Kulturel uansvarlighed

Atlas, den 24. maj 2018.

Kommentar. Kritikken af Madame Nielsen er som taget ud af manualen til et autoritært samfund.

Hvad skal man gøre, når man på den ene side naturligvis er imod racisme og på den anden side naturligvis er for kunstnerisk ytringsfrihed, og når disse to ting, som man er henholdsvis imod og for, kolliderer med hinanden og det ikke er muligt at støtte begge positioner på én gang?

Christian Lollikes og Madame Nielsens White Nigger/Black Madonna er blevet lakmusprøven for det dobbelte hensyn. Men forestillingen er også blevet en skillevej, hvor enhver må beslutte sig til, om man vægter hensynsfuldheden højere end hensynsløsheden. Med andre ord: Skal kunsten tage hensyn til nogle samfundsgruppers følelser og risikoen for at krænke en minoritet?

Jeg så White Nigger/Black Madonna, mens den endnu havde sin fulde titel og endnu ikke var blevet kuperet af Lollike & Madame, der fjernede ”White Nigger” som et sonoffer til de mange kritikere, der havde anklaget dem for at gøre sig skyld i ”kulturel uansvarlighed”. Det lyder jo som taget ud af manualen til et autoritært samfund.

Efter forestillingen mødte jeg en bekendt, der både begår sig i teatermiljøet og på universitetet, og han kunne fortælle, at forestillingens plakat var blevet revet ned fra opslagstavler på universitetet, oven i købet af universitetets eget akademiske personale, og erstattet med plakater, der angav, at der her på dette sted havde fundet et racistisk overgreb sted. Opslagstavlen og teatret var en crime scene.

Da jeg cyklede hjem fra teatret tænkte jeg, at denne fine, sært smukke og dybt mærkelige forestilling ville få et efterspil. Under slutscenen, hvor Madames afpillede krop står under en fontæne og overrisles af et mørkebrunt fluidum, der lægger sig som ny hud på kroppen, forlod en (hvid) mand salen og udvandrede i en klar manifestation imod stykket. Døren smækkede og spørgsmålet hang i luften: Må kunst krænke?

Jeg tænkte: hvor tit har jeg ikke siddet og nikket indforstået til empatisk teater, der bekræfter alt hvad jeg mener og tror, og hvor relativt sjældent, jeg har set noget, der hiver guldtæppet væk under sit eget fundament. For det er nemlig pointen: Christian Lollike og Madame Nielsen er ikke racister eller noget, der minder om det, de er kunstneriske opdagelsesrejsende. Den, der kender Madames livslange oeuvre ved, at det hele er en lang transformationsundersøgelse.

Efter sidste weekends oprevne seminar på teatret (som jeg ikke har overværet, men læst om i pressen), hvor repræsentanter for det stærke intellektuelle og akademiske Marronage-miljø, fremførte en sønderlemmende kritik af Madame Nielsen, tænkte jeg på et af værkerne fra kunstfestivalen Documenta14 i Kassel i fjor. Det var – eller skulle have været – en performance om den humanitære krise med et digt, et lydspor og en installation, af den italienske marxistiske filosof og forfatter Franco Berardi. Titlen var skabt til at provokere: Auschwitz on the Beach. Eller som der stod i programomtalen: ”Europæerne opfører koncentrationslejre på deres egne territorier og betaler deres gauleitere i Tyrkiet, Libyen og Ægypten for at udføre det beskidte arbejde langs Middelhavets kyster, hvor Zyklon B efterhånden har erstattet saltvandet.”

Men Auschwitz on the Beach blev aldrig til noget. Efter voldsom kritik fra både politikere, privatpersoner og jødiske organisationer, som argumenterede for, at nazismens udryddelse af Europas jøder på ingen måde kunne sammenlignes med flygtningenes situation i dag, besluttede kunstneren og kuratoren, at droppe opførelsen. Kritikerne kaldte Franco Berardi for en smagløs kyniker, en opportunist og en relativist. Derfor udsendte han en erklæring, hvor han udtrykte respekt for dem, der følte sig angrebet. Vi vil ikke tilføje yderligere smerte til deres sorg, skrev han, og trak værket tilbage.

