Humanistisk honnør

Weekendavisen den 15. september 2017.

Roman. Vibeke Marx familie-flygtninge-drama bringer os ikke andre steder hen, end til de mest indlysende selvfølgeligheder.

Vibeke Marx: En god flygtning. 287 sider, 249 kr. Modtryk.

Benjamins far er en arrogant, dominerende og desavouerende berømt filminstruktør, moren en tidligt afblomstret skuespiller med en lille permanent bimmelim på, og søsteren en selvoptaget, jaloux bitch.

Der er altså meget at flygte fra, da Benjamin vender det hele ryggen og flakker ned gennem Europa. Allerede som barn måtte han ty til eskapisme for at nyde sin fars gunst, for hvordan får man opmærksomhed fra den mand, man ser op til, når han hele tiden hænger i telefonen?

Jo, Benjamin holder op med at tale dansk og lærer sig selv at tale engelsk, som faren gør, når han arbejder. Via en dokumentarfilm om aboriginere lærer han sig i al hemmelighed at tale som den australske urbefolkning, og pludselig er han genstand for et forskningsobjekt. Hvad sker der i hjernen, når et menneske pludselig taler et sprog, som det aldrig har lært? Så får drengen sin fars opmærksomhed, for nu er han værd at lave en film om.

Som dreng lærer Benjamin at navigere rundt om familielabyrintens hestehuller. Tryghed og tillid deler han kun med to mennesker, den usikkert stammende Thor på kostskolen og pigen Daphne, der sidder i kørestol. På samme måde skal der endnu en sårbar og udsat person til at udløse den voksne Benjamins mod på menneskekontakt, nemlig en mand som han kan spejle sin egen følelse af fremmedhed og sprogløshed i. Vahid, afghansk flygtning.

De to møder hinanden, da Benjamins flugt fra familien har bragt ham til den yderste europæiske ø, Lampedusa i Middelhavet, hvor han hjælper med at evakuere flygtninge. En nat driver en båd i land med en ung mand fra Afghanistan. Alle andre er døde af sult og tørst. Vahid fortæller, at han til sidst var alene med et lille barn.

Lang historie kort: Benjamin tager Vahid med på en biltur op gennem Europa til Danmark, hvor de ankommer samtidig med at store grupper af flygtninge kommer vandrende ind på motorvejene sydfra – og en dansker står og spytter på dem fra en bro. Mens Benjamin er optaget af at redde Vahid, er Vahid selv optaget af at være en god flygtning. Men det er ikke nemt at få lov til at være god.

Vibeke Marx’ En god flygtning er dansk rugbrødsrealisme fra den priviligerede overklasse, hvor følelserne spiller fallit. Historien om en havareret far-søn-relation havde hun (forstår man på pressemeddelelsen) allerede på tegnebrættet, da flygtningekaravanen begyndte at gå på de danske landeveje i 2015. Nu fik hun så ideen om at lade Benjamin, en flygtning i sproget på flugt fra sin egen familie, møde en af de personer, der kom til Europa som vraggods fra krig i hjemlandet.

Det er et perfekt eksempel på, hvordan den akutte virkelighed kan snige sig ind i en forfatters hoved og skrivning. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en litterær løsning, der bringer os nogen andre steder hen, end til de mest indlysende selvfølgeligheder.

Morten Sabroe brugte i romanen Love me Do flygtningekrisen til at spørge, hvordan man er et godt menneske. Vibeke Marx spørger lommefilosofisk om det samme, når Vahid vil være en god flygtninge. For flygtning eller ikke flygtning, først og fremmest er man vel et menneske. Og som Benjamins mor, der alt for længe har følt sig overflødig, siger: ”Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget man er i stand til, hvis en anden behøver en, ikke?”

At Vahid – som siger og gør alt det korrekte og desuden annammer vores kropumulige sprog med uhørt lethed – rummer en hemmelighed, der gør hans egen godhed diskutabel, opdager man først sent efter en symbolsk scene med ild og vand og bondeanger.

Spejleffekten familie-flygtning når ingen dybder. Man gør humanistisk honnør, men gode viljer er ikke nok, hverken for flygtninge eller forfattere.