Weekendavisen den 8. november 2019.
Roman. På vej mod sin suspense-slutning indtræffer rigor mortis i Maren Uthaugs nye roman.
Maren Uthaug: En lykkelig slutning. 384 sider, 299,95 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.
Maren Uthaugs nye roman, En lykkelig slutning, skildrer begravelsens kulturhistorie (og ikke dødens som bagsiden mener), fortalt gennem syv generationer af bedemænd. Det er en original idé, og jeg har med oprigtig interesse læst om, hvordan vi gennem århundreder har udviklet regler og ritualer når tiden er inde til at sige verden ret farvel. Den slægtskrønike, Maren Uthaug bygger op over om det kulturhistoriske stof, er jeg derimod anderledes skeptisk overfor. Særligt er slutningen fortvivlende håbløs, selvom
den utvivlsomt er tænkt som et sødt chok, der skal få os til at snappe efter vejret. Det blev kun til et vantro fnys.
En lykkelig slutning fortælles af Nicolas, syvende generation af bedemænd fra slægten Christiansen, Københavns mest pålidelige og professionelle bedemandsforretning. Han tilstår fra første side, at han er seksuelt tiltrukket af lig. Han skammer sig, men har indset at den nekrofile drift ikke kan undertvinges. Da historien begynder, er han på vej mod Sønderjylland med sine tvillinger sovende på bilens bagsæde, slået ud af et bedøvelsesmiddel. Hvor han er på vej hen, og hvad han skal, finder vi ud af i sidste kapitel.
Bedemandsslægten Christiansens historie begynder da en ung mand forliser med et skib i det vestlige Stillehav i begyndelsen af 1800-tallet. Han skyller i land på Tikopia, hvor der på grund af fødevareknaphed hersker stram fødselskontrol, så en af beboerne skal dø, før et ungt ægtepar får lov at stifte familie (fakta, ikke fiktion). Nyfødte, som der ikke er givet lov til, bliver slået ihjel, og den unge dansker tilføjer både bøn og Gudsbarmhjertighed til kvælningen af babyerne. Han får en tikopiansk kone, vender tilbage til Danmark og begynder at hjælpe de levende med deres døde. Dynastiet er grundlagt.
Alle efterkommere i slægten føjer ny viden og nye metoder til bedemandsfaget. Men også ny galskab, nye perversioner, særheder og tilbøjeligheder. Det hele er underholdende og udmærket fundet på, men absolut mest interessant, når det kulturhistoriske gør sig gældende. Bydemand, hedder faget først, hvor opgaven er at gå fra dør til dør og byde folk til begravelser på vegne af afdødes familie. For hver generation ændres synet på døden, og begravelsesskikken udvikles i takt med det rationelle menneskesyns fremskridt. Overtroen forsvinder, mens videnskab og kirke finder plads til hinanden.
Den nekrofile bedemand er vores omhyggelige og altvidende slægtsguide gennem Maren Uthaugs aparte og modig roman. Aparte fordi den skildrer en afvigende fortællers selvkontrol og eftergivenhed for egne drifter. Modig fordi den gør det med en udpræget solidaritet. Denne kombination, det aparte og det modige, rummer noget ægte foruroligende. Som når Nicolas spørger, hvad det egentlig er, hans begær forbryder sig imod, hvis liget bare er en tom skal, der engang har huset en sjæl.
En lykkelig slutning kunne have været et smukt og koldt lig, som dem Nicolas begærer. Men på vej mod den spekulative suspense-slutning, er musklernes energilagre udtømte og romanens rigor mortis indtræffer. Da Nicolas beslutter at sætte en stopper for slægtens muterende galskab og at leve sine lidenskaber ud, ruster rustvognen.
Nekrofili hører hjemme i det raritetskabinet af grotesker, som var moderne i 1920’ernes litterære nicher. Den usømmelige omgang med lig skal være så hjertelig velkommen i litteraturen. Problemet er, at romanen hverken vækker fascination eller forargelse. Og heller ikke nogen særlig solidaritet med nekrofile Nicolas. Så kan der være nok så meget lig og lykke i titlen.
En lykkelig slutning mangler stærkere kunstnerisk skønhed og mindre sproglig armod for at virke relevant og gribende. Makabert er det naturligvis, også relativt underholdende, men bevægende er det ikke. Men Maren Uthaug har publikumstække og jeg afviser ikke at hun finder læsere til sit (og Nicolas’) sminkede lig.