Godtkøbsfilosofi

Weekendavisen den 16. november 2018.

Essays. Man leder forgæves efter format i Stig Dalagers og Janne Tellers nye opsamlingsbøger.

Stig Dalager: Nedtælling for humanismen. Artikler og essays. 194 sider, 249,95 kr. EC Edition. / Janne Teller: At gå nøgen. Enogtyve essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske. 352 sider, 200 kroner. Politikens Forlag.

Helt instinktivt ville jeg så gerne kunne lide de her to bøger, jeg, som er rundet af god, gammeldags kulturradikal humanisme fra før højrebølgen tog land. Men desværre: Stig Dalagers og Janne Tellers nye bøger består af lutter gode viljer. Og lutter dårlige tekster.

Fælles for de to bøger er, at forfatterne har høstet deres respektive avisartikler, antologibidrag m.m. fra de senere år, og vupti, så har man en ny bog. Ikke at den slags autoantologisering partout er en dårlig idé (jeg kunne måske selv finde på at gøre noget tilsvarende en skønne dag), men det, der er skrevet til døgnets strid, har altså ikke altid bud til eftertiden, hverken i relevans eller som litteratur. Harmonien går tit fløjten, og resultatet er som opfej fra bagerens fade efter lukketid.

Stig Dalagers Nedtælling for humanismen og Janne Tellers At gå nøgen har et stort og anerkendelsesværdigt register til fælles: de argumenterer begge oprigtigt for nødvendigheden af mellemfolkelig forståelse, universel menneskelighed og revitaliseret humanisme. Et hurtigt blik på verden, viser, at de har fat i den lange ende. Krige, terror, undertrykkelse, forfølgelse, diskrimination og religiøs fundamentalisme er dagens orden i den arabiske verden. Og hos os selv er der øget tilslutning til nationalisme og populistiske paroler, der vil reducere menneskerettighedsbeskyttelsen og lukke grænserne. Så jo, der er brug for forfattere, der udfordrer både magten og tidsånden i traditionen fra Georg Brandes, intelligent og elegant. Sådan en forfatter er enmandshæren Carsten Jensen jo. Men hos Stig Dalager og Janne Teller leder man simpelthen forgæves efter format. Begge bøger er skrevet med en ulideligt selvrefererende modus i et inderligt og formuldet tonefald, hvor en litterær stil aldrig indfinder sig. Essays som skriveæstetisk kunst er der ikke tale om.

Janne Teller og Stig Dalager tøver ikke med at minde os om, at de er etablerede forfatter – som om de inderst inde frygter, at vi skulle have glemt det. Det er som om, at begge føler sig som miskendte genier i eget hjemland. På bagsiden af Nedtælling for humanismen citeres Michel Faber fra The Guardian for at Stig Dalager har ”opnået et fornemt ry i Europa”, og i At gå nøgen er der indkaldt et helt lille forord af Michael Krüger, præsident for Det Bayerske Kunstakademi m.m. med lutter lovord om Janne Teller. Helt vild er klaptekstens ubeskedenhed: ”Hendes eksistentielle internationale bestseller Intet betegnes allerede som en nyklassiker, og med tilpasningen af pasbogen om flygtningetilværelsen Hvis der var krig i Norden til hvert udgivelsesland har hun skrevet verdenslitteraturhistorie.” Spis brød til. Verdenslitteraturhistorie har ingen dansker vel skrevet siden Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

‘At gå nøgen’ – titelteksten – viser sig at være en tretten år gammel tale fra en filosofikonference. Udgangspunktet er et digt af W.B. Yeats, der klager over andre digteres epigoneri. Sangene var hans frakke, men nu bruger de andre de samme sange, den samme frakke, så han indser, at det er bedre at gå nøgen. Janne Teller gør frakken til en metafor for ”specifikke eksterne identiteter”, som hun sætter op overfor ”værens essens”. Konklusionen er, at Yeats havde ret, da han sagde, at det er en større bedrift at gå nøgen, og at vi kun kan ”knappe vores personlige identitetsfrakker op og blotte os for os selv” ved at læse litteratur.

