Weekendavisen den 21. august 2020
Roman. Der findes ingen præmie for enden af traumet. Caroline Albertine Minors kriseroman er stærkt læsværdig.
Caroline Albertine Minor: Hummerens skjold. Roman. 296 sider, 299,95 kr. Gutkind.
Man skal forbinde punkterne ekstraordinært omhyggeligt og opmærksomt, når man læser Caroline Albertine Minors sindrige og elegante roman, Hummerens skjold. Og alligevel risikerer man at sidde tilbage med en mild desorientering og fornemmelse af, at have overset et begivenhedernes knudepunkt.
I centrum står den lettere fordrukne clairvoyante Beatrice ‘Bee’ Wallens. Hun bor på lånt tid i et hus i San Francisco, som hendes eks-kone Pauline nu er flyttet fra og har sat til salg. Vi træder ind i romanen midt i en seance, hvor Bee har besøg af en ny klient, der ønsker at komme i kontakt med sin afdøde mor. Klienten er Ea Gabel, en dansk kvinde midt i trediverne, gift med en falleret digter og fotograf, Hector, der lever af at tage billeder til boligannoncer for en ejendomsmægler. Selv har Ea en lille hjemmeproduktion af glidecreme, og ellers er hun bonusmor for Coco.
Senere får Bee besøg af datteren Seraphina, kaldet Fifi, som er vokset op hos sin mormor. Fifi har aldrig kendt sin far. Nu har hun succes med en ASMR-kanal på YouTube, Fessonia’s Whispers, og nogle lige lovlig entreprenante fyre hyre hendes stemme til en søvn-app (ASMR er et internetfænomen, hvor især unge kvinder hvisker og laver beroligende lyde med berøringer af diverse materialer).
Klip til Danmark, hvor Eas søster Sidsel er enlig mor til Laura og arbejder som konservator på Glyptoteket. Hun står nu overfor en udfordrende rejse til London, hvor hun skal tilse oldtidsskulpturen ‘Skønheden fra Palmyra’, der er blevet beskadiget (en mobiltelefonulykke!) under et udlån til British Museum. Hun har tidligere studeret i London, hvor hun havde en affære med sin professor på uni.
Mens Sidsel er bortrejst, skal Laura passes af sin onkel Niels. Han er en fri fugl, for tiden i arbejde som plakatopsætter, men uden fast bopæl, lige nu har han et værelse hos en psykisk syg kammerat, der låner sin mormors bolig i pensionistparadiset Strandlund i Charlottenlund lige nord for København.
Mellem disse mennesker i drift – og et galleri af bipersoner – løber usynlige skæbnetråde til akkompagnement af tilfældets musik. Det viser sig – for læseren, men ikke for romanens personer – at det hus, som Ea kommer i som klient hos den clairvoyante Bee, er det samme hus, som Eas mand Hector fotograferer for ejendomsmægleren. Og da Ea sender sin bror Niels en kædemail med et link til en YouTube-video om hummerens skjold, kommer han også til at se den næste video, der går i gang – en ASMR-video af Bees datter. På den måde opstår der forbindelseslinjer, som ingen ved findes.
I en række mellemslag taler de tre søskendes afdøde forældre, Charlotte og Troels, med hinanden om deres mislykkede samliv. Han prioriterede sit arbejde som antropolog på de nordasiatiske stepper, hvor han forskede i evenkerne, et sibirisk nomadefolk. Sin egen familie, derimod, forstod han aldrig. Da han spørger Charlotte om hun hader ham, svarer hun: ”Jeg kan ikke udelukke, at jeg ville have hadet dig, hvis jeg havde haft bedre tid.”
I alle familier findes berøringsangst, glemselsslør og tabuer. Og Gabel-familien er eksemplarisk. Ea har brug for at bede sin afdøde mor om at give slip på hendes aura, men det er Troels, ikke Charlotte, der melder sig, når Bee tager kontakt for Ea. Tanken om Charlottes posthume afvisning gør ondt. Hun konstaterer for sig selv: ”Nogen gange er det største mysterium ganske enkelt, at tingene er, som de er”.
Hummerens skjold slutter på en bemærkelsesværdig måde, der dels følger et af de udlagte spor, dels anslår en helt ny og overraskende vej, da Bee giver Seraphina navnet på den mand, der er hendes far, IT-milliardæren William Catchpoole. Seraphina konfronterer ham, og han afviser hende ikke, men står med det ene ben ude af døren på vej til Venedig. Da han ankommer med sit rejseselskab, står byen under vand, og turisterne får udleveret waders.
William bliver indhentet af en barndomserindring fuld af fortræd, ifølge hans psykolog en personlig myte. Der findes ingen præmie for enden af traumet, konstaterer han. Så falder William i snak med en lille malaysisk kvinde, der lige er blevet enke. Han bærer hende på ryggen gennem de våde gader, hun serverer suppe for ham, og mens de to ser italienske quizshow i den druknende by, toner romanen ud, som om forfatteren har glemt alt om Gabel-familien.
Romanens flerstemmige gådefuldhed holder sig frisk helt frem til og med den forbløffende drejning på de sidste ti sider. Her troede man, at der ville blive bundet pæne knuder på løse ender, og så lægger Caroline Albertine Minor med velberåd hu en åben tråd i sin læsers skød, og vi kan begynde forfra. Mærkeligt, dristigt, snedigt, perfekt.
Titlen, Hummerens skjold, henviser til den korte video, hvor en gammel rabbiner fortæller, at hummeren vokser, men dens skjold gør ikke. Derfor må den med mellemrum krænge det gamle skjold af sig, og mens det nye vokser ud, må det bløde dyr gemme sig under nogle sten for ikke at blive ædt. Rabbinerens mener, at hummeren vokser åndeligt i den periode, hvor den er allermest sårbar. Men mennesker i krise går bare til lægen og får udskrevet antidepressiver. Hans filosofiske pointe er: Pain is growth. Det lyder nærmest som en parole fra Ministeriet for Sandhed i George Orwells 1984: Krig er fred, Frihed er slaveri, Uvidenhed er styrke. Og: Smerte er vækst.
Der findes en video på YouTube med en rabbiner, dr. Abraham Twerski, der taler om hummerens skjold og menneskers vækst gennem smerte. Den kan man med fordel søge frem, hvis man vil kigge forfatteren over skulderen. Det samme gælder ASMR-videoer med unge, smukke mennesker, der hvisker og laver beroligende lyde (men pas på, det er en forhekset skov, som man nemt fortaber sig i). Mens den gamle rabbiners visdomsord handler om menneskers angst i en stressfyldt verden, er Fessonia’s Whispers en ung kvindes forsøg på lindring for stress og angst. Det lærde og det letbenede møde hinanden.
Hummerens skjold bygger på en ubesværet litterær sameksistens mellem realisme og det hinsidige, og det fungerer fornemt. Romanen er stærkt læsværdig med veleksponerede personportrætter og et gruppebillede af en familie, der har mistet den fælles kerne. Budskabet behøver vi næppe at lede efter, det er skåret skarpt via titlens fremhævning af rabbinerens vel lovligt lommefilosofiske allegori om hummerens skjold: Vi udvikler os gennem vores kriser. Caroline Albertine Minor selv har efter en forsigtig debut med Pure vida (2013) og de fremragende noveller i Velsignelser (2017) med krisefortællingen Hummerens skjold udviklet sig til en af vores mest bemærkelsesværdige forfattere.