Sjælesørger for de intellektuelle

Weekendavisen den 7. juni 2019.

Kommentar. Mener Mario Vargas Llosa stadig, at anti-immigrations-politikken er dømt til fiasko?

Når Carsten Jensen senere på måneden skal interviewe den peruanske Nobelpris-modtager fra 2010, Mario Vargas Llosa, på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant i København, bør han tage Jyllands-Postens kultursektion fra den 8. oktober 1996 med ind på scenen.

Hvis han slår op på side 8, finder han en tekst af Mario Vargas Llosa, ‘Indvandrerne’ (oprindelig fra den spanske avis El Pais). Den handler blandt andet om et peruansk ægtepar, der arbejdede som hushjælpere hos en spansk familie i La Mancha. De havde fået afslag på indrejsetilladelse, men havde så på et kontor i Lima købt sig til et (forfalsket) visum til Italien for 1000 dollars, og fra Genoa var de blevet smuglet over Middelhavet til Frankrig, hvor de for yderligere 2000 dollars var blevet ført over Pyrenæerne ad gamle gedestier.

At ægteparrets indrejse til Europa var ulovlig, er Vargas Llosa ikke i tvivl om. Men de udøvede, skriver han, en ”naturlig og moralsk ret, som ingen juridisk norm eller regelsæt skulle forsøge at kvæle”. Og videre: ”Anti-immigrations-politikken er dømt til fiasko, fordi den aldrig vil kunne standse indvandringen, men på den anden side har politikken den perverse effekt at underminere de demokratiske institutioner i de lande, som griber til den, samt at give fremmedhadet og racismen en slags legitimitet og åbne portene for autoritarismen.”

På modstående side står en artikel af Carsten Jensen selv. Den handler blandt anden om den europæiske debat om nationalstaternes krise og om Umberto Bossis drømme om at løserive Norditalien som selvstændig nation. Og Carsten Jensen refererer en række udtalelser af den tyske sociolog Ralf Dahrendorf: ”Mange leder efter en identitet i et sted, der er lille, overskueligt og homogent, hvor de kan føle, de hører til. Livet i de store moderne lande er ikke nemt. Der er for mange mennesker og for mange forskelle, staten er fjern og uforståelig, og nationalstaten efter forrige århundredes model taber i betydning. Hvem er parat til at dø for Belgien, Italien eller Tyskland?”

I januar i år underskrev Mario Vargas Llosa – som i 90’erne prøvede at blive sit hjemlands præsident, forgæves, men har ellers levet i frivilligt eksil i Europa, hvor han gennem årtier har tilhørt den liberale kulturelite – et manifest sammen med en række kolleger – blandt andre sværvægtere som Svetlana Aleksijevitj, David Grossman, Agnès Heller, Elfriede Jelinek, Ismaïl Kadaré, György Konrád, Milan Kundera, Bernard-Henri Lévy, Orhan Pamuk og Salman Rushdie (og fra Danmark, ikke Carsten Jensen, men Jens Christian Grøndahl) – der, som optakt til EU-valget i maj, advarede imod populismes og nationalismes overgreb på de europæiske værdier:

”Vi må vise viljen til Europa, hvis ikke vi skal omkomme under populismens bølger. Vi må genopdage viljen til at deltage i demokratiet eller acceptere, at vrede, had og deres følgesvende omringer og drukner os.”

Nu kommer Mario Vargas Llosa så til Danmark i dagene efter folketingsvalget (som i skrivende stund ikke er afholdt endnu) og EU-valget. Som bekendt gik Danmark modstrøms resten af Europa, fordi de etablerede partier her holdt skindet på næsen, og mere til, mens de europanegative populister som Fidesz, Lega Nord, Vox, Rassemblement National, Brexit Party, Sverigedemokraterna og Alternative für Deutschland gik frem i landene omkring os (Frihedspartiet i Holland floppede dog, ligesom Dansk Folkeparti). Spørgsmålet er derfor, hvad det er for et Europa, Mario Vargas Llosa nu ser for sig i fremtiden. Mener han stadig, som i 1996, at anti-immigrations-politikken er udsigtsløs, eller har de seneste års flugtpres nuanceret hans tanker? EU’s studehandel med Tyrkiet og Libyen viser jo, at man kan lukke landegrænserne, hvis man ændrer moralgrænserne.

Hvis det var mig, der sad der på scenen i Den Sorte Diamant, ville jeg også tage et andet klip med fra mit avisarkiv, nemlig Politikens kronik 9. december 1983, skrevet af Mario Vargas Llosa selv. Overskriften er fantastisk: ‘Løgnehistorie på Louisiana’. Ved et dansk-latinamerikansk forfattermøde på det danske museum stjal en af Vargas Llosas landsmænd (intet navn er nævnt) billedet (man må eller ikke stjæle billeder på Louisiana!) med en rørende selvfremstilling som proletarforfatter. Han ville ikke støtte kapitalismen, sagde han, og udgav derfor sine bøger hos en fagforening. Denne proletar var, skriver Vargas Llosa, en sjælesørger for de intellektuelle i det demokratiske land med høj kultur. I proletaren fandt de danske forfattere en kompensation for deres egen frustration og romantiserede den undertrykte latinamerikaner. Med denne kronik i hånden ville jeg spørge Mario Vargas Llosa, hvordan han i dag husker forfattermødet på Louisiana (og hvor er det ærgerligt at det ikke er Louisianas litteraturfestival i august, han skal besøge, så havde aproposet været perfekt), og om de intellektuelle europæere stadig har brug for sjælesørgere? Hvem har i dag proletarforfatterens plads? Måske indvandrerne og flygtningene, altså populismens og nationalchauvinismens primære ofre?

Vreden og hadet, som de europæiske intellektuelle advarede imod, har gavmilde politiske platforme i det identitære Europa. Men viljen til demokrati, som forfatterne appelerede til, er samtidig parat til at tage kampen op mod autoritarismen. På den måde er der ikke brug en navnløs proletarforfatter fra Peru til at agerer sjælesørger for intellektuelle danskere uden noget at slås for. Der er derimod brug humanistiske forfattere som sjælesørgere for alle Europas anstændige klimatosser.