Weekendavisen den 10. august 2018.
Langeland. Endnu en mistrøstig opvækst i provinsen er blevet omsat til erindringsroman.
Heidi Kølle Andersen: Døden kommer med ål. En hjemstavnsfortælling. 139 sider, 249 kr. Byens Forlag.
Elendighedserindringerne i tidens litteratur vil ingen ende tage, og her kommer endnu en selvoplevet roman om en opvækst med forældredruk og børneangst i provinsen.
Det begynder så fint i debutanten Heidi Kølle Andersens Døden kommer med ål (titlen refererer til en lille skildring af åls adfærd i strandvaskere). Vi er i Bagenkop på Sydlangeland, sådan cirka der, som Merete Pryds Helles principielt beslægtede Folkets skønhed også groede ud fra. Fortælleren vokser op som enebarn hos en hjemmegående mor og en fiskerfar. Moren bruger mest tid på rengøring og kaffeslabberas med nabokonen. Faren er en underholdende og ansvarsløs spradebasse, der sejler sin kutter (Inge af Bagenkop, opkaldt efter moren) på lange hummertogter til Kattegat, inden slipsedrengene på Christiansborg og kvotetosserne nede i EU presser ham til at fiske torsk i Østersøen.
Det er en stor dag, når mor og datter skal ned på havnen og modtage far, der vender hjem fra havet. Juleaften tænker pigen, at de må være den lykkeligste familie i hele Bagenkop, ja måske på hele Langeland. Men trygheden holder ikke. Ole nægter at indse, at han er begyndt at drikke mere, end godt er, og da forældrenes ægteskab begynder at vakle, tager datterens evige bekymringsangst til. Det hele kulminerer i en uundgåelig tragedie.
Døden kommer med ål har temaslægtskab med romaner af for eksempel Anne-Cathrine Riebnitzky, Jacob Skyggebjerg, Jens Vilstrup og Thomas Korsgaard, der alle handler om mistrøstig barndom i provinsen, ja faktisk dukker titlen på sidstnævntes Hvis der skulle komme et menneske forbi op som en lille nøglesætning på lokalt tungemål: “Hvis der sku komm’ et mænsk forbi”. Her handler det om en flaske pullimut, som Inge har gemt blandt rengøringsmidlerne. Men pointen er: Der kommer ikke noget menneske forbi. Udover nabokonen og moster Tut, er der ingen, som ved, hvad der foregår i familien, ingen bryder gennem skammen. Og da Ole tager en svirerbror med hjem, ender det i mere angst og tumult.
Heidi Kølle Andersen skriver stabilt og kontrolleret, men uden stjernestunder. Hendes kreative varemærke er lejlighedsvise lokalsproglige langelandske staveformer, som når Ole begynder å drikk, Inge bliver slået helt øv a kurs og fortælleren forsikrer sin mor om, at de ses igen: Dæ jø vi. Dialekten sætter stilen og tonen meget fint. Eneste problem er, at denne stilistiske signatur bliver skåret i pap og bøjet i neon sammen med romanens mådeholdsløst mange kursiveringer af dialogernes indirekte citater.
Døden kommer med ål er bobbet op med Wikipedia-agtige opslag og søkort fra havet omkring Danmark, faktatekster om Bagenkop og Langelandsbroen med stemningsfulde fotos i farver, der ligner noget fra en kommunepjece til turister og tilflyttere. På omslagsindersiderne ser vi et par sort-hvid-billeder af måger på havnen og et ægtepar i stiveste puds, der viser et par tvillinger i dåbskjoler frem (forfatteren har en tvillingesøster, som bare ikke er med i romanen), på bagvæggen ses det klassiske trommesalsmaleri af fiskeren med skæg, sydvest og pibe. Endelig får vi teksten til en sang af Fisker Thomas, som synes at være det eneste kulturelle indslag i familiens liv – sammen med Bjarne Lillers Ensom dame fyrre år.
Talrige forfattere genfinder deres slægtsrødder i disse år, og nu har også bagenkopperne fået en lokallitterær stemme. Mange af dem har sikkert fulgt familien i gadespejlet. Nu får de så historien som hjemstavnsfortælling, det er i hvert fald romanens genrebetegnelse. Det lyder meget fikst, men er ikke specielt sandt. Der er ikke meget i romanen, som fastholder og forklarer netop denne lokalitets særpræg. Vi kunne være i en provinsfiskerby hvor som helst. Det er tragisk og sørgeligt, men skrevet nøgternt og usentimentalt.