Karen-Maria Bille og Solbjørg Højfeldt (efter roman af Hallgrímur Helgason): Kvinden ved 1000 grader

Weekendavisen den 21. april 2016.

Teater. Solbjørg Højfeldt som mærkværdig og bemærkelsesværdig vidne til historien i monolog baseret på roman af Hallgrímur Helgason.

Kvinden og krigen

Midt i Solbjørg Højfeldts fem kvarter lange monolog skete det, som bare ikke må ske. Pludselig skar en iPhones Marimba-ringetone gennem lokalet, og i et kort sekund stod tiden fuldkommen stille. Salens barmhjertige mørke skjulte i hvis lomme forræderen lå, men en enkelt iblandt os har dukket sig for misbilligende sideblikke, skuttet og skammet sig – og i al hast afbrudt forbindelsen.

Oppe på scenen slog en kort tøven ned i Solbjørg Højfeldts talestrøm, men hendes blik flakkede ikke en millimeter. Hun ignorerede forstyrrelsen komplet, men alligevel var det som om hendes professionelle krop sendte en slags tavs reprimande ned i salen. Så gled hun uafficeret videre i teksten, og det var som om, det aldrig var sket.

Kvinden ved 1000 grader er altså cool, calm and collected, som englænderne siger, dels som den islandske forfatter Hallgrímur Helgasons litterære gestalt, dels som den skuespiller, der nu fortolker hende på scenen. Og det er altså på trods af, at hun står med det ene ben i graven, eller rettere i krematorieovnen. Da stykket begynder prøver hun at booke tid til sin egen kremering, som var det en tid hos frisøren eller tandlægen, deraf stykkets titel. Jo, Herbjørg Maria Bjørnsson er noget af et livsstykke. Og dødsstykke.

Da romanen udkom på dansk i 2013, tog den en disput med sig fra hjemlandet. Hallgrímur Helgason baserer nemlig sin fortæller på en autentisk person, og hendes familiehistorie er islandsk fælleseje: Brynhild Georgia Bjørnsson var barnebarn af Islands første præsident Sveinn Bjørnsson, og datter af den eneste islandske mand, der gik i nazistisk tjeneste og var soldat ved østfronten. Et veritabelt familietraume!

Nu lod den berømte forfatter så Herbjørg (altså Brynhild) tænke tilbage på et langt, begivenhedsrigt liv, hvor hun som barn bl.a. opholdt sig i København under besættelsen, hvor hendes farfar dengang var ambassadør. Her, husker hun, vajede naziflag fra alle offentlige bygninger. Dét gik den islandskkyndige kritiker Erik Skyum-Nielsen i rette med som en uforskammet historisk usandhed. Jeg så det mere som et eksempel på, hvordan en piges erindring kan forvrænges med tiden. Ingen husker detaljerne, som de var. Alle husker de indtryk, de efterlod. I litteraturen, og på scenen, kan fortælleren altså være upålidelig. Også i denne opsætning, hvor der stadig flages med svastika på offentlige bygninger – hvilket altså er historisk ukorrekt. Det er ikke en fejl, det er fiktion.

Gamle, syge, kyniske Herbjørg Maria Bjørnsson ligger i sin seng i en lejet garage. Nu lader hun tankerne fare, gennemspiller sit liv som vidne til et skånselsløst og skelsættende århundrede, hvor hun både nåede at være diplomatbarnebarn, evakueret krigsbarn og ensomt flygtningebarn. Først kollapsede Europa om ørerne på hende, så faldt familien sammen, og nu er Island på røven i den store finansskandale i 2008…

Solbjørg Højfeldt selv har sammen med Karen-Maria Bille karvet den store roman til en kondenseret og konsistent essens, men hvis man ikke har læst Kvinden ved 1000 grader, kan man nok tabe teksttråden undervejs. Hovedvægten er desuden lagt på det tænksomme, mens romanens mere barokke register ikke bliver foldet ud. Som litterær monolog er alt vel. Solbjørg som Herbjørg er i sig selv en bærende oplevelse i sit portræt af denne mærkværdige og bemærkelsesværdige kvinde. Jeg kunne dog godt have tænkt mig mere fandenivoldskhed og et stærkere fysisk gennemslag for den arrogant ironi.

Scenograf Birgitte Mellentin placerer først – og sidst – Solbjørg Højfeldt som silhuet i en belyst vinduesramme, der fungerer som en kanal til ankomst og afgang, en livmoder og/eller døren til krematorieovnen. Fra dette lave lyshul åbner scenen sig, og kvinden kan rejse sig i fuld højde på den prunkløse scene, inden hun atter kravler tilbage, hvor hun kom fra, klædt i en koksgrå pyjamas.

Den litterære monolog har det godt for tiden, ofte centreret om europæiske traumer eller psykologiske kriser – eller begge dele, for eksempel Jens Albinus med Primo Levis Hvis dette er et menneske, Jacque Lauritsen med Albert Camus’ Faldet, Karen-Lise Mynster med Peter Asmussens Det der er og Henning Jensen i Thomas Bernhards Helt enkelt kompliceret. Og lad os bare tage Nicolas Bro med i den ellers noget kiksede version af Thomas Manns Døden i Venedig. I alle tilfælde: Verdens skæve gang beskrevet gennem en personlig krise. Solbjørg Højfeldt føjer sig til rækken med en gennemført præstation i massiv monolog, der både er et skæbneportræt af en kvinde, en tid og en verden. Nu kan vi tænde telefonen igen.

Karen-Maria Bille og Solbjørg Højfeldt efter roman af Hallgrímur Helgason: Kvinden ved 1000 grader. Oversættelse: Kim Lembek. Personinstruktion: Therese Willstedet. Scenografi: Birgitte Mellentin. Gæstespil på Aveny-T, København, til den 28. april, derefter Teater Nordkraft, Aalborg, 14. september-1. oktober.