Weekendavisen den 22. oktober 2021.
Kommentar. I en klimaskamfuld tid er nostalgisk rejseromantik vejen frem for forfatterne.
Her i 2021, hvor corona på andet år holdt mange fly i hangaren og turismebranchen snappede efter vejret, ankom hele tre danske romaner om mænd, der flyver til Asien på jagt efter en dybere livsmening.
Daniel Denciks Snask udkom i vinter, Daniel Dalgaards Sfinx udkom i sommer og Christian Jungersens Du kan alt udkom her i efteråret. Med temaer som udlængsel og globalturisme udgør de et interessant motiv i den del af samtidslitteraturen, der blev udgivet under eller i kølvandet på coronaens spærretid.
Engang var det at rejse langt væk et spørgsmål om dannelse for forfattere og andre kunstnere. Belæst og berejst var to sider af samme sag. Siden blev det middelklassens midlertidige paradisflugt, da Tjæreborgpræsten sendte hele menigheden sydpå med Caravellen og vi lærte at sige Spies, rejs og vær glad. Og Henrik Nordbrandt og Ib Michael fløj til Middelhavet og Thailand for at undvige Danmarks evighedsnovember.
Men med gennembruddet i klimakrisebevidstheden er de lange flyrejser blevet vor tids tabu. I hvert fald kan intet veloplyst menneske, hverken borger eller boheme, i dag sætte sig op i en flyver for sjov og spise beef with rice på vej mod syden, uden at have et moralsk mellemværende med sig selv og klimaet. Se bare biologen Hans i Nikoline Werdelins debutroman Hvordan man redder en lemming (2020), han lider af decideret flyskam.
Jeg tænkte på denne moralske selvdiagnose, da jeg for et års tid siden anmeldte Carsten Jensens coronakrønike Øvelser i afsked, hvor han trutter i det helt store klimadommedagshorn, men dog nærer et forfængeligt (og sikkert forgæves) håb om, at pandemien har gjort befolkningerne klar til drastiske livsstilsforandringer. Forfatteren kunne, foreslog jeg, meget passende selv revidere sit Co2-regnskab, for globalisten Carsten Jensen har været vant til at hoppe på flyveren som vi andre hopper på cyklen. Det var muligt dengang, han skulle se verden begynde. Men nu er verden ved at slutte.
Bedst som corona brød ud, skrev forfatteren Kaspar Colling Nielsen (dengang taleskriver for klimaministeren) en aviskommentar, hvor han kaldte masseturisme for en græshoppesværm, der æder og smadrer alt. Sandt nok. Klima og corona har efterladt masseturismen som en hedonistisk folkesport, vi ikke længere kan dyrke skyldfrit. At brænde en kulspand Co2 af for at kunne nyde sydens sol i et pommesfrithelvede på et kulturløst resort i en uges tid, er blevet en dubiøs handling i en tid, hvor vi er for mange mennesker på for lidt plads, naturen mister domæne, og den animalske fødevareproduktion er løbet løbsk.
Det er os, de berejste og belæste, der har skabt problemerne, og forfatterne så det tidligere, end de fleste. Folk som Theis Ørntoft, Charlotte Weitze og Victor Boy Lindholm skrev om rovdriften på klimaet og om turismens hykleri, længe før corona flåede skællene fra øjnene, og på Oslo Universitet forsker litteraterne i skandinaviske fortællinger om skyld og privilegier i en globaliseringstid. Hvad gør vi med vores skam over, at have det godt, mens andre lider? Mit favoriteksempel fra den danske litteratur er forfatter og dramatiker Kirstine K. Høgsbros omskrivning af Ludvig Holbergs Barselsstuen til Barselsstuen 2.0 (2016), hvor flygtningene kommer, klimaet går amok og det bogstavelig talt regner med afrikanere, der har forsøgt at smugle sig hertil som falske passagerer på en Boeing. En privilegeret dansker udbryder: ”Tænk en skæbne, at flyve tynd og sulten til Europa! Min empati overvælder mig som en moralsk orgasme!”
Og apropos: Denne uges breaking news fra klimakrisen kan ironisk nok bedst observeres fra en flyver. Nye meteorologiske målinger viser, at Afrikas tre bjerggletsjere på Kilimanjaro, Mount Kenya og Rwenzoris vil være smeltet om bare tyve år, og 118 millioner afrikanere vil blive ofre for tørke, oversvømmelse og ekstrem hede. Den tragedie kan vi ikke tørre af på afrikanerne, for de udleder kun fire procent af klodens drivhusgasser.
Hvad stiller vi op med rejsens nødvendighed? Masseturismebranchen vil gøre sine hoser grønne, bogstavelig talt. Vi forbrugere bliver udsat for greenwashing i stor stil. Men klimakrisebevidste forfattere ved godt, at den kloge rejse er langsom og besindig, se bare den norske forfatter Tomas Espedal, der vandrer i bjergene med stav, hvid skjorte og litterært hverdagstøj. Nostalgisk rejseromantik er vejen frem. 1800-tallets dannelsesrejser med tog og drosche vil danne forbillede for forfattere og kunstneren, der både lider af klimaskam og verdenslængsel.