Shakespeare / Peter Langdal: King Lear

Weekendavisen den 12. februar 2016.

Drama. Peter Langdal indskriver politiske samtidskommentarer i sin fortolkning af Shakespeares drama om kongen, der vil afgive sin magt.

Et frækt freakshow

King Lear. Iscenesættelse, oversættelse og meget fri bearbejdelse af Shakespeare: Peter Langdal. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Skuespilhuset, København, til den 29. april.

Peter Langdal går rigtigt til makronerne, når han skal ondulere 400-års dødsjubilaren Shakespeares kæmpekorpus af et skuespil, King Lear. Han fortolker og forvrider, fordansker og forvansker, og han giver den gas med gøgl og gags. Se her! Vi har både Tommy Kenter, en neger og en dværg!

Ja, der mangler skam ikke noget i Skuespilhuset, hvor det hele sættes fint i gang af slagtøjsspilleren Ying-Hsueh Chen, der sammen med Mads Forsby og kapelmester August Rosenbaum står for forestillingens meget stemningsfulde og elegante musikakkompagnement. Men før vi får set os om har Peter Langdal sendt et par skuespillere ude i publikumsrummet, hvilket naturligvis skal virke kreativt, men kun er forvirrende. Da en følgespot fanger Hertugen af Burgund, rammer lyskeglen samtidig en sagesløs Morten Messerschmidt, der hæver et nervøst øjenbryn.

Og sådan bliver det ved. Idé afløser idé, og vi forstår udmærket den tanke, der ligger bag, men der er langt mellem snapsene. At lade den kulsorte Al Agami spille den franske konge m.m. og den blot 117 cm. høje Sigrid Husjord spille hertug, tjener m.m. virker mest – og her bider jeg mig selv i tungen – som et frækt freakshow. Men frækheden er med forbehold. Hvorfor ikke gå linen helt ud? Hvorfor ikke dekonstruere hele skuespillet og lade kongen være en dronning, som er dværg?

Ok, kongen er i forvejen atypisk. Da Henning Jensen måtte trække sig fra rollen for et par måneder siden, sprang Tommy Kenter til, og mere umage typer, er da vanskeligt at tænke sig. Dette hovederolleskift har naturligvis ændret hele spillets tone. Men han gør det slet ikke dårligt som den gamle konge, der ikke gider at være konge mere. Han vil blot beholde sin titel og et folkehold på 100 mand, men ellers vil han dele magten mellem sine tre døtre. Tommy Kenter spiller med rørende resignation, og da alt ramler og han synker ned i vanviddet, ruller han sig rigtigt ud. Han ligner en blanding af en vaskekone og en gal videnskabsmand, som han rager rundt i sin underkjole med heksehår og vilde øjne.

Som de tre døtre er Benedikte Hansen, Marie Louise Wille og Signe Egholm Olsen klædt i storskrud farvet som råt kød og krydret vin. Nu skal King Lear dele sit kongerige til dem. Men hvem af dem elsker oprigtigt den gamle konge? Hvem kan han stole på? Hvem er falsk og tvetunget?

Benedikte Hansen er som Goneril altid indiskutabelt dygtig og repliksikker, men hun ligner mere en konges dronning, end en konges datter. Marie Louise Wille, derimod, rammer den helt rigtige grænseløse griskhed som Regan, men hun har fremdeles så meget luft på stemmen, at hun ville kunne fylde en zeppeliner på en aften. Signe Egholm Olsen er udmærket solid, både i rollen som narren, og som Cordelia, ynglingen og yndlingen, der sætter skred i dramaet, da hun afviser at erklære sin King Lear sin kærlighed i bytte for en trediedel kongerige. Faren erklærer at hun er faldet i kurs og nu er sin egen medgift, hvorefter de to onde søstre får alle muligheder for at sætte lus i skindpelsen.

Rollerne som kongens svogre løser Jacob Lohmann og Peter Gilsfort upåklageligt og konservativt. Som hertugen af Kent er revymanden Henrik Lykkegaard en godt stykke udenfor sin normale arbejdszone, men det ryster ham ikke, og han giver et godt portræt. Altid iøjenfaldende Morten Suurballe er sejt spooky som Gloucester og de unge Thue Ersted Rasmussen og Joachim Fjelstrup er lovende som Edgar og Edmund. I et udvalg af roller gør norske Sigrid Husjord god fyldest, men jeg synes at det tangerer fjollet frisind, at hendes små dværgben skal spurte hen over scenen hele tiden. Hun kunne have spillet kongedatter.

For en sjælden gangs skyld blev jeg ikke ven med Karin Betz’ scenografi, bortset fra en enorm og elegant refleksion fra en skråstillet spejlvæg, som tog magten da de mobile kulissemure forsvandt. Men hvad skulle egentlig den vandgrav, der var sænket ned i scenegulvet?

Karin Betz er også stykkets kostumedesigner, og hun arbejder med anakronismer, hvor middelalderdragter kommer til at stå side om side med nutidens militæruniformer og hospitalskitler. Ja, jo. Men hvorfor ikke omvendt? Hvorfor ikke royale i nutidstøj og soldater i panser og plade? Havde det ikke bragt vores tanker mere i kog?

Man må respektere alle de valg og fortolkninger, som nødvendigvis må tages. Jeg synes bare at Peter Langdal valg er diskutable alt for ofte i denne fortolkning, hvor han også indskriver politisk samtidskommentar i nogle replikker, som man vist ikke kan tilskrive det oprindelige manuskript (måske tager jeg fejl). Det er den vanvittige og omflakkende konge, der ser verden i al dens ondskab og dårskab, som læser os lektien:

”Selv en flygtning bærer på noget, han ikke har brug for. Han har kun brug for lidt rummelighed og menneskelighed.” Og senere: ”Vi med magt har godt af selv at smage medicinen. Hvordan fattige folk klarer sig. Så giv da for fanden lidt af jeres overflod!”

Sandt nok, smukt nok, men også for forhippet. Sværhedsgraden i det komplekse King Lear er enorm, og dybest set har Peter Langdal skåret en god luns, ligesom hans oversættelse fungerer godt. Når opsætningen er dunklest i tekst, instruktion, scenografi, lys og lyd, er det både uhyggeligt og knugende, men noget stor forestilling er det ikke. Det ligner bare.