Sort mands byrde

Weekendavisen den 2. marts 2018.

Før Profeterne. Andet bind i Kim Leines store grønlandske romantrilogi fortolker både Hans Egede, Abraham-Isak-motivet og subtile visdomsord af Henrik Ibsen.

Kim Leine: Rød mand/Sort mand. 520 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Allerede i prologen i Kim Leines nye stortamp af en historisk kulturkampsroman, Rød mand/Sort mand, er der noget, der skurrer gevaldigt. Men den skurren er nøje planlagt og man kan lige så godt vænne sig til den, for den skal blive romanens gennemgående credo.

Året er 1724 i skærgården ved missionsstationen, der snart skal få navnet Godthåb. Hans Egede, den norske (og dermed danske) præst fra Lofoten, er rejst til Grønland med sin familie for at kristne de vilde på vegne af kongen i København og for at genoptage kontakten med de gamle nordboere, der formodes at have beboet den grønlandske vestkyst siden vikingetiden – sandsynligvis helt uvidende om, at reformationen for længst har fundet sted og at de derfor lever i papistisk vranglære.

I Grønland møder Hans Egede en mand, der skal udfordre ham og det han tror på som en ond tvilling, åndemaneren Aappaluttoq, en fri og fatal ånd, der kan fare omkring i verden og til månens bagside. Da Aappaluttoq mister sin kone er han nødt til at give sin lille, dødsyge søn Paapa fra sig til Gertrud, Hans Egedes omsorgsfulde kone, der måske kan redde hans liv. Drengen overlever og vokser derefter op som Frederik Christian, kristnet og fordansket, Hans Egedes øjesten og bedste våben og værn mod den hedenske Aappaluttoq. Drengen personificerer kampen mellem den gamle verden og den nye, og selvom han loyalt følger i den ene mands fodspor, er han ikke definitivt ude af den anden mands skygge. Som den skarpe bagsidetekst siger: Kampen om drengens sjæl begynder.

Aappaluttoq gør summen af sine erfaringer op. Han taler om sine egne livsresultater, men – skal det vise sig – også om sin udfordrer på det barske marked for søgende sjæle, den benhårde kristenmissionær. Og pludselig konstaterer åndemaneren: ”Evigt ejes kun det tabte”.

Det er hér, det skurrer. De subtile visdomsord om vores ubrydelige følgeskab med det, vi har mistet, stammer jo fra den norske dramatiker Henrik Ibsen – Sjæl, vær trofast til det sidste/ Sejrens sejr er alt at miste/ Tabets alt din vinding skabte/ evigt ejes kun det tabte – og står at læse i der episke versedrama, Brand, som udkom i 1866.

Kim Leine flytter altså Henrik Ibsens ord cirka 140 år tilbage i tiden, hvor han lægger dem i munden på en åndemaner, men han gør det med åbne øjne og med en hensigt. Brand handler nemlig om en vækkelsespræst, der kræver total hengivelse af sig selv og sine omgivelser, en mand som satser det hele, og dermed er der skabt en elegant forbindelseslinje mellem dramaet og romanen. Kim Leine er en litterær gentlemantyv, som behændigt stjæler fra Henrik Ibsen, hvorefter han bukker og takker.

Sjældent har rollefordelingen mellem protagonist og antagonist været så eksemplarisk skåret ud i pap, som i Rød mand/Sort mand (der ikke er en fortsættelse af Kim Leines første historiske grønlandsroman, Profeterne i Evighedsfjorden (2012), men en slags fortale, som foregår 65 år tidligere). Den røde mand er åndemaneren, Aappaluttoq, der er forankret i grønlandsk kultur og åndsliv, den sorte mand er præsten, der kommer med Bibelen og dåben. Og med Hans Egede som den hvide mand i den sorte kjole, kan man sende endnu en litterær tanke til en gammel mester, nemlig Rudyard Kipling, der tog til Indien og erfor, at øst er øst og vest er vest, og aldrig skal de to mødes: ”Så løft en hvid mands byrde/ send ud den bedste søn/ at tjene andre racer for en landflygtigs løn/ hos rådvildt folk og vilde/ at tage tunge tørn/ en tvær og kuet stamme/ halvt djævle og halvt børn.”

Nøjagtig sådan tænker Hans Egede, og Kim Leines roman kunne have heddet Sort mands byrde, for livsmissionen er byrdefuld for den sorte mand, der vil og skal kristne de vilde, men absolut ikke ønsker at rutte med dåben. Til gengæld tager hans hustru, Gertrud, gerne små skrællinger til sig, og da Paapa bliver til Frederik Christian, er er romanens hovedkonflikt indstiftet, nemlig Abraham-Isak-motivet, som Kim Leine allerede varsler med et citat fra Søren Kierkegaards Frygt og bæven: ”Og Gud fristede Abraham og sagde til ham, tag Isaak, Din eneste Søn, som Du elsker, og gaae hen i det land Morija og offer ham der til et Brændoffer paa et Bjerg, som jeg vil vise Dig.”

Jo, det er en kamp om drengens sjæl, men ikke mindre om de to fædres, en kamp om magten over drengen og dermed en kamp om at definere fremtiden. Aappaluttoq afviser ikke kristendommen, mens spørgsmålet er, om der kan opstå sprækker i Hans Egedes tro.

Kim Leine er en uhyre durkdreven fortæller med en tårnhøj bevidsthed om fortællingens behov for krydsklip, synsvinkelskift, plottwist, fremdrift, følelser, fornægtelser, tro og tvivl, det indre drama og den ydre dramatik. Rød mand/Sort mand er udtænkt og fortalt med total kontrol, men uden de stilforsøg, der karakteriserede Afgrunden om den finske borgerkrig og besættelsestiden.

Kim Leine slubrer i slam, sår, sved og sex, alt der klør og kradser, alt der er ulækkert og uhumsk. Han serverer en kalvekotelet, der er modnet under en konges hæmorideømme røv som stødpude på en hesteryg, og han svælger ekvivokt i den 10-årige Hans, der sidder rædselsslagen under skørterne hos den 13 år ældre Gertrud (hans senere hustru) under den sidste hekseafbrænding i Lofoten, mens ”heksens hår blussede op som en fakkel”. Der sidder Hans mellem Gertruds lår, og Gertrud bliver eksalteret af både drengen og kvindens skrig, og da Hans tumler ud, ser folk på ham og spørger: ”Hvorfor er du så våd?” Det kan man da kalde Hans Egedes ilddåb.

Rød mand/Sort mand oser, damper, stinker og larmer så det er en fryd. Så meget frygt og fortræd, så meget tro og tvivl, så meget sjæl og skæbne. Det er vildt og vildt godt – men om det er troværdigt? Tja, tjo, måske, næppe. I efterskriften sætter Kim Leine skel mellem faghistorikernes historieskrivning og romanforfatternes historiefortælling. Det er, skriver han, magisteren overfor magikeren. At kalde sig selv for ‘magiker’ forudsætter ublu selvtillid. Og at man identificerer sig med romanens egen magiker, Aappaluttoq, historiens fortællestemme, den røde mand med den grønlandske sjæl.