”Læseren klør sig uroligt og uforstående i nakken”

Weekendavisen den 28. august 2020.

Roman. Ærkerussisk amokromans litterære excesser bliver trættende i længden.

Aleksandr Skorobogatov: Cocaïne. Oversat af Aino Roscher, 295 sider, 300 kr. Silkefyret

Vi står overfor et gådefuldt nyt litterært bekendtskab, når det fine og fortjenstfulde mikroforlag Silkefyret nu introducerer Aleksandr Skorobogatov (f. 1963). Cocaïne (2017) er et ærkerussisk syretrip af en amokroman, der fordrer læserens høje tolerance overfor litterære eskapader, hvor alt foregår i et virkelighedsfornægtende og vaklende skel mellem realplan og billedplan, og hvor forfatteren mundhugges med sig selv og provokerer sin læser undervejs.

Hvad romanen handler om? Stort spørgsmål, svært spørgsmål. Vist nok om en forfatters brydetag med sine egne fiktive personer. Vist nok om romanens egen udvikling og sammenbrud. Vist nok om Aleksandr Skorobogatov selv, der skriver om en forfatter, der lever i sine egne scener, hvor han på den ene side er i fuld kontrol, på den anden side er magtesløs. Vist nok også om en mand, der flakker rundt i Moskva og pludselig inviteres til Stockholm for at modtage Nobels Fredspris (som i virkelighedens verden i øvrigt ikke uddeles i Stockholm, men i Oslo), hvorefter tingene udvikler sig absurd, aparte og splatteragtigt. Til den absurde afdeling hører, Sarah, der er medlem af Nobelkomiteen, og som måske er en kvinde, måske er en mand, men hvad betyder det, når man mest af alt føler sig som en stol med højt, blødt, harpeformet ryglæn beklædt med mørkt, kirsebærfarvet fløjl?

Hele tiden springer vi mellem niveauerne, og desorienteringen er permanent. Forfatteren koketterer med det, når han slår en ny vinkel an: ”Hvem er den ‘han’? Læseren klør sig uroligt og uforstående i nakken. Hvem er den mystiske ‘han’, hvad fanden laver han i historien? Rolig, læser, det skal nok komme for en dag.”

Romanen har altså en levende og legende metabevidsthed med former og genrer, som – og her vover jeg et øje, for jeg ved det ikke, men jeg har en formodning – føres helt ud til kanten i et intelligent ‘Efterord’, signeret Prof. dr. V. Burkewitz. Dette efterord er, tror jeg, en del af legen. Jeg tvivler på, at professoren findes i virkeligheden. Jeg tror at han/hun også er en af forfatterens fiktive dialogpartnere, som dermed assisterer Aleksandr Skorobogatov på hans litterære ekskursion.

Men han har fuldkommen ret, denne professor, når han konstaterer, at ”Cocaïne er en roman, der ved at lege med genrer, med fiktion og virkelighed, logik og absurdisme, det burleske og det tragiske, gengiver den grundlæggende inkompatibilitet mellem samfund og kunstner – i dette tilfælde: en russisk forfatter.”

Og når denne næppeægte prof. dr. V. Burkewitz skriver, at romanen har en lag-på-lag-konstruktion som de russiske matrjosjkaer, tager han ordet ud af munden på anmelderen, for det er nøjagtig disse figurindlejringer, man tænker på, når man læser Aleksandr Skorobogatov.

Hvis Cocaïne har et budskab, er det vel, at verden er splittergal, og at teksten derfor også må være det. Personligt finder jeg de subtile stillege og den litterære maskepi trættende i længden, men hvis man kan lide grotesker, karikatur og imitation som hos Mikhail Bulgakov og Vladimir Sorokin, så er der dækket stort op.

Silkefyret præsenterer Aleksandr Skorobogatov som russer, men han er rettelig født og vokset op i Sovjetunionens udgave af Hviderusland. I dag bor han i Antwerpen, Belgien, hvor han har været korrespondent for den antikommunistiske Radio Free Europe, som USA oprettede i 1940’erne.

De gennemført mystiske litterære excesser i Cocaïne er oversat af Aino Roscher, der som altid er velskrivende i sine fordanskninger fra flamsk. Spørgsmålet er bare, hvorfor vi skal via Aleksandr Skorobogatovs kones oversættelse fra russisk til flamsk (jeg har læst på nettet, at hun oversætter ham), når romanen jo kunne være oversat fra det sprog, den oprindelig er skrevet på?