Louis Bernards dage i Danmark

Weekendavisen den 3. august 2018.

Sporjagt. Den verdensberømte islamekspert Bernard Lewis døde kort før sin 102 års dag i maj. Hvad ingen ved er, at han engang skrev en bog om Danmark under pseudonym.

Da den britisk-amerikanske Mellemøstekspert, islamforsker og orientalist Bernard Lewis døde den 19. maj – blot fjorten dage før han ville være fyldt 102 år – bragte aviser over hele verdens store nekrologer, der ikke mindst understregede hans politiske indflydelse som islamrådgiver for præsident George W. Bush efter terrorattentatet på World Trade Center den 11. september 2001.

Men nekrologerne rummede også en lille faktuel oplysning, som måske kun havde interesse, hvis man læste den med danske briller: Bernard Lewis var nemlig fra 1947 til 1974 gift med Ruth Helene Oppenhejm, en jødisk kvinde fra København. Og han lærte sig at tale dansk.

I en portrætartikel i det amerikanske højrefløjsmagasin The Weekly Standard ved Bernard Lewis’ 100-års dag i 2016, kunne man endog læse, at han ikke alene bemægtigede sig sin kones modersmål, men at han som en kærlighedserklæring til hende ligefrem skrev en roman – på dansk. Men fordi han trods alt ikke følte sig helt sikker på sproget, valgte han at udgive romanen pseudonymt.

Bernard Lewis som romanforfatter? På dansk? Ganske vist under pseudonym, men alligevel. Hvordan har man kunnet overse sådan en kuriøs historie? Det lyder næsten for godt til at være sandt. Et opslag i Bernard Lewis bibliografi røber da heller intet som helst, der peger i retning af en roman, endsige en bog på dansk. På værklisten finder man derimod snesevis af historiske bøger og toneangivende artikler om Tyrkiet, Mellemøsten, den arabiske verden og islam. Her er for eksempel berømte og betydningsfulde værker som What Went Wrong? (Hvad gik galt. Vestens påvirkning og Mellemøstens svar, 2002) og artiklen »The Roots of Muslim Rage« i Atlantic Monthly (1990), hvor Bernard Lewis introducerer begrebet »The Clash of Civilizations«, som politologen Samuel P. Huntington senere tog til sig i sin berømte bog The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996, dansk: Civilisationernes sammenstød, 2006).

Bernard Lewis’ bibliografi rummer intet, der får tampen til at brænde. Men der går jo sjældent røg af en brand. Weekendavisen har derfor stukket snuden i sporet for at undersøge Bernard Lewis’ danske forbindelse. Den viser en hidtil ubeskrevet side af den mand, der gennem årtier var en af verdens mest indflydelsesrige Mellemøst- og islameksperter.

Ægteskab og skilsmisse
Ruth Helene Lewis Oppenhejm blev født i 1920 og døde i 2009. Hun var datter af Moritz og Mélanie, henholdsvis overretssagfører og tyskfødt kvindesagsforkæmper, ikke mindst i jødiske kredse. Før Tysklands invasion af Danmark, var Ruth rejst til London for at lære engelsk. Efter besættelsen kunne hun ikke rejse tilbage til sin familie, og hun undslap derfor den skæbne, der overgik hendes forældre og søskende, som i 1943 blev sendt til Theresienstadt efter at de blev taget til fange i et dramatisk flugtforsøg over Øresund. Lykkeligvis overlevede de og kunne efter krigen vende tilbage til Danmark. Ruths bror, Ralph, var journalist, oversætter og forfatter, og allerede i befrielsesåret udgav han romanen Det skulle så være – Dagbog fra Theresienstadt, og i 1981 fortalte også moren, Mélanie Oppenhejm, om livet i kz-lejren i bogen Menneskefælden.

I sine erindringer Notes On A Century – Reflections of A Middel East Historian (2012), skriver Bernard Lewis, at han mødte Ruth til en fest i London i 1946:

»Hun kom fra en fin jødisk familie og var blevet sendt til England efter gymnasiet for at forbedre sit engelske. Da krigen brød ud, valgte hun at blive i England i stedet for at vende hjem til familien i Danmark – et lykkeligt valg, fordi Danmark blev besat året efter, og danske jøder, heriblandt hendes familie, blev sendt i koncentrationslejre. Vi giftede os året efter at vi havde mødt hinanden. Det forbedrede i høj grad hendes engelskkundskaber.«

Bernard og Ruth fik to børn, og de var gift i 27 år, inden ægteskabet begyndte at knage så voldsomt, at skilsmisse var uundgåelig. Årsagen var, skriver Bernard Lewis i sine erindringer, at Ruth havde en affære med en af hans kolleger fra SOAS University of London. Andre steder kan man læse, at det var ham, der så en osmannisk prinsesse lige lovlig dybt i øjnene.

