Weekendavisen de 12. februar 2016.
Erindringer. Den franske ambassadør: ”Menneskerettighederne er ikke moral, der er ikke engang værdier”.
Den universelle lidelse
François Zimeray: Jeg har set det samme ansigt overalt. Erindringsglimt. På dansk ved Niels Lyngsø. 160 sider, 200 kr. Gyldendal.
”Jeg valgte at blive advokat ud fra en lidenskabelig trang til at forsvare nogen, fordi juraen med sin særegne blanding af strenghed og manglende perfektion for mig har noget bevægende over sig.”
Sådan beskriver François Zimeray, den franske ambassadør i Danmark, sin egen vej ind i juraen, og hvis han nu havde været amerikansk i stedet for fransk, ville han utvivlsomt have henvist til Atticus Finch fra Dræb ikke en sangfugl som sit store forbillede.
Men François Zimeray behøver ikke den retsindige forsvarsadvokat fra sydstaterne. Hans fundament er gennemført fransk, som når han taler om det, som Victor Hugo kaldte ”rettighedernes rettighed”.
François Zimeray fulgte sin lidenskabelige trang og forlod en lovende politisk karriere for at virke som rejsende menneskerettighedsambassadør. Han forklarer:
”Dette diskrete og ikke særlig kendte embede findes i en halv snes diplomatkorps verden over. Da jeg traf det valg, stoppede jeg samtidig med mit politiske arbejde som folkevalgt på lokalplan og på europæisk plan. Det jeg ledte efter, vare en mulighed for at udøve mit virke i en anden skala, og det forekom mig at diplomatiet, til trods for alle dets svagheder, kunne være en stærk løftestang for menneskerettighederne.” Jeg har set det samme ansigt overalt giver små indblik i de ustoppelige menneskerettighedskrænkelser, som François Zimeray har bevidnet i konflikter i Rwanda, Burma, Colombia, Libyen, Tjetjenien og Congo.
I sine fem år i embedet rejste han 500 gange, og han konkluderer stille og roligt, at der ikke er forskellige måder at lide på, trods forskellig breddegrad og kultur, og at menneskerettighederne er universelle, fordi mennesket er universelt, dets lidelse er universel, og protesten derfor vil være den samme overalt i verden. Kloge ord.
Når François Zimeray taler om ”undertrykkelsens verdensgrammatik” bliver det en kende for indfølt for mig. Men når han er i det besindige og rationelle hjørne, er han klar i mælet. Det er vel forholdsvis modigt af en diplomat at skrive, at Frankrig forherliger revolutionerne og derfor kommer til at blande Oplysningstiden og Rædselsherredømmet sammen ”og gør os ude af stand til at forstå hvordan en fredelig overgang til demokrati kan finde sted”.
Men sådan tør François Zimeray altså skrive, oven i købet i forlængelse af en interessant selvbebrejdelse. Han skriver om de ”gennemgribende rystelser” i den arabiske verden (altså Det Arabiske Forår), som ingen kunne forudse, men som ingen burde have betragtet som utænkelige. I hvert fald ikke franskmændene: ”For vi kendte til – jeg kendte til – Ben Alis fængsler, knæskaller der blev gennemboret med boremaskiner. I et anfald af romantik satte vi etiketten ‘forår’ på det som indimellem blev et mareridt for kvinderne,” skriver han.
Usentimentalitet klæder i det hele taget den franske ambassadør, som heller ikke er bange for at udstille sin egen forlegenhed, når han iført malplaceret jakkesæt står overfor en burmesisk dreng, der er blevet fisket op af havet ud for Thailand. Ambassadøren husker sin egen fremtoning som en hån mod alle drengens oplevelser:
”Disse børn bliver tvunget om bord og sorterer fisk dybt nede i lastrummet uden at se dagens lys i månedsvis eller årevis, og når fiskefartøjerne er på vej i havn igen, eller hvis kystvagten nærmer sig, bliver de smidt i vandet. Man har fundet tre hundred lig, men det anslåes at antallet af børn der hvert år bliver kastet i havet, er adskillige tusinde. Det er værre end slaver, det er brug og smid væk.”
Jeg har set det samme ansigt overalt udkommer på etårsdagen for skudattentatet på Krudttønden, hvor François Zimeray var til stede. Naturligvis er der også tilføjet en efterskrift om terrorangrebet i Paris den 13. november. Det er meget rimeligt og meget rituelt. Men det er ikke disse nye traumer, der gør bogen værd at læse. Det er heller ikke ambassadørens gæstevenlige omtale af Danmark som landet, hvor man kan stille sin cykel ulåst fra sig (kunne jeg da ikke drømme om!). Det afgørende er hans stålsatte tro på menneskerettighedernes nødvendighed. Men for ham er det ikke et spørgsmål om moral, heller ikke om værdier. Det handler om politiske kompromiser og ”rettigheder som findes eller ikke findes, som implementeres eller krænkes.”
Lidelser er universelle, derfor er menneskerettigheder det også. Og François Zimeray har set lidelser i ansigter verden over. Men nu sidder han i den franske ambassades stille stuer og mærker en frygt krybe frem. Frygten for at miste alle de ansigter, han har set: ”I som har fyldt så meget i mig, nu har jeg svært ved at huske jer.”
En lille, dannet, humanistisk, rationel og rørende bog.