Weekendavisen den 13. oktober 2017.
Dobbeltdagbog. Grotesk grimhed og nysgerrig livsglæde klæder hinanden i Jørgen Haugen Sørensens tegninger og Peter Poulsens digte.
Jørgen Haugen Sørensen og Peter Poulsen: Vi må videre. Dobbelt dagbog. Tegninger og digte. 200 sider, 299,95 kr. Lindhardt & Ringhof.
Intet er skønt, intet er kønt, og intet er helligt i Jørgen Haugen Sørensen dagbogstegninger. Her er muselmænd, sodomitter, kannibaler og flommede, forvrængte kroppe i danse macabre med skelletmennesker med knokkelkranier. Og så er her et stort, kropsklumpet væsen, der holder sig selv for næsen og vrænger ansigt, mens det går i knæ og skider på en flok udtværede menneskeskikkelser. Over tegningen har kunstneren skrevet: ”Gud”.
Vi er i et aggressivt tegnet univers, hvor Jørgen Haugen Sørensen får afløb for sit syn på tidens og verdens dårskab, krig, vold, overgreb, antihumanisme, kirkemagt og klerikalisme. Det er som når den ældre Bruegel lader fastehungrende fattigfolk bide sig fast i kinden på en flæskefed fyr – eller som når Goyas Saturn æder sit barn. Livet i lysternes have er grotesk, dystopisk, unheimlich.
Vi må videre. Dobbelt dagbog. Tegninger og digte er skabt i fællesskab af Jørgen Haugen Sørensen og forfatteren Peter Poulsen, som i mangt og meget deler sin vens sortsyn, dog uden at sætte sin underfundige mildhed, sentimentalitet og nysgerrige livsglæde over styr.
I løbet af 2015 udvekslede de to gamle venner dagligt et digt med en tegning (digteren bor på Bornholm, tegneren i Pietrasanta, Italien), og bogen består af et udvalg på 100 dagbogsblade i ord og streg. Der er altså ikke tale om illustrerede digte eller om digte til tegninger, men om værker uden egentlig kausalitet. Resultatet af den vilkårlighed er lige så overraskende for os, som den sandsynligvis har været en daglig forfriskelse for Jørgen Haugen Sørensen og Peter Poulsen selv.
Vi må videre, hedder bogen. Det er jo sådan noget man siger, når man hanker op sig selv, for eksempel ryster en skuffelse eller et nederlag af sig, for der er jo ikke noget alternativ. Her lyder det mere som et lidt ironisk, måske sarkastisk, feltråb sent i livet. Men titeludtrykket, som dukker op tre gange, er brugt godt, for eksempel som håndskrift på en tegning, hvor et par vrede skikkelser vader henover et skellet (Vi skal videre, står der, men ‘må’ og ‘skal’ kommer her ud på ét), og ikke mindst i et digt, der slutter bedre, end det begynder, nemlig: ”Telefonen ringer i lobbyen/ på et snusket hotel./ Vi må videre, tænker en fodgænger,/ lige inden han torpederes/ af en rød lastbil med anhænger.” Tilværelsens troløshed. På siden overfor står en nøgen mand og propper en øglegrøn krop ned i gabet.
Tekst og tegning i Vi må videre er opstået i en bevidst arbitrær proces, hvor resultatet er disharmonisk og gådefuldt. Derfor er der både mindre gode tegninger og mindre gode tekster, som er hinandens krykker, men det samlede små- og storvrisne gammelmandsudtryk er spændstigt, og især Jørgen Haugen Sørensens tegninger (af og til befolket af et selvportræt) har, når de er bedst, humanistiske hjertevarme midt i grimheden og groteskheden.