For Bernard kom det under alle omstændigheder som sendt fra himlen, da han i 1974 fik tilbudt et professorat på Princeton University i USA. Herfra udgik resten af hans akademiske karriere, ikke mindst som offentlig kommentator og debattør om islam med mere. Hans politiske synspunkter var højt værdsatte af de republikanske tænketanke og politikere, og han kom til at tilhøre inderkredsen omkring forsvarsminister Donald Rumsfeld, vicepræsident Dick Cheney og præsident George W. Bush, som han blandt andet rådgav forud for krigen i Irak i 2003. Senere sagde Bernard Lewis, at han helst havde set, at USA støttede en revolution, frem for at lede en invasion.

Ruth blev i London resten af sit liv, og døde i 2009 på Royal Free Hospital i Hampstead, 89 år gammel. Selvom hun havde levet langt det meste af sit liv i London, havde hun ønsket at blive begravet på Mosaisk Vester Kirkegård i København, hvor hendes forældre og søskende også ligger. Dødsannoncen for »Ruth Lewis, født Oppenhejm«, i Berlingske den 26. november 2009 var underskrevet af hendes og Bernard Lewis’ to børn, Michael og Melanie, og deres ægtefæller.

Det var forhenværende overrabbiner Bent Lexner, der forestod begravelsen af Ruth Lewis. Efter henvendelse fra Weekendavisen gennemser han sine arkiver og bidrager med et nyt spor. Ruths søster Ellen lever stadig. Måske kan hun huske noget om sin daværende svogers bog?

Ellen Oppenhejms hørelse er ikke, hvad den har været. Ydermere viser det sig, at den aldersstegne kvinde er på rekreationsophold efter en operation for lårbensbrud. Men jo, siger hun i telefonen, hun husker udmærket, at Ruths mand, hendes svoger, Bernard Lewis, skrev en bog. »Det var et svar på den bog, min bror havde skrevet,« siger hun og undskylder at hun ikke kunne tale mere. ”Ring igen om tre uger, så er jeg hjemme igen,” sluttede hun.

Næste spor var altså en bog af Ralph Oppenhejm, Bernards svoger. Senere på dagen ringer Ellen Oppenhejm tilbage. Hun spørger om jeg vil have telefonnummeret til he hendes amerikanske nevø, Ruths og Bernards søn, Michael, der bor i Washington.

Dage i Danmark
Da Notes On A Century – Reflections of A Middel East Historian udkom i 2012, noterede den danske kristne ugeavis Udfordringen, at Bernard Lewis engang havde skrevet en bog sammen med sin svoger, den danske forfatter Ralph Oppenhejm, og at han brugte navnet Louis Bernard. Det lyder som et logisk pseudonym, en spejlvending af navnet og en transformation fra Lewis til Louis. En søgning på ’Ralph Oppenhejm + Louis Bernard’ på bibliotek.dk fører imidlertid ingen vegne. Og omtalen i Udfordringen kan heller ikke verificere, at Bernard Lewis havde skrevet en roman på dansk, som The Weekly Standard skriver. Men til gengæld dukker en Louis Bernard op i biblioteksdatabasen som forfatter til Days in Denmark – An ABC of Denmark and the Danes. Aha aha…

Mens bogen er på vej fra de dybe kælderdepoter under Gentofte Kommunebibliotek (der findes også et eksemplar på Det Kongelige Bibliotek) fortsætter vi sporsøgningen på nettet, og snart dukker en afgørende oplysning op, oven i købet forbløffende frisk. Så sent som den 6. juni i år bragte webmagasinet Mosaicmagazine.com nemlig en mindeartikel om Bernard Lewis.

Artiklens forfatter, Michael Doran, er seniorforsker på den konservative tænketank Hudson Institute og forhenværende som både assisterende viceforsvarsminister og senior director i Det Nationale Sikkerhedsråd. I 1990erne studerede han Mellemøstpolitik på Princeton University under den dengang godt og vel 80-årige professor Bernard Lewis, og den unge mand blev inviteret hjem til det gamle koryfæ, hvor han lyttede til intellektuelle og akademiske guldkorn, blandt andet om de tolv-tretten sprog, som Bernard Lewis mestrede, herunder arabisk, hebraisk, farsi, moderne tyrkisk, osmannisk tyrkisk, fransk og tysk. Samt altså dansk, norsk, noget svensk og lidt islandsk.