Ved et debatmøde – der erstattede Auschwitz on the Beach – i kunstmuseet Fridericanum i Kassel, sagde Franco ‘Bifo’ Berardi, at hans performance skulle have vist, at nazisternes mord på jøderne var ”det ultimative grænse- og referencebegreb for en ekstrem, voldelig og systematisk uret overfor nutidens flygtninge”. Han ville ikke relativisere Holocaust, men hæve nutidens krise op i vores bevidsthed, fordi mange lande under nazismen lukkede deres grænser for europæiske jøder, der forsøgte at komme væk fra Tyskland, ganske som det sker for flygtningene i dag.

Franco Berardi ville gøre noget chokerende for at konfrontere europæerne med de lidelser, flygtningene i Middelhavet er udsat for. Auschwitz on the Beach var derfor en sproglig set radikaliseret kritik af den herskende flygtningepolitik i Europa. At sammenligne – eller sidestille – de europæiske landes afvisning af flygtninge med et af verdenshistoriens største industrielle massemord, er naturligvis en karikatur. Men vel at mærke en karikatur, som den europæiske offentlighed ikke er i stand til at acceptere. Derfor bragte alene værkets titel så stærke følelsesreaktioner frem, at opførelsen blev forpurret. Men aflysningen var blot med til, at værkets budskab nåede ud til publikum – og sandsynligvis væsentlig længere ud, end det ville være nået, hvis Franco Berardi have opført sin performance i god ro og orden. På den måde blev aflysningen – som fandt sted på kunstnerens eget initiativ, ikke efter ønske fra Documenta, og ikke som udslag af selvcensur – en del af værket selv. Franco Berardi sagde, at aflysningen var ”værkets absolutte fuldendelse”, for det egentlige formål med Auschwitz on the Beach var ikke at opføre en lille performance. Værkets titel var selve værket. Resten var blot form, og aflysningen af formen, gav titlen luft under vingerne, så budskabet kom ud.

White Nigger/Black Madonna – nu uden White Nigger – er nærbeslægtet med Franco Berardis aldrig opførte performance. I begge tilfælde er der tale om kalkulerede grænseoverskridende provokationer. I begge tilfælde har alene værktitlen power nok til at afføde en aggressiv kritik fra mennesker, der ikke har set værket. I begge tilfælde kommer kunstnerne deres kritikere i møde med beklagelser, undskyldninger og tilpasninger. I begge tilfælde inviterer kunstnerne til seminar og debatmøde. Og i begge tilfælde bliver processen, der fører frem til det modificerede værk (altså kritikken, seminaret, offentligheden) en del af værket selv. Uden sine kritikere var White Nigger/Black Madonna med andre ord ikke blevet et færdigt værk.

Tilbage til mit indledende spørgsmål: Når kunsten gør ondt, er det fordi kunsten gør godt. Man bør naturligvis se Madame Nielsens fortælling gennem et fortolkningsfilter, hvor hendes black facing og fremtidsfantasier om sort overherredømme naturligvis ikke er udtryk for white power-sympatier hos dramatikeren selv, men er en kompliceret kunstnerisk undersøgelse af minoritetsidentiteter. Den undersøgelse må en hvid mand, der har transformeret sig til kvinde, gerne udføre imens transformationen fortsætter til fra hvid til sort. Det er jo hele stykkets essens, at overveje hudfarvens betydning. Madame Nielsen tager sit udgangspunkt i en autentisk sag om en hvid kvinde, der identificerede sig som sort, og kunstnerisk fortolkning fra menneskehedens sære virkelighed, er hverken racisme, appropriation eller andet. Det kan enten være god kunst eller dårlig kunst, men det kan ikke være amoralsk kunst – med mindre det bedømmes udfra en autoritær tanke.

De, der udskammer White Nigger/Black Madonna som et udsalg af ”racistisk motiveret vold”, bidrager til krænkelsen som en legitim reaktion på kunsten. Fint nok. Men besynderligt her i det stadig boblende kølvand på århundredets kulturkamp om ytringsfrihedens forrang for religiøs eller kulturel sensibilitet. Kritikernes reaktioner bliver selv en del af værket, og da værket gerne vil fremme diskussion og refleksion, er der sådan set ingen skade sket. Men hvad er næste træk? At flå Strudsen Rasmus og Lystige Viser ned af hylderne? Der er nok gammeldags troskyldig racisme i børnelitteraturen, som man kan rense ud i. ”Kulturel uansvarlighed”? Det kan I selv være! Vi andre – som også er imod racisme – må sige fra over for intolerancen overfor kunstens ytringsfrihed.

http://atlasmag.dk/kultur/scene/kulturel-uansvarlighed