Kvinden med knokkelfingrene

Weekendavisen den 1. juni 2018.

Roman. Christian Mørk fortæller en mageløs historie i en alt andet end mageløs roman.

Christian Mørk: I gode hænder. 219 sider, 199,95 kr. Roman. Gyldendal.

Han er en svækling, der bliver mobbet af skolens alfahanner. Da det hele kulminerer, bliver han også svigtet af den pige, som han er forelsket i. Derfor tager han hævn og smadrer sin plageånds mund med en svensknøgle. Christian Mørks roman I gode hænder har visse paralleller til Morten Nielsens kendte besættelsestidsdigt ‘Skæbne’ om Tykke, der som nazist og partikammerat er parat til at hamre et knojern ind i munden på de frihedskæmpere, der plagede ham i skoletiden.

Gustav bliver ikke nazist, for nazismen er fortid, nu er vi i 1980’erne, men han bliver en voldelig selvtægtsmand, og den der tilskynder ham til at gribe til svensknøgle, viser sig at være – ja, nemlig en nazistisk torturbøddel.

Det er en mageløs historie, der ligger til grund for Christian Mørks alt andet end mageløse roman. Som 18-årig fik forfatteren i et års tid behandlinger hos en alternativ behandler på Gammel Kongevej 120, Frederiksberg. Den sære, gamle kvinde skulle hjælpe ham af med den hivende, astmatiske vejrtrækning. Midlet var lymfedrænage, som hun praktiserede med sin stærke knokkelfingre. Kvinden havde tidligere øvet mirakler for hans mormor, skuespillerinden Marguerite Viby.

Mange år senere erfarer Christian Mørk – nu journalist og forfatter, bosat i Brooklyn – at kvinden med de magiske hænder, havde en foruroligende fortid. Hun var døbt Ellen Anna Marie Hemmer Christensen, og hed nu Anne Marie Lenssinger. Men under besættelsen var hun Jenny Holm, en kendt spion og stikker for Gestapo, og en dygtig del af nazisternes torturkorps, når modstandsbevægelsens folk blev banket igennem i forhørslokalerne i Shell-huset. I romanen får hun endnu et navn: Agnes Loumann.

Christian Mørk placerer Gustav i sit eget sted, men vi skal ikke læse ham som et gennemført alter ego. Den kulørte røverhistorie, der udspiller sig i romanen, er i hvert fald ikke fundet sted i virkeligheden, og hvor Christian var søn af skuespillerinden Susse Wold, er Gustavs mor politiker. Men når Gustav bliver retfærdigt rasende på sine plageånder, der synes at hans mor er lækker og bare skal have noget pik, fornemmer man, at det kan være en autofiktiv erindring fra forfatterens ungdom.

Men schwamm darüber. Hvad der fremgår om forhistorien af forlagets pressemeddelelse og interviews med forfatteren, fremgår ikke af romanens klapper og bagside. Hvis man bare plukker I gode hænder op fra disken og læser bogen blankt, har man ingen indikationer om dens relationer til virkeligheden, og så må romanen svare for sig selv med portrættet af pubertetsdrengen, der
fordyber sig i bøger om ondskab for at forstå sin egen hævntrang. Det fører til sløje passager som følgende (det har desværre ikke været muligt at finde noget virkelig velskrevet i romanen): ”Bøgerne drog ham ikke på samme måde som før. Det medsammensvorne var blevet opløst og var forsvundet og havde kun efterladt en morbid nysgerrighed efter ulykke og rædsel, som kun kradsede lidt i skorpen på det sår, som han tidligere havde kunnet dykke ned i med det samme.”

Når I gode hænder hedder I gode hænder, er det naturligvis med alt for grov tydelighed fordi Gustav bogstavelig talt er i gode hænder hos Agnes, der rent faktisk helbreder ham. Men hendes gode hænder er naturligvis samtidig onde hænder, fordi de har været i aktiv nazistisk tjeneste. Desværre er Jenny Holm ikke i gode hænder hos Christian Mørk. Jeg havde hellere set at han havde skrevet historien som erindring og journalistik med brug af de faghistoriske kilder, der findes om kvinden, som måske var mere opportunist end nazist.