Kø ved fodvasken

Weekendavisen den 21. april 2016.

Teater. ”Vær nu lidt menneskelig! Vi kvajer os, vi fejler, vi svigter – og hvad så?” Tankevækkende tilgivelsesteater.

For ti år siden opsøgte den forhenværende sydafrikanske justitsminister under apartheidsystemet, Adriaan Vlok, den sorte præst Frank Chikane, der i 1988 havde været udsat for et attentat, som Vlok havde autoriseret. Nu ville den tidligere minister (en genfødt kristen) gå den ultimative bodsgang, og han bad om lov til vaske præstens fødder i en symbolsk undskyldning og anmodning om tilgivelse.

Jeg tænkte på fjendernes forsoning to gange i sidste uge: Først da jeg så, at Paven havde kysset og vasket fødder på flygtninge på Lesbos, åh jo, en symbolsk handling. Dernæst da jeg så Rikke Wölcks skuespil Tilgiv mig på Rialto:Teatret (spørg mig ikke, hvorfor de har sat et kolon midt ind i navnet?), hvor ærkebiskop Desmond Tutus tanker om tilgivelse spiller en vis rolle.

Krænkelser og kristendom står godt til hinanden, men vi ugudelige kan også være med, og man behøver ikke at have racisme på samvittigheden for at sige undskyld. Adriaan Vlok stod forrest, men bag ham er der kø ved fodvasken. Undskyldningen står stærkt i dag, hvor en perlerække af politikere beder om tilgivelse for dette og hint, oftest noget, som deres historiske forgængere gjorde.

Skuespiller og dramatiker Rikke Wölck tænker ikke politisk, men personligt, privat. Tilgiv mig er et vaskeægte hverdagsdrama i de nære cirkler, oplevet og genfortalt af en ung mand, Lasse (Elliot Crosset Hove). Han er søn af Kirsten (Karen-Lise Mynster) og Frank (som vi aldrig ser), og meget nærværende i hans opvækst og formative år er morens veninder, søstrene Anna (Anette Støvlebæk) og Bodil (Rikke Wölck), der begge er gift, men barnløse.

Veninderne nyder det gode liv over et spil kort og alt for meget rødvin. Men så begynder maskerne at falde. Kirsten betror sig: hun har en affære. Og så går det slag i slag med afsløringer: sex i forkerte senge, sygdom i både hjerne, hjerte og krop. Det er voldsomt, og det trækker konflikter og blodspor gennem venindeskabet.

Årene må gå og kvinderne må gennem en katharsisagtig skærskild før de kan nærme sig hinanden igen. En enkelt handling har skilt søstrenes ad, spørgsmålet er om skårene kan klinkes. Som Kirsten siger: ”Vær nu lidt menneskelig! Vi kvajer os, vi fejler, vi svigter – og hvad så?” Jo, det er er opsang efter noder til Anna og Bodil, og Kirsten mener ikke, at de har et valg: ”Vi er nødt til at tilgive hinanden, ellers har vi ikke en chance.”

Tilgiv mig – en idéforladt og uambitiøs titel – krydsklipper i tid og fortæller effektivt sin historie i en mosaik af tilbageblik. Synsvinklen er drengens, og det er tankevækkende at han kan være vidne til morens og venindernes liv uden at de for alvor overvejer, hvad han lægger øre til. Selv tænker han på en hjerne, der gennemspules så slammet af klæbrig fortid skylles ud. Og det kan da godt være, at kvinderne svigter hinanden og deres mænd, men de er sgu da voksne. I disse Tove-tider må man sige, at man gjorde et barn fortræd.

Hvem svigter hvem? Hvem kan række hånden frem og sige undskyld? Kan man forvente tilgivelse? Og kan den skyldige bede om at blive tilgivet? Stykket stiller disse fine spørgsmål i et forsøg på at indkredse Det Ordentlige Menneske. Da roen sænket sig, men forsoningen endnu ikke er brudt ud i lys lue, siger en af kvinderne, at hun måske har brug for den andens had. ”Ja,” svarer hun, ”men det får du ikke, og det må du leve med.” En fin, fin replik.

Jeg tror at alle familier kender til det her. Selv kender jeg gammel knark, der burde have bedt om tilgivelse, men var for stejl og for stolt. Spørgsmålet er også om nogen havde villet tage imod ham. Jo, der er brug for fodbad i familierne. Tilgiv mig er ikke et stort manuskript, men absolut holdbart. Ikke nogle mindeværdige skuespilpræstationer, men anstændige. Ikke et uforglemmeligt stykke, men tankevækkende. Hvad diverse fejl og mangler angår, siger vi: Alt forladt.

Rikke Wölck: Tilgiv mig. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Rialto:Teatret, København, til den 14. maj.