Weekendavisen den 12. januar 2018.
Roman. Pointen er skåret i pap og bøjet i neon i Jesper Bugge Kolds krigsturismeroman.
Jesper Bugge Kold: Krigsturisten. 314 sider, 249,95 kr. Roman. People’s Press.
For ti år siden anmeldte jeg en roman af nordmanden Erik Bakken Olafsen, Turisten, en grotesk historie om en ung mand, der for at bekæmpe tomhedsfølelsen og meningsløsheden i det omsorgsfulde velfærdssamfund rejste ud som turist i verdens krige og konflikter.
Nu kommer så en dansk roman med samme tema. Her er Turisten slet og ret blevet til Krigsturisten, men udgangspunktet er nøjagtig det samme: Hverdagens kvælende trommerum står overfor slagmarkernes meningsgivende oplevelser. Det er nøjagtig som i litteraturhistoriens bjerg af krigsromaner, hvor soldater efter endt mission savner uniformsfællesskabet. Krigen er farlig, men livgivende. Hverdagen er tryg, men dræbende.
Jesper Bugge Kold har fat i virkelig interessant stof i fin forlængelse af hans første to romaner, som var henlagt til hhv. 2. Verdenskrig og koldkrigsårene i DDR. At sætte krigsturismen ind som den tredje krigstype, er absolut godt set. En roman om en dansk soldat i en fjern ørkenkrig havde nærmest også været for forudsigelig.
Fænomenet krigsturisme skal ikke forveksles med pæne menneskers ferierejser til berømte slagmarker med mindesteder og monumenter. Det her er dark turism, hvor vovehalse trodser alle risici og rejser ind i brandvarme konflikter. Er de vigtige vidner til en sindssyg verden? Eller er de amoralske snyltere, der lukrerer på andres lidelse?
Jesper Bugge Kolds roman fortælles af gymnasielæreren Niels. Han passer med mådeholdent engagement både sine timer i samfundsfag og sit smålunkne familieliv, hvor den ældste datter er flyttet hjemmefra, den hjemmeboende søn kun kommunikerer i enstavelsesord, og forholdet til konen måske stadig har et vis mål kærlighed, men ikke længere nogen lidenskab.
Men så kommer Niels’ gamle skolekammerat Michael pludselig ind i billedet. Han er fotograf i verdens brændpunkter og Niels rejser med ham. Det begynder med en opgave for en humanitær organisation i en flygtningelejr i Libanon. Senere accelererer det i Libyen, Ukraine, Mali og Syrien. Niels lærer dels Michaels kolleger og lokale fixere at kende, dels andre folk, der bare rejser ud for at mærke suset og være vidner ved fronten. Det er farligt, men det er virkelighed. Og så meget desto mere betydningsfortabt virker hverdagen derhjemme, hvor Niels både trækker alt for store veksler på sin kones tålmodighed og småsjofler jobbet. Krigene drager ham.
Krigsturisten er – fremgår det af efterskriften – baseret på omhyggelig research og samtaler med krigskorrespondenter. Det tilfører naturligvis romanen troværdighed, omend nogle stedsskildringer også virker lovlig wikiagtigt. Men romanens hovedproblem er de overraskelsesløse nøglepassager om hverdagens eksistentielle meningsløshed, hvor pointen er skåret i pap og bøjet i neon, hør blot: ”Mit liv er overflade, uden dybde”, tænker Niels. Og: ”Jeg føler en tomhed så voldsom, at den nærmest har karakter af en depression. Michael havde ret: det er vanedannende og det kommer bag på mig. Jeg kan lide krigen, den er simpel, den er nem, den er tilgængelig. Jeg kan ikke leve videre, som om intet er hændt. 40 års jubilæum på gymnasiet og så døden?” Og som Michael siger i et dybt desillusioneret sandhedssøgende øjeblik: ”Man skulle tro, at det var ensomt at være derude, men det er ensomt at være herhjemme. Ægteskab, indkøb og dét er for banalt. Det hele er en konstruktion.”
Det samme kan man desværre sige om romanen selv. For banalt. En konstruktion. Når Niels står med tømmermænd under bruseren i sin lille skilsmisselejlighed efter en mislykket samtale med ekskonen og tænker på at alt er nemmere på rejserne, og at han er fri af sin fortid og fri af sin fremtid, levnes der simpelthen ikke plads til at man selv kan tolke og tyde. Sporet er fejet blankt for læseren, der venter intet om næste hjørne, og romanens psykologiske essens glider alt for modstandsløst ned.