”Hårrejsende, historieløst, ekskluderende…”

Weekendavisen den 28. juni 2019.

Samechok. Samisk Forfatterforening er splittet af sprogstrid efter kontroversiel beslutning om at afvise samiske forfattere, der ikke skriver på samisk.

Sámi girječálli lea suhttan go dušše girječállit geat čállet sámegillii besset miellahttun Sámi Girječálliid Searvái.

Kniber det med at læse samisk? Ok, så slår vi over i norsk bokmål: ”Flere er sjokkerte over at Samisk Forfatterforening har valgt å ekskludere samiske forfattere som kun skriver på norsk.”

Nyheden er oprindelig fra april i fjor, men sprogstriden er atter blusset op efter at Samisk Forfatterforening i forrige uge stadfæstede den omdiskuterede beslutning på årsmødet 2019. Mødet – der blev afholdt i Kautokeino (eller på samisk: Guovdageainnu suohkan) helt oppe i den nordnorske kalot mellem Tromsø mod vest og Murmansk mod øst, lige syd for Alta og lige nord for Finland – var ikke bare et hvilket som helst årsmøde. Det var også 40 års-jubilæet for oprettelsen af Samisk Forfatterforening.

Konsekvensen af beslutningen er, at samiske forfattere, der skriver deres litteratur på svensk, norsk, finsk eller russisk, ikke fremover kan optages som medlemmer af Samisk Forfatterforening. Ikke-samisksprogede forfatter kan heller ikke længere modtage foreningens stipendier eller blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Det har bragt sindende i kog hos samiske forfattere, der skriver på et af da andre sprog. Forfatter, fotograf og forlægger Susanne Hætta, der skriver sine bøger på norsk, kalder det overfor nrk.no ”hårrejsende, historieløst og ekskluderende”, at Samisk Forfatterforening fremover udelukker nogle af ”deres egne”. Hun kritiserer foreningens ledelse for at praktisere en ”del- og herskpolitik”.

Også forfatteren Lene E. Westerås er rystet over sprogdiskrimineringen og mener at forfatterforeningen bryder loven om ligestilling og diskrimination. Hun siger, at beslutningens udgangspunkt er racistisk og giver kuldegysninger over hele kroppen.

Lederen af Samisk Forfatterforening, Inga Ravna Eira, besvarer Susanne Hætta Hættas og Lene E. Westerås kritik med en besindig, men stålfast, kommentar:

”Jeg kan udmærket forstå reaktionen. Men vores intention var at redde det samiske sprog. Det var ikke vores mål at diskriminere nogen. Men når man beslutter den slags, bliver konsekvenserne som de blev.”

Også foreningen næstleder Karen Anne Buljo er fuld af forståelse, men viger ikke en tomme:

”Jeg respekterer medlemmernes følelser, men vi står
midt i en fornorskning, som er helt ustoppelig. Derfor er det vigtigt at markere.”

Med andre ord: Man kan ikke lave omelet uden at slå æg itu. Og sprog- og litteraturpolitik er identitetspolitik. Det fremgik også tydeligt af den tale, som Henrik Olsen fra Norske Samers Riksforbund og medlem af Sametinget, den folkevalgte forsamling for samer i Norge, holdt ved Samisk Forfatterforenings jubilæum for to uger siden.

Han sagde, at det i dag er lettere at sige at man er same og fremhæve sin samiske identitet med stolthed, end det var for 40 år siden. Unge samer føler mindre skam over deres baggrund, og det kan man takke den samiske kunst og litteratur for. Litteraturen er gået forrest og har formidlet hvad det vil sige at være same, sagde han.

Men Henrik Olsen var ikke kommet for at tale sine værter efter munden. Til nrk.no havde han allerede i april 2018 sagt, at forfatterforeningens beslutning var ”chokerende”, og på årsmødet, hvor afvisningen af ikke-samisk-skrivende forfattere blev stadfæstet, brugte han sin taletid til andet end lutter venligheder:

”Jeg skal ikke lægge skjul på at udfaldet af diskussionen ikke var som jeg havde håbet på, og det kan betyde at jubilæet ikke bliver anledning til at fejre fællesskabet. Jeg havde ønsket af Samisk Forfatterforening i fremtiden ville kunne samle alle samiske forfattere under en paraply, og at det fællesskab som I har bygget op, skulle være en styrke for alle. Jeg indser at det bliver vanskeligt og at fremtiden bliver mere uoverskuelig for mange.”

Henrik Olsen konstaterede småbittert at myndigheder må respektere organisationsfriheden, og at beslutningen er truffet af foreningens højeste organ. Men hvis beslutningen krænker landets love, må den prøves juridisk, sagde han. Og så rundede han sin jubilæumshilsen af med en slet skjult advarsel til Samisk Forfatterforening:

”Når dette er sagt, mener det siddende Sametingsråd, at alle samiske forfattere og alle samiske kunstnere skal havemulighed for at organisere sig og nyde de rettigheder det indebærer. Hvis nogen bliver holdt ude af kriterier som ikke kan opfyldes fordi vores historie er som den er, vil Sametinget i fremtiden måtte støtte nye initiativer til organisering af samiske forfattere.”

Samisk Forfatterforening er splittet af sprogstrid. Måske vil Sametinget finde nye veje til at støtte ikke-samisk-skrivende samiske forfattere. Alligevel forsvares beslutningen af foreningens leder Inga Ravna Eira, der stammer fra en nordsamisk rendriftfamilie og i øvrigt er nomineret til Nordisk Rådslitteraturpris i år for digtsamlingen Ii dát leat dat eana (På dansk: Dette er ikke den jord), der tematiserer klimaforandringerne. I NRK’s distriktsprogram Finnmarkssendinga er hendes forståelse for kritikernes synspunkt afløst af en vis irritation, og man kunne næsten høre skallen knække, da hun slog endnu et æg ud til den store sprogstridsomelet:

”Jeg synes at det er underligt at de reagerer på det. Der er ikke mange arenaer, hvor samisk er hovedsproget, men der er utallige forfatterforeninger hvor norsk er. Jeg synes at det er på tide at Samisk Forfatterforening turde tage denne beslutning.”