En dag faldt Michael Doran over et eksemplar af Days in Denmark – An ABC of Denmark and the Danes:

»Jeg opdagede den ved et tilfælde i hans arbejdsværelse. Jeg skimmede den og blev forundret. Jeg tog den med ind til ham og forventede, at han ville være stolt over at beherske så skævt et emne. Men til min overraskelse var han ikke spor imødekommende.

’Taler du også dansk?’ spurgte jeg og viftede med bogen.

’Hvor fandt du den?’

’Derovre på hylden. Arbejdede du i Danmark under krigen (han havde været i efterretningstjenesten).

’Nej’.

’Hvad fik dig så til at lære dansk?’

’Personlige årsager,’ sagde han og tog bogen ud af hånden på mig. Samtalen var tydeligvis slut. Senere fandt jeg ud af, at hans kone havde været dansker, og at ægteskabet var endt ulykkeligt.«

Hvordan Michael Doran identificerede den pseudonyme bog som et værk af Bernard Lewis, fremgår ikke af mindeartiklen. Men han konstaterer, at den lille bog fra 1950 rent faktisk pegede frem mod de bærende temaer i Bernard Lewis’ akademiske karriere: Tværkulturel forståelse og misforståelse samt konflikt. Samme år udkom også The Arabs in History, den tredje titel på den officielle forfatterskabsliste.

Xenofobi på engelsk og dansk
Ifølge Ellen Oppenhejm havde Bernard Lewis skrevet sin bog om Danmark og danskerne som et svar på en bog af hans svoger, Ralph. Et opslag i Ralph Oppenhejms værkliste viser, at han i 1948 udgav Alt dette – og Bevin med. ABC for Englandsrejsende (Ernest Bevin var som engelsk udenrigsminister efter krigen en varm fortaler for afviklingen af det britiske kolonistyre i blandt andet Indien). Bogen udkom altså året efter, at Ralph og Bernard var blevet svogre, og to år før Louis Bernards bog.

Ralph Oppenhejms forfatterskab rummer – udover erindringsromanen fra Theresienstadt – en række rejsebøger fra Spanien, Indien og Japan. Som journalist dækkede han blandt andet tribunalet mod Adolf Eichmann i Jerusalem, og gennem mange år var han tv-anmelder på Politiken. Hans ABC om England og englændere gik vist hurtigt i glemmebogen, men vi har gravet den frem på Statsbiblioteket i Århus.

Ralph Oppenhejms og Louis Bernard/Bernard Lewis’ bøger er begge uhøjtidelige, aforistiske og humoristiske. Begge følger alfabetet. Ralph Oppenhejms bog begynder med A for Astrologi og Spiritisme, B for Business og C for Cricket. Hans svogers svar er: A for Amusements (det handler om Tivoli), B for Beer og C for Culture. I kapitlet om øl er han næsegrus over Carlsbergs historie med gamle Brygger Jacobsen som mæcen for kunsten: ”Danmark er sandsynligvis det eneste land i verden, hvor man, hver gang man drikker et glas øl, fremmer kunst og videnskab.”

Da de når til X, er stikordet det samme. Hos Ralph Oppenhejm hedder det ‘Xenofobi’ og handler om englændernes indgroede afsky for alle »foreigners«, hvilket vil sige alle farvede uden undtagelse, samt alle hvide, der ikke har ladet sig føde i Storbritannien. Disse udlændinge mangler forudseenhed, konduite, karakter og viljestyrke, de er slet og ret uengelske.

Louis Bernard skriver mere tankevækkende om ‘Xenophobia (lack of)’, altså fravær af fremmedhad i Danmark. I andre lande ser man med had, mistro og foragt på udlændinge, men ikke her. Danskerne er så imødekommende overfor fremmede, at danskerne selv tillægger sig en udenlandsk accent, når de skal købe noget, som butikkerne ikke nødvendigvis har på lager, for de ansatte behandler alle udlændinge med respekt og interesse – undtagen tyskere. Og så noterer Louis Bernard sig, at der findes en dansk talemåde, som antyder, hvordan vores forhold er til vores svenske naboer, nemlig ’Asien begynder i Malmø’ (vistnok, i øvrigt, tillagt August Strindberg). Det minder om, skriver Bernard Lewis’ pseudonyme alter ego, det engelske udtryk ’Niggers begin at Calais’…

