Weekendavisen den 2. september 2022.
Via Dolorosa. Daniel Dencik skriver om at forsone sig med det, man ikke kan ændre, og om at gå tilværelsen i møde med oprejst pande.
Daniel Dencik: Første person flertal. 222 sider, 320 kr. Roman. Politikens Forlag.
Da Daniel Denciks udgav sin debutroman Anden person ental i 2014, afstedkom den en vis debat i det journalistiske og litterære miljø, der har det med at læse selvbiografisk fiktion som den rene og skære dokumentarisme. Men subjektive følelsesberetninger er ikke bevisførelse, og skønlitteratur skal ikke læses og løses som ligninger.
Men Daniel Dencik fortalte i interviews, at historien om Alexander var historien om ham selv. Som karakter og forfatter var de to sider af samme sag. Alexander havde, ganske som Daniel Dencik selv, været udsat for en uretmæssige anklage om vold mod sine tvillinger fra ekskonen, hvorefter myndighederne havde nægtet ham enhver kontakt og samkvem med børnene. Det hele fremstod som et kafkask myndighedsovergreb, beskrevet med offerblik i en meget vellykket roman.
Dengang skrev fagbladet Journalisten en artikel, der kritiserede litteraturanmelderne og interviewerne for manglende kildekritik overfor forfatteren. Men kan man være kildekritisk overfor en roman, der er fiktion med forlæg i virkeligheden? Skal anmeldere kontakte forfatterens familie for en modpartskommentarer?
Svaret er nej. Men kulturjournalisterne forsøger tit at skrive romannyheder med familiekonfliktvinkler, ikke mindst i Norge, hvor romaner af Karl Ove Knausgård, Geir Gulliksen, Vigdis Hjorth, Tomas Espedal m.fl. er blevet endevendt som var det hvidbøger fra en kommission. På den måde var Daniel Denciks Anden person ental særdeles typisk for sin autofiktive samtid.
Første person flertal er en direkte fortsættelse (og ikke en ”selvstændig roman”, som bagsiden påstår), men den vil ikke skabe noget nær samme form for furore. Dertil er romanen alt for forsonenede, både med skæbnens ugunst og med tilværelsens vilkårlighed. Alexander er kommet videre i livet. Hans savn efter tvillingerne er stadig et åbent sår, men han lever i håbet om, at de en dag vil række ud efter ham, og han skriver troligt breve, som aldrig bliver besvaret. Og så har han mødt Rebekka, de har fået Viktoria og Lærke, han har trukket sig tilbage fra arbejdslivet, og familien er flyttet i et stort hus oppe i Nordsjælland et sted. Alexander drømmer om at samle familien i et stort vi.
I romanens fortælletid følger vi Alexander, der skal køre en ladcykel fra Bellahøj til hjemmet i Nordsjælland. I den fortalte tid følger vi hans erindringer og tanker om tiden, efter at han mistede retten til at se sine børn. Samtidig reflekterer Alexander både over sin passion for cykling (og cykelsport), over sine børns opvækstvilkår – naturens genkomst og forvildning på husets skovgrund bliver et sidetema, der på fin vis indlemmer romanen i tidens klimakriselitteratur – og over de valg, han selv har truffet.
Den mest intense og gribende erindring udgør et højdepunkt i romanen. Alexander og Rebekka er i Sierra Nevada i Andalusien. En dag tager han ud på en længere cykeltur med sin mountainbike. Nær hjemmet vil han skyde genvej ved at krydse en flod til fods med cyklen på skulderen. Ovre på den anden side, er bredden imidlertid dækket af tornekrat og Alexander er fanget i floden. Han mister både sin cykel og sin telefon, og gennem mange timer udvikler det sig til en højdramatisk overlevelseskamp. Da han til sidst kommer hjem, forslået og forkommen, fremstammer Rebekka: ”Du er for frygtløs”.
Nej, Alexander er ikke frygtløs, men dumdristig. I denne livsfase, hvor han har mistet sine tvillinger, men endnu ikke fået de to yngste døtre, har han intet at miste for alvor. Men floden er, bogstavelig talt, en overgang, en renselse, en transition. Den brusende og uheldsvangre vandstrøm markerer et før og et efter i Alexanders liv.
Kun én indvending har jeg mod Daniel Denciks skildring af Alexander i floden, hvor han kæmper sig frem med cyklen over skulderen og stoppes af et tornekrat, mens landsbyens kirkeklokker ringer i det fjerne.
Disse allusioner får jo enhver læser til at tænke på Jesus, der slæber sit kort ad lidelsens vej med tornekronen på hovedet. Men desværre får vi ikke lov at associere selv, for teksten gør tankearbejdet færdigt: ”Jeg har måske fået Kristi opstandelse på hjernen af alle påskeprocessionerne, men jeg ser for mig, hvordan jeg kommer bærende på min cykel som et kors.”
Første person flertal er en mild og poetisk roman på et trist og tragisk bagtæppe. Kun helt sporadisk bliver vi mindet om, at de svenske myndigheder (moren er svensk) valgte at afbryde Alexanders kontakt til børnene, fordi han var under mistanke om vold, og fordi den ene tvilling i skolen formulerede en angst for at være sammen med ham. Alexander forstår intet. I romanens måske ærligste scene viser han dog en foruroligende sprække:
”I mine ulykkeligste øjeblikke har jeg følt mig så svag, at jeg er kommet til at tvivle på, om jeg rent faktisk har gjort tvillingerne fortræd. På mine lykkeligste dage har jeg følt mig så stærk og uovervindelig, at hele verden kunne rende og hoppe. Ingen del er sand. Sandheden ligger et sted i det spænd, som buen trækker op. Men heller ingen kan vide, hvordan man kommer til at fremstå i andres øjne.” Den sandhed, klæder romanen.
Anden person ental var en opsigtsvækkende roman, mens Daniel Denciks to seneste, Nordisk vildt og Snask, var et par forvirrede prosabunker uden litterær retningssans. Første person flertal ømmer sig også, når han fortæller om sine husguder indenfor film og cykelsport, Lars von Trier og Jørgen Leth. Som filmklipper og cykelentusiast kender forfatteren dem begge, og det gør Alexander så også. Men selvom samtalerne med de to ronkedorer ikke er uinteressante, virker de som applikationer på romanen.
Daniel Dencik har en tendens til at ville tolke hele eksistensen – det er som om han siger: ”Ræk mig lige verdensaltet”. Også i Første person flertal er der stadig tilløb til noget prætentiøst. Men dybest set handler romanen om at forsone sig med det, man ikke kan ændre, og om at gå tilværelsen i møde, håbefuld og med oprejst pande. Som Alexanders svenske mor altid har sagt til ham: “Efter sju sorger och åtta bedrövelser”. Det er jo smukt. Og hvordan Alexanders historie stemmer overens med det liv, der ikke er litterært formgivet, rager mig efterhånden en høstblomst.