Weekendavisen den 29. oktober 2021.
Digterfrelser. Et enkelt digt kan redde verden fra corona, vulkanudbrud og massedød. Kaspar Colling Nielsen slås igen forgæves med sine egne ideer.
Kaspar Colling Nielsen: Frelseren fra Hvidovre. 304 sider, 300 kr. Roman. Politikens Forlag.
I debutbogen Mount København (2010) introducerede Kaspar Colling Nielsen os for et kunstigt bjerg på Avedøre Holme, 3500 meter højt, 55 kilometer i omkreds. Hvorfor bjerget blev bygget, blev aldrig opklaret, men anlægsarbejdet stod på i 200 år, og landet var længere som før, hverken i geografi, økonomi eller levevis.
Herligt ligeglad med tidslinjer og anden overflødig logik, placerede Kaspar Colling Nielsen bjerget i byen, ikke i fjern fremtid, men i vor tid. De 200 år kom og gik på ét sekund i litteraturens trylletelt, og Mount København er siden dukket op i forfatterskabet med den største selvfølgelighed, også i Frelseren fra Hvidovre.
For foden af bjerget bor den 48-årige enspænder Allan Thornbum i en lejet kælder under en villa. Han tjener småpenge som trafiktæller, men bruger ellers al sin tid på at læse digte, som han kommentarer og retter med sirlig håndskrift i margenen. Engang fik han selv udgivet undergrundsdigte, men nu skriver han ikke mere.
Og det er en skam. Finansministeriet har nemlig lavet en analyse, der viser, at Allan Thornbum kan frelse hele verden, hvis bare han vil skrive et enkelt digt. Og en frelser der brug for! Ikke nok med at corona har hærget og hele tiden muterer. Nu er Vesuv gået i et historisk stort udbrud, millioner af mennesker evakueres, og snart breder askeskyen sig over Europa, Nordafrika og Mellemøsten med sammenbrud, sygdomme og død til følge.
Alt dette kan altså løses, viser en analyse, hvis Allan skriver et digt. Derfor bliver han opsøgt af statsministeren, der falder på knæ og tigger ham om at skrive igen. Bare ét enkelt digt! Men Allan nægter. Der er lukket for den poetiske aftapningscentral, fuck you, siger han.
Regeringen lader historien sive til pressen. Ham der kan frelse verden, vil ikke. Allan bliver derfor genstand for andre menneskers retfærdige vrede, foran hans kælderlejlighed samles tusindvis af demonstranter, og han bliver overfaldet på åben gade. Imens hærger pandemien og askeskyen hylder alt i mørke.
Da Allan endelig besinder sig, skriver han et lille digt om at ”træer vokser så vildt, at de næsten intet dybdeperspektiv har”. Nu skifter stemningen. Digtet virker. Problemerne forsvinder. Allan er en helt. Frelseren fra Hvidovre er nu elsket af alle i hele verden, han helbreder de syge, og den før vrangvillige undergrundsdigter, er nu verdens mest berømte og vigtigste menneske.
Men som verdenshistorien har vist, er der visse problemer forbundet med det at være en frelser, og statsministeren fremlægger en ny analyse for Allan:
”Du vil blive dræbt af nogen, enten fordi de ser dig som en falsk frelser, eller fordi de tror, at din død vil kunne frelse dem og resten af verden. Uanset hvad, så vil en eller anden slå dig ihjel før eller siden, og den person vil med sin handling kaste en forbandelse over den gruppe, han eller hun repræsenterer. Forbandelsen vil vare i tusinder af år og ramme millioner af uskyldige. Det er ikke en forbandelse, man kan fjerne igen. Millioner vil dø. Deres fremtidige mordere vil sikkert give mange andre grunde, men den endegyldige vil altid være, at de dræbte dig. Mordet på dig vil blive hævnet millioner af gange på uskyldige mennesker.”
I forlængelse af denne analyse har statsministeren et konkret forslag til Allan, hvis skæbnesvangre konsekvens, jeg lader ligge her. Men så meget kan jeg sige, at Kaspar Colling Nielsen gøgler godt igennem med det stof, som myter og martyrer er gjort af i religionernes og kultdyrkelsens historie. Oh, Allan!
Om Kaspar Colling Nielsen er troende, aner jeg ikke, men jeg husker at han sluttede et dybt bekymret debatindlæg i Berlingske ved coronas udbrud med et ”Gud bevare Danmark”, og i Frelseren fra Hvidovre vrimler det hele tiden med duer omkring Allan. Duer er et kristent fredssymbol, og det var en due, der med et olieblad i næbbet meldte at syndfloden var forbi.
I den sekulære afdeling kan jeg godt lide den sjove tanke, at en forfatter bliver presset af myndighederne og pålagt skrivepåbud og ikke skriveforbud. Alene den tanke, at et enkelt digt kan redde verden fra undergang, er så underlig og poetisk, at den ikke trænger til logisk tænkning. Vi skal bare tage litteraturens helbredende kraft for gode varer, ligesom statsministeren gør. Også Allans enorme indsats med at kommentere og forbedre digte – han efterlader 42.147 sider, der udgives som storværket Summa poetica – handler om litteraturens vigtighed.
Frelseren fra Hvidovre består af to bøger, den om Allan, og derefter et manuskript, som Allans ven Bent har skrevet, Fordommenes bog. Det er et alfabetisk katalog med fordomsfulde skildringer af alle mulige menneskegrupper, herunder bøsser, feminister, jøder, muslimer, kvinder, handicappede, sorte, thaikvinder og tykke. Kun fordi vi lever i nervøse tider, er det et interessant eksperiment, at stille en parade af stereotype skildringer op. Vil nogen mon reagere på det?
Desværre er intet af det skarpt eller provokerende for alvor. Det er mest reproduktioner af gamle travere. Men til sidst er en ubeskrevet linjeret side med overskriften ‘Mine egne fordomme’. Her har jeg noteret:
Kaspar Colling Nielsen er en stærk fordatter, der slås forgæves med sine egne ideer. Siden sin forfatterdebut i 2010 har han vist en ekstrem fantasifuld scenarietænkning, men han forløser desværre sine vilde ideer fjollet og fortænkt. I små glimt minder han om Soya, Scherfig og Storm P. Men Frelseren fra Hvidovre er mest af alt folkesjov Olsen-banden-prosa i klogagtig skysovs.