Den litterære opposition

Weekendavisen den 12. juli 2019.

Kommentar. Litteraturens sande skønhed ligger i det faktum, at pennen er svagere end sværdet.

”Stop, stop, stop!”, råbte Mickey Mouse til sin nevø Mik, der løb gennem stuerne og slog sin bror Mak i hovedet med en stok. ”Husk at pennen er stærkere end sværdet,” formanende han. Mik lyttede opmærksomt og takkede for det gode onkelråd – hvorefter han oversprøjtede sin bror med fyldepen og blækhus.

Jeg tænker af og til på denne fine stribe, skrevet og tegnet i 1948, hvor verden endnu slikkede sårene efter 2. Verdenskrig. Dybest set viser joken, hvor svært det kan være at overbevise kamphaner om, at afvæbning og pacifisme er vejen frem. Sværdet repræsenterer nyttesløs, ubegavet vold. Pennen er konfliktløsning, intellektuel argumentation og civiliseret humanisme.

I sidste uge måtte jeg lige genlæse striben, fordi den var det perfekte apropos til den litterære debat om den amerikanske nationaldag, 4th of July og migrationskonflikten ved den sydlige grænse. Nationaldagen udmærkede sig i år ved at præsident Trump havde bestilt en militærparade i Washington, selvom bystyret havde sagt ”Thanks, but no tanks”. Det gav visse mindelser om Komplottet mod Amerika, Philip Roths gysende geniale kontrafaktiske dystopiroman, hvor en republikansk præsident med stærke antidemokratiske instinkter opruster i krigsopvigling mod jøderne.

I dagene op til paraden prøvede en række forfattere at mobilisere en litterær humanisme imod de amerikanske detentionscentre ved den mexikanske grænse, som den venstreorienterede demokrat Alexandria Ocasio-Cortez netop havde kaldt ved deres rette navn: koncentrationslejre. Ikke – naturligvis – ‘udryddelseslejre’, som nazisternes industrielle folkemord gjorde brug af, men interneringslejre af den slags, som for eksempel også England og andre nationer har brugt gennem historien.

På PEN America’s hjemmeside skrev Lara Prescott (der debuterer som forfatter til efteråret med en roman om CIA’s bestræbelser på at infiltrere Sovjetunionen gennem indsmuglingen af en piratudgave af Boris Pasternaks Doktor Zhivago), at hun og millioner af andre amerikanere denne 4th of July ville spørge, hvorfor journalister er blevet nægtet adgang til lejrene ved grænsen: ”Vi spørger hvorfor donationer af bleer, tøj, medicin, legetøj og mad bliver afvist. Når vi lægger hånden på hjertet denne dag, vil vi – venner, naboer, kolleger, familier – vide, at vores regering ikke har levet op til dens pligt til at fastholde Amerika som de fries land og de stoltes hjem.”

Vi kender udmærket forfattere, der påtager sig ansvaret som samfundets samvittighedsstemmer. Herhjemme spiller Carsten Jensen med stærk moralvibrato rollen med fynd og klem, og Jennifer Egan, præsident for PEN America, har netop sagt, at grunden til at amerikanske forfattere ikke bliver presset lige så hårdt af præsidenten som journalisterne bliver, er, at Trump ikke læser litteratur. Hans hjerne ville ikke kunne tåle en roman, sagde hun. Den type forfattere bliver nemt gjort afvist af højrefløjen, men de er slet og ret uundværlige for opinionen.

Ugen op til 4th of July havde den bløde del af verdensopinionen igen et af sine samlende øjeblikke. Et reportagefoto viste en salvadoransk mand og hans datter, der var druknet i Rio Grande i et forsøg på at svømme til frihed og fremgang i USA og nu lå med ansigterne boret ned i en mudderbanke. Det var som da Aylan Kurdi drev i land i Tyrkiet. Fotoet fra grænsefloden måtte da få alles øjne op for Donald Trumps urimelighed, mente mange. Oscar Martinez og Angie Valeria, R.I.P.

Men sådan spiller klaveret ikke. Samvittighed og empati fortager sig. Og for præsident Trump er det med folks empatiske forurettelse, som med forfatternes humanisme: nem at ignorere, nem at se bort fra.

Pennen er stærkere end sværdet, sagde Mickey Mouse, en vaskeægte amerikansk helt, og vi ville jo helst tro, at han har ret, den lille fornuftige mus. Den engelske 1800-tals-dramatiker Edward Bulwer-Lytton, der tilskrives visdomsordene, satte i hvert fald sin lid til det nedskrevne arguments styrke. Håbefuldt, men forgæves, for Mickey Mouse har ikke ret. Uanset hvor meget vi vælger at tro på skønlitteraturens betydning, vil den altid være opposition, aldrig magt. Heldigvis. Litteraturens sande skønhed ligger i det faktum, at pennen er svagere end sværdet.

Når pennen er oppe mod pennen, er kampen lige. Når pennen er oppe imod sværdet, altså magten, er kampen asymmetrisk, og sværdet vil vinde. Når humanismen er oppe imod nationalismen og kynismen, vil den i bedste fald blive ignoreret og latterliggjort. I værste fald vil den blive mistænkt for forræderi – som det skete for digteren Jose Bello, der i forrige uge reciterede et digt om amerikansk migrationspolitik, ‘Dear America’, ved et offentligt møde. Dagen efter blev han – som har boet i USA siden han var tre, men ikke er amerikansk statsborger – anholdt af migrationsmyndighederne og placeret i et detentionscenter.

De druknede fra Rio Grande skal nok blive litterære motiver, ligesom Aylan Kurdi blev det. Der er måske blevet skrevet digte om dem allerede. De vil givetvis dukke op som markører af tid og ånd i de kommende års romaner om USA under Trump. Dermed vil de fæstne sig i historien på en måde, som de næppe ville, hvis deres flodkrydsning var lykkedes. I så fald var de blevet numre i detentionssystemet, navnløse for verden. Digtning om deres død vil kunne give dem en plads i den litterære erindring. Men digtningen vil ikke ændre spor. I den forstand, også i den forstand, døde de lige så forgæves, som de levede.