Det er nemt at forestille sig de to svogres godmodige tvekamp dengang i 1948-50, da der var plads til både glimt og splint i øjet. Ralph lagde ud med et forord i sin bog, hvor han skrev, at ABC’en var et resultat af, hvad hans kejtethed og fadæser havde lært ham i London, og svoger Bernard svarede igen på denne måde:

”Jeg har tilbragt tilstrækkelig lang tid i Danmark til at indsamle en hel masse indtryk, og nogle færre informationer, men ikke længe nok til at opnå de umådelige dybders enerverende indsigt, som giver fornemmelse af, at end ikke et helt livs intensive studier på stedet ville være tilstrækkeligt til en foreløbig generalisering.”

Days in Denmark er skrevet med en gentlemans milde ironi. Det handler om, hvordan man hilser på værtinden, hvordan man siger tak for mad og tak for sidst, hvordan man gebærder sig i stort og småt, og hvordan man håndterer sproget (Jægersborg udtales ”Yayrsbor” og Vær så venlig ”versvenly”). Men først og fremmest er bogen skrevet som et overstadigt causeri med let hånd, nærmest som en frihedsreaktion efter krigsårene. Derfor reproducerer den også allehånde turistklicheer om Hans Andersen (som han konsekvent kaldes, ikke H.C.), Hamlets Kronborg i Elsenore og Den Lille Havfrue, den eneste havfrue i verden med knæ. Både Hans Andersen, Søren Kierkegaard, Christian IV og Knud den Store – her kaldet Canute, som han hedder på engelsk – har promeneret op og ned ad Strøget, og der ligger en smørrebrødsforretning på hvert et gadehjørne. Og om Jylland har Bernard Lewis/Louis Bernard tre ting at sige: Det er hjemlandet for Jyderne, som fandtes samtidig med Anglerne og Saxerne. Det var her søslaget fandt sted i 1916, hvor de britiske og tyske flåder besejrede hinanden. Og så, skriver han med satirisk indsigt i dansk litteratur, er Jylland fødestedet for Johannes V. Jensen, ”en dansk forfatter som opdagede Christopher Columbus”.

Sagen opklaret
Telefonnummeret til Bernard Lewis’ søn fører kun til en telefonsvarer. Men af en artikel på et webforum for Mellemøststudier i USA, fremgår det, at Michael Lewis arbejder for den zionistiske organisation AIPAC, America’s Pro-Israel Lobby. En mail til presseafdelingen bliver hurtigt sendt videre til Michael Lewis, der ikke tøver med at tage kontakt for at svare på Weekendavisens spørgsmål.

– Boede dine forældre nogensinde i Danmark?

»Nej. De blev gift i København, og de besøgte Gentofte hver sommer gennem mange år. Senere var min søster og jeg også med. Og for nogle år siden var min datter et semester i København – og hun elskede Danmark!«

– Hvor godt talte din far egentlig dansk?

»Han lærte sig at tale dansk som en overraskelse til min mor. Han var god til sprog og talte det flydende.«

– Jeg har læst, at Bernard Lewis skrev en roman under pseudonym, måske sammen med sin svoger Ralph. Ved du noget om det?

»Jeg har aldrig hørt, at han skulle have skrevet en roman. Det må være en forveksling med Days in Denmark. Jeg har heller aldrig hørt, at han skulle have skrevet noget sammen med Ralph.«

Sagen opklaret.. Den senere så berømte og indflydelsesrige Bernard Lewis skrev ved sin karrieres begyndelse en lille, hyggelig og satirisk bog om Danmark og danskerne, men han mente den åbenbart ikke alvorligt nok til, at han ville stå ved den under eget navn. Han havde tilsyneladende en helt anden plan for sit forfatterskab.

Det afgørende tip kom fra Bernard Lewis svigerinde, Ellen Oppenhejm. Hun er den bedste kilde til belysningen af den senere så berømte svogers danske forbindelse. På hendes opfordring ringer vi igen efter tre uger. Hun er stadig ved at komme til hægterne efter sit lårbensbrud, men er frisk nok til at være på Marielyst Højskole, der har specialiseret sig i aktive seniorer. Af og til holder hun selv foredrag på højskoler og andre steder om sit halvanden års lange ophold i Theresienstadt. Sammen med sine forældre og broren Ralph blev hun taget af tyskerne midt ude på Øresund. Familien forsøgte at begå selvmord med en blanding af cognac og opium, som de havde fået af familiens læge. Men doseringen var for lille. Ralph og Ellen besvimede, men overlevede, og blev sendt til udpumpning i Horserød inden deportationen til Theresienstadt. For tre år siden medvirkede Ellen Oppenhejm i DRK-dokumentaren Danske jøder i Hitlers fangeskab, hvor hun sammen med fem andre af de 470 danske jøder, som blev sat i fangeskab i garnisonsbyen, genså den gamle koncentrationslejr for første gang.

