Forfatterens blod

Weekenavisen den 19. oktober 2018.

Roman. Yan Lianke skildrer hungersnøden under Det Store Spring Fremad i rørende og oprørende roman.

Yan Lianke: De fire bøger. Oversat af Susanne Porsborg. 315 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Den kinesiske forfatter Yan Liankes De fire bøger er et brutalt og bevægende mesterværk, intet mindre. Romanen er en skrækindjagende skildring af et autoritært undertrykkelsessamfund, og den står ikke tilbage for de bedste romanskildringer fra kz-lejrene og Gulag.

I 2014 interviewede jeg Yan Lianke (f. 1958) i Beijing (vi bragte interviewet den 7. august 2015 op til hans besøg på Louisianas litteraturfestival). Han fortalte at den statslige litteraturcensurs tolerance og kompromisvilje i Kina er større, end man tror i udlandet. Men, sagde han, forfattere er også nødt til at udøve selvcensur.

Og han ved, hvad han taler om. Yan Lianke aftjente sin værnepligt som såkaldt non-kombattantoberst i hærens propagandaafdeling for skønlitteratur. Hans opgave var slet og ret at skrive opbyggelige romaner. Men samtidig begyndte han på et mere kunstnerisk forsvarligt forfatterskab. Af og til gik det godt, af og til stødte han panden mod censurmuren. Men flere af hans romaner blev prisbelønnet og er anerkendte og udbredte i Kina.

På dansk har vi tidligere læst den satiriske – og forbudte – Folkets tjener og to aparte og genialt kritiske ikke censurerede skønlitterære samfundstudier, Landsbyens blod om skandalen med salg af AIDS-inficeret donorblod og den satirisk-sarkastiske Lenins kys. I sommer udkom den seneste roman på engelsk, The Day the Sun Died, en samtidsroman om præsident Xi Jinpings supermagtsplaner op til Kommunistpartiets 100-års jubilæum i 2021.

Men først skal vi læse De fire bøger, som Yan Lianke brugte tyve år på at planlægge og to år på at skrive. Ingen forlag turde at udgive den. De vidste at de så ville miste licensen til at udgive bøger. Derfor udkom romanen i 2010 i Taiwan. Forfatteren sagde, at han accepterede bogens skæbne med et suk, fordi den handler om en epoke, der er omfattet af det han kalder et statskontrolleret hukommelsestab – nemlig hungerkatastrofen under Det Store Spring Fremad, formand Maos vanvidsreformer 1958-62, hvor op mod 45 millioner mennesker døde af anstrengelse, henrettelse eller sult.

De fire bøger har en kompliceret konstruktion, som man ikke skal lade sig forvirre af. De fire hovedpersoner – Forfatteren, Musikeren, Humanisten og Teologen – der alle er fanger i en af kulturrevolutionens kommunistiske genopdragelseslejre, afspejler de fire Evangelier og konfucianismens fire dyder. Men bare flyd med, man behøver ikke at dvæle ved detaljerne i kompositionen.

Fangelejr Z99 ved Den Gule Flod i Henan-provinsen ledes af en mystisk partiloyalist, en meget ung mand, der slet og ret kaldes Barnet. Han konfiskerer fangernes bøger med stor nidkærhed og uddeler med vilkårlig lunefuldhed papirstjerner for god opførsel. Har man nok stjerner, er man blevet genopdraget og kan vende hjem.

Romanens fortæller er Forfatteren – ikke at forveksle med forfatteren med lille f – som spionerer mod de andre fanger og rapporterer til Barnet. Via ham læser vi de fire bøger fra romanens titel: Forfatterens optegnelser om de andres kriminalitet, hans egne noter til en roman om genopdragelseslejren, et anonymt værk af bibelsk karakter, og en medfanges refleksioner over Sisyfosmyten.

Mest rørende – og oprørende – er ikke de voldsomme lidelser som sådan, men fangernes stoiske og stålsatte lidelsesaccept. Kulturrevolutionens undertrykkelse er massiv, og kravene til produktiviteten i Z99’s landbrug bliver skruet helt grotesk i vejret. Men da et kolossalt uvejr skyller markerne bort, opstår der hungersnød i provinsen. Helt central er Forfatterens ensomme arbejde på en forsøgsmark, hvor han vil dyrke majskolber så store som en mands lår og korn på størrelse med dadler. For at give planterne næring, overrisler han dem med sit eget blod, indtil han er døden nær. Det er en af de mest hjertegribende scener, jeg længe har læst. Hvilken mærkværdig opofrelse for sin egen undertrykker.

De fire bøger er både en kritisk anklage mod Det Store Spring Fremad, en litterær efterforskning af magtudøvelse og menneskelig overlevelsesdrift, en hyldest til intellektualisme og litteratur, og en overgivelse til noget så reaktionært og antikommunistisk som kristendommen, kulminerende med en korsfæstelse.

Tak til sinologen Susanne Posborg for oversættelsen af Yan Liankes flere stilarter til et velformuleret og velmoduleret dansk uden én eneste mislyd i romanens særegne litterære tone (men kunne ‘Humanisten’ ikke med fordel være oversat til ‘Akademikeren’?), der ikke alene gør De fire bøger til en af sæsonens absolut mest substansrige romaner, men også til en elegant læseoplevelse.