Sidste tur med Hugo

Weekendavisen den 4. august 2017.

Rituelt. Kendt hollandsk tv-journalist tager afsked med sin døde far på askemission til Middelhavet.

J.B. Corstius: Asken i tasken. Oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgård. 180 sider, 249,95 kr. Don Max.

For nylig vandt et barberbladsfirma konkurrencen om årets bedste reklamefilm. Vi ser en gammel mand, som ikke længere kan sørge for sin egen personlige hygiejne. Men så hjælper hans søn med omsorgsfulde barberinger.

Lidt i samme boldgade er denne omjublede hollandske bagatel, der ikke alene begynder med den voksne søns samvær med en dement far, men også skildrer sønnens cykeltur fra Amsterdam til Middelhavet, hvor han efter farens død og kremering spreder noget af den gamles Hugos aske. Det er ikke spor mindre patetisk end spredningen af Jacob Ejersbos støv på Kilimanjaro. Hvad er det mon med midaldrende mænd og disse efterdødsritualer?

Asken i tasken (fiks oversættelse af As in tas) gik rent hjem i Holland sidste år. Forfatteren er den berømte tv-journalist og Moskva-korrespondent Jelle Brandt Corstius, søn af en kendt og karismatisk matematiker, forfatter, kommentator og polemiker. Efter farens død – skånsomt nok var han kun i et halvt år – ligger forfatteren på briksen hos en berøringsterapeut, hvor han brister i gråd.

Jelle beslutter at tage en sidste cykeltur med en kopfuld af sin fars jordiske rester, som han vil strø ud over Middelhavet (her kom jeg uvægerligt til at tænke på Flemming Pedersen, der i 1998 kidnappede sin fars lig fra sygehuset i Frederikssund og kørte en sidste tur med det på motorcykel; senere skød Flemming hovedet af sig selv i russisk roulette, men det er en helt anden historie).

Sådan en cykeltur er ikke nogen præstation i sig selv, sølle 1600 km. Som cykellitteratur er bogen heller ikke meget bevendt, der er ikke meget at rapportere for manden, der ellers er kendt som rejsereporter. Hans litterære ledemotiv synes at være en bekymring for pikken, som efter en lang dag på cyklen kan være helt slap og livløs.

Bogens litterære vellykkethed afhænger derfor af Jelle Brandt Cortsius’ evne til at portrættere og reflektere over den skøre, kontrære, obsternasige og pinlige far og enkemand. Tilsyneladende lidt af en polyhistor, matematiker, computerpioner, sprogvidenskabsmand, litterat og daglig bidragyder til flere hollandske aviser. Og efter eget udsagn også skaberen af internettet og mikrobølgeovnen. Altså en lystløgner og skrønemager. Eller hvad? Jelle er vokset op med Hugos historier, som han er vant til at tage med et gran salt. For eksempel at han engang var havnet i fængsel i New Orleans, fordi han satte sig forrest i en bus sammen med sorte aktivister fra Black Panther. Som voksen søger Jelle på sin fars navn i The New York Times dataarkiv, hvor han finder en artikel fra 1. september 1961: ”HOLLANDSK FORFATTER LØSLADT. New Orleans-dommer frafalder anklager i race-episode”. Det var ikke en skrøne.

Hugo Brandt Corstius var en intellektuel spasmager, som havde brug for op mod 60 aliaser for at få afløb for alle sine idiosynkrasier i den offentlige debat. Han var i en mangeårige ”beskidt polemik” med Theo van Gogh, og da Jelle vækkede sin far og fortalte ham, at Pim Fortuyn var blevet skudt, svarede Hugo triumferende: ”Jeg har et alibi!”

Asken i tasken lader som om at den er en god og følsom bog, men litterært set er sidste tur med Hugo og askestrøningen fuldkommen tomme gerninger. Godt nok havde de to ofte cyklet sammen, men aldrig til Middelhavet. Hugo havde også sagt, at han bare ville lægges i en sort plastiksæk, når han døde, og jeg spørger også mig selv, om den usentimentale gnavpotte ville goutere sønnens sentimentalitet. Mig selv og min fars aske? Vi behøver hverken hav eller bjerg. Det ville han ikke gide. Han vil bare strøs ud på fortovet, når det er glat.