mændene – eller hannerne – har udspillet deres rolle. De bidrog ikke med andet end vold, voldtægt og krig. Nu opbevares de sidste mænd i et avlscenter på Lolland. Titlen 11% henviser til det antal hanner, der skal være til rådighed for at kvinderne – eller menneskeheden – kan reproducere sig selv uden indavl. De kvinder, der er nødt til at føde hanner, får kompensation. Imens arbejder videnskaben på at finde ud af, hvordan mennesker kan forplante sig uden mænd.
Civilisationen som vi kender den, har udspillet sin rolle, og naturen har generobret byerne. Nogle mennesker holder til i resterne af de sidste paternalistiske husruiner, der findes i slumbyerne. Andre bor i rundområderne, hvor alle bygninger har runde, bløde kvindelige former.
Klosterheksen Medea bor på et kloster i en gammel firkantet bygning på resterne af Frederiksberg i København. Hun tilhører en søsterkult, der avler slanger, som de kristne bruger i kirkerne. Medea og søstrene ønsker mere respekt for mændene, og hver uge tager hun til Lolland for at demonstrere for bedre forhold for centerhannerne.
Ganske vist mener klostersøstrene ikke at hannerne skal have lov at gå frit omkring i samfundet. Men i al hemmelighed giver de husly til en lille dreng, som ved sin blotte eksistens truer samfundsordenen. Fødslen af et forkætret drengebarn, har vi jo hørt om før.
Maren Uthaugs ændrer ikke på tidsregningen, de kristne har stadig styr på den slags, men nu lever menneskene – altså kvinderne – i en ny epoke. Den hedder slet og ret Evolutionen og er knyttet til naturens genkomst. Som det siges i en scene, hvor Medea har mødt nogle rottepiger, der arbejder på at give planterne nyt råderum i de gamle byer: ”Vi har altid brug for flere hænder. Selvom det er hundredvis af år siden, Evolutionen tog fart, er der fortsat et kæmpearbejde med at reparere på al den natur, mændene ødelagde. Vil du da ikke være med til at hjælpe vores klode til igen at trække vejret frit?”
Maren Uthaug har altid været en fantasifuld fortæller med faible for det folkloristiske, mytologiske og aparte. Også i denne roman har hun et udmærket, imaginatorisk blik for de kultiske og sociale potentialer – fra slangernes og menstruationsblodets betydning i søsterkulten til skildringen af onaniens samfundsbetydning og små antydninger af, at man ikke længere låser døren til badeværelset, fordi låse er ubehageligheder fra fortiden. Ideen om mandekvinder med penisattrapper, der både fungerer som ammer og prostituerede, er også helt fin.
Når Maren Uthaug vælger at kalde romanen 11%, styrer hun vores opmærksomhed i retning af centerhannernes magtesløse mindretal. Men romanen interesserer sig underligt nok ikke særligt for dem. Vi ved jo, at der er en slags moralsk opposition, men det dramatiske potentiale i den maternalistiske magts behandling af avlshannerne bliver aldrig foldet ud.
Hvad den tidehvervsforandrende revolution mod paternalistisk magt og misbrug (af både kvinder og naturen), som har fundet sted engang, har skabt af politiske og moralske nybrud, står hen i det uvisse?
Måske er vi i for høj grad vænnet til, at skønlitterære fremtidsfremskrivninger skal være dystopiske og bæres af angst for et autoritært samfund. Men jeg savner et spor om dette kvindesamfunds politiske konstruktion. Det eneste, vi får at vide, er at man kan blive gjort til tænksom af de velourklædte. Tænksom (kursiveret hver eneste gang det nævnes, hvilket virker helt parodisk) er tilsyneladende en forholdsvis mild og midlertidig sanktion, måske en slags skamfuld genopdragelse? Fint nok. Men hvad forfatteren måtte forestille sig om det, deler hun desværre ikke med os andre. Det kunne ellers have været interessant at kende til kvindernes bløde magtudøvelse. Hvem de velourklædte er, står vist også hen i det uvisse.
Naturligvis er Maren Uthaugs roman udtryk for noget i vores tid. At mændene engang i fremtiden har udspillet rollen, kan naturligvis ses som en samtidskommentar. Hvad kommer efter mændene? Romanens nutid er ikke længere væk fra os i fremtid, end reformationsbevægelsen og Grevens fejde er i fortid, og hvem siger at vi har oplevet den sidste religionsrevolte og borgerkrig her i landet?
Som klimakrisekonsekvensroman er 11% sympatisk, og som kritik af den historiske mandlige magt er den relevant. Tankestoffet bag er altså udmærket, men den litterære udførelse er for porøs og uden solid kerne.
Men værst af alt er det faktisk, at Maren Uthaugs grundidé ligger så klods op ad Margaret Atwoods verdensberømte nyklassiker Tjenerindens fortælling, hvor kvinder som bekendt blev holdt som fødekvæg i et patriarkalsk fremtidssamfund. I 11% er ideen blot spejlvendt, og det er jo ikke forbudt, blot uoriginalt.
Mens Gilead i Tjenerindens fortælling var udrustet med en genialt gennemtænkt forhistorie, fremstår fremtids-Danmark i 11% blot som en uforarbejdet og uforløst idé. Der er litterære verdener til forskel på Margaret Atwood og Maren Uthaug, og måske er det unfair at sammenligne, men hvordan skal man kunne undgå det?