I dag husker Ellen tydeligt den britiske akademikers indtog i familien:

”Da Bernard og min søster blev gift i 1947, var det den første vielse i synagogen efter befrielsen. Under besættelsen blev danske jøder gift i Mosaisk Trossamfunds lokaler i Ny Kongensgade. Efter vielsen holdt Bernard en tale til sine svigerforældre – på dansk!”

Ellen Oppenhejm fortæller, at hun hvert år besøgte Bernard og Ruth i London, ligesom ægteparret besøgte den danske familie i på Brogårdsvej i Gentofte:

”Bernard var meget musikalsk, og han havde altid en fløjte med, som han spillede på. Men min mor forstod sig ikke på musik, så hun gemte fløjten for ham.”

Når Ellen Oppenhejm efter svogerens og svigerindens skilsmisse i 1974 besøgte sin nevø Michael i USA, kom Bernard altid på besøg: ”Han følte i begyndelsen, at han havde en lillesøster i mig, og vi blev ved at have et godt forhold. Han var en ualmindelig sød fyr og en meget velbegavet mand,” siger hun.

Kun på ét punkt er Ellen Oppenhejm forbeholden:

”Du ved, at Bernard var rådgiver for præsident Bush op til Irak-krigen. Jeg ved nu ikke, hvor godt han rådede ham. Dér var jeg ikke enig med ham.”

Såvidt Bernard Lewis’ danske forbindelse, der altså omfatter et forlist ægteskab og en pseudonym bog med causerier om Danmark og danskerne, skrevet inden Bernard Lewis for alvor brød igennem som forsker. Days in Denmark blev udraderet fra den officielle bibliografi, og – som det fremgår af Michael Dorans nekrolog – ville Bernard Lewis slet ikke tale om den. Spørgsmålet er bare, hvorfor han så beholdt den i sin bogsamling gennem alle årene. Hvorfor havde han den med til Princeton efter bruddet med Ruth i 1974? Det smertede ham tydeligvis at blive mindet om bogen, som bærer dedikationen: To my Danish wife, who really started all this.

Bernard Lewis blev en stor mand i sit fag og en markant og omdiskuteret intellektuel i tidens debatter, ikke mindst førte han en årelang principiel strid om islam, orientalisme og imperialisme med den palæstinensiske litterat og forsker, Edward Said, ligesom han mente, at der ikke var belæg for at Det Osmanniske Rige skulle have begået et decideret folkedrab på armenierne i 1915. Senere blev han så en indflydelsesrig rådgiver for USA’s mest magtfulde neokonservative politikere og for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Bernard Lewis’ eftermæle er enormt hos dem, der var enige med ham intellektuelt, ideologisk og politisk. Hans meningsmodstandere kritiserer ham derimod for at være en aggressiv zionist, der opviglede til krig og gav næring til fordomme om arabere og muslimer.

I 2006, året efter at Muhammedkrisen brød ud, besøgte manden, der bragte tegningerne i avisen, Flemming Rose, Bernard Lewis på universitetet i Princeton og interviewede ham om hans indflydelse på Det Hvide Hus’ Mellemøstpolitik og om de muslimske reaktioner på karikaturtegningerne. Her var Bernard Lewis mest af alt besindig. Han sagde, at han havde tjekket kilderne, og at det ikke er nogen ”stor sag” at afbilde profeten. Hvis muslimer krænker profeten, skal det straffes med døden, men Bernard Lewis sagde, at han ikke kunne finde et eneste eksempel, der drøftede en ikke-muslims krænkelse af profeten i et ikke-muslimsk land. Reaktionerne på Jyllands-Postens tegninger var et helt nyt fænomen uden basis i islamisk historie og retspraksis, mente han.

Talte de mon dansk sammen? Flemming Rose svarer: »Han kunne sige en del på dansk, men talte ikke flydende. Det var grammatisk korrekt, men lidt kunstigt, sådan som jeg husker det. Det var trods alt længe siden, han havde haft anledning til at bruge sit danske.«