Måske lød det godt som tale. Og måske havde det været tankevækkende som læsestof i kort form. Men pointen bliver genopvarmet flere gange og ender som godtkøbsfilosofiske smuler. Det samme sker i en tale om europæisk identitet, hvor Janne Teller definerer det særligt kendetegnende for Europa: ”Diskret kvalitet”. Det er et indre ideal, mener hun, der kendetegner vores kultur, fra parketgulvsmønstre, cykeldesign og havebeplantning til slotte, filosofi, kunst, adfærd. For mig lyder det mest som højtlæsning fra en smartskrevet turistbrochure.

Janne Teller har et veludviklet blik for vor tids problemer, men som tænksom litteratur bryder det for ofte sammen, blandt andet fordi det basale sprogarbejde ikke er gjort færdigt, for eksempel her:

”Når individer ikke har klangbund nok i sig selv til at kende ret fra uret – når det eneste, der høres og giver genlyd er ydre stemmer, det være sig i form af overordnede ordrer, sociale konventioner, religiøse eller kulturelle dogmer, profitmaksimering eller blot magelig opportunisme. Det er lige præcis da, at ret og uret så let kan bytte plads.”

Teksten handler om behovet for et indre etisk barometer. I andre kapitler taler Janne Teller om ”det jeg kalder” et indre menneskeligt kompas og empatiens hierarki (kursiveringerne er ikke mine), og på begrebsniveau lyder det måske klogt, men det stikker ikke dybt. Det er for eksempel alt for nemt at skrive, at vi har brug for et indre etisk barometer ”dybt indlejret i vores genetik som menneskelige og biologiske skabninger, som formår at kombinere et hensyn til den bedst mulige overlevelse for os selv og alle medlemmerne af vores art som sådan, med overvejelser over den bedste mulige overlevelse også for andre arter, for naturen og den planet og verden, som vi er så afhængige af.”

I Stig Dalagers tekster vrimler det med intentioner, som jeg ideelt set kan tilslutte mig, men det hele er henkastet og småsjusket, og hvad er en fin tanke værd, når den er skønhedsløst skrevet? I essayet ‘Reaktionen på ansigtet er et svar – et ansvar’ (tillad mig: den titel er søgt – ikke udsøgt) skriver forfatteren med de bedste intentioner, sådan lidt i øst og lidt i vest, om sit tilfældige møde med en iransk asylsøger i et tog. Men så dukker dette afsnit op: ”I Søren Kierkegaards Danmark med en tænker, der som han, op imod datidens kommunistiske spøgelse, fremhævede kristendommens ligheds- og ligeværdighedstænkning, har vi alle mulighed for at forstå, hvor langt den rækker. Ikke kun til os, men også til ‘de andre’”.

Ved første, anden og tredje gennemlæsning er det det rene og skære volapyk. Så går det op for mig, at afsnittet måske refererer tilbage til noget om den franske præsident Emmanuel Macron, som blev introduceret halvanden side inden. Måske så en lillebitte smule mindre volapyk. Men stadig volapyk, sløset og sjusket. Så ringe må en forfatter med ”et fornemt ry i Europa” altså ikke skrive.

Både Janne Teller og Stig Dalager er oversat og udgivet på 30 sprog, så måske er det sandt at forfatterprofeter er mere agtede ude end hjemme. Men når jeg – som på forhånd er stemt for hele humanismes udtræk – ikke finder bøgerne her attraktive, skyldes det ikke manglen på relevant stof. Her er både retfærdig kritik af kapitalisternes amokløb og helt nødvendig bekymring for disrespekten for det humanitære ansvar. Godt, jeg er enig. Men som litteratur betragtet lader begge bøger alt for meget tilbage at ønske.