Weekendavisen den 6. august 2021.
Roman. Jon Kalman Stefánsson kan sin metier, både som prosaist og som sentimentalist.
Jón Kalman Stefánsson: Stjernernes knitren. Oversat fra islandsk af Kim Lembek. 226 sider. 250 kr. Batzer & Co.
Stjernernes knitren af den islandske forfatter Jon Kalman Stefánsson (f. 1963) er ikke en ny roman, men et greb tilbage i forfatterskabet, hvilket forlaget Batzer & Co. kun giver os et meget underspillet fingerpeg om. På bagsiden står, at det var denne roman, som for alvor gav forfatteren en plads som en ny og vigtig stemme i islandsk litteratur, men ikke noget om hvornår.
Af kolofonen fremgår det imidlertid, at romanen er fra 2003, mens bibliotekernes forfatterweb.dk mystisk nok daterer den til 2011. Under alle omstændigheder er romanen altså ikke nyskrevet, og jeg har samtidig noteret mig, at norske aviser netop nu anmelder Jon Kalman Stefánssons seneste roman, som udkom i Island i 2020, Fjarvera þín er myrkur (på norsk: Dit fravær er mørke).
Jeg havde gerne set at forfatterskabets kronologi var lidt nemmere at gennemskue, så man både kunne læse Stjernernes knitren som en roman i sin egen ret, og som et udviklingsled i et betydeligt forfatterskab, hvis centrale romaner de seneste år er blevet oversat af den utrættelige formidler af islandsk litteratur til dansk, Kim Lembek.
Stjernernes knitren er en slags nordnordisk realistisk magi, men ikke en roman efter min smag, dertil stræber den for hårdt efter at beskrive det uendeligt store i småkårsfolks trivielle hverdage, og den slags smager ofte af forcerede skæbneskildringer og postulatorisk poesi, her blandt andet ved en anstrengt besjæling af familiens sofa.
Når det er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at Jon Kalman Stefánsson kan sin metier, både som prosaist og som sentimentalist. Hans fine evne til at skrive udfra en syvårig drengs perspektiv beror, tror jeg, på en særdeles veludviklet evne til at erindre, genskabe – og konstruere – scener og følelser fra barndommen.
I vores nutid husker fortælleren sin egen barndom i 1970’erne. Hans mor bliver syg og dør, og pludselig er der en ny kvinde, en stedmor, i lejligheden.
I et forsøg på at kontrollere sorgen og savnet, fokuserer drengen på sine tinsoldater, der kender hans mors navn lige så godt som deres egne geværer, og på forældrenes møde i 1959 før han selv trådte ind i historien.
Samtidig rulles slægtshistorien op som en generationsfortælling om bedsteforældrene og oldeforældrene, der etablerede sig i de hårde år under den spanske syge. Som det hedder med litterær eftertanke på romanens sidste side, hvor forfatteren binder løse ender på historien om seks liv gennem hundrede og halvtreds år: ”Jeg skulle sikkert have gjort brug af hele sprogets rigdom for at kunne fortælle fyldestgørende om dem.”
Hele sprogets rigdom, ja. Til tider er Jon Kalman Stefánsson lige lovlig optaget af at skrive originale sætninger, og så bliver det mere sminket, end smukt:
”Natten er vægelsindet. Nogle gange blæser den helt svagt i en stjernefyldt sækkepibe og forvandler mørkets og rædslens imperium til en vemodig vuggevise, andre gange er den klar som dagen, og de genfærd der vover sig op af jorden eksploderer med et lille smæld.”
Andre gange rammer han tonen helt rent, som i den syleskarpe belæring oldemoren giver sin mand (da de var unge, altså) efter at han igen har været ude og solde og synde med en fremmed kvinde. Hans kone hegler ham igennem og spørger, om han tror på, at hans liv med den fremmede kvinde kunne blive ét langt glødende øjeblik:
”Den slags er let at sige, men håbløst at leve efter. Har du tænkt dig at gå eller blive? Jeg smider dig ikke ud, du må gerne blive her hos mig, jeg vil have dig, jeg må være en idiot, som taler på denne måde, hvis det ikke er omvendt, for jeg ved at du igen vil falde i og forsvinde i en uge, i en måned, du har det så svært med dig selv, du mangler standhaftighed. Du vil blive en helt i en kort krig, i en lang krig en desertør. Og den her kvinde – nej, sig ikke hendes navn, absolut ikke – hun er sikkert ligesom dig;
styrken er hendes største svaghed.”
En helt i en kort krig, men desertør i en lang. Hvilket nederdrægtigt dobbeltbundet skudsmål. Her, i oldemors retfærdigt vrede mund, er Jon Kalman Stefánssons sprog gennemført smukt, benhårdt og pillet for det prætentiøse.
Når forbindelsen til nutiden bliver kappet over af et dødsfald i utide, må barnet etablere en relation til fortiden gennem fantasi og fortælling. Det er den psykologiske pointe i Stjernernes knitren, som efterlader mig sært splittet, begejstret for historiefortællingen, men ikke indfanget af det berømmede poetiske sprog.