Weekendavisen den 8. januar 2016.
Komediedrama. ”Kan man blive sammen, hvis man fortæller hinanden sandheden?” Ny tysk dramatik forsøger at forene sort satire, samfundskritik og humor.
Krigsrapport fra privatlivet
Gad vide om ikke den tyske dramatiker og forfatter Moritz Rinke har haft tankerne bare en smule i Henrik Ibsens Hedda Gabler, da han skrev sit skuespil Vi elsker og ved ingenting (2012), som netop har haft dansk premiere på Aalborg Teater?
Som Heddas skvatagtige ægtemand, Tesman, var kulturforsker med interesse for brabantisk husflid, er også dette stykkes flegmatiske mand, Sebastian, kulturhistoriker. Han har engang skrevet en introduktion til kattens kulturhistorie og arbejder nu på en artikel om addamitterne og det frie samfund. For begge mænd er bogsamlingen vigtigere end konen. Begge steder er konerne overbærende ligeglade med mandens akademiske selvhøjtidelighed. Begge steder optræder en uønsket graviditet. Begge steder er der uorden og opbrud, fordi parret skal flytte til eller fra deres bolig. Og begge steder introduceres tidligt et arvestykke i form af en gammel muskedonner. For at det ikke skal være lyv er den danske udgave blevet skandinaviseret, så originalens Frankfurt og Zürich her er erstattet med København og Oslo – Heddas og Tesmans by…
Vi elsker og ved ingenting er et parforholdsdrama, som både forsøger at være komisk, sort og syret. En slags Hvem er bange for Virginia Woolf? møder Den grønne elevator. Og der er faktisk både angst og elevator i Moritz Rinkes ambitiøse og absolut ikke uefne tekstarbejde, som til gengæld ikke ejer dramatisk balance.
Handlingen er (i store træk) denne: Kulturforskeren Sebastian bor sammen med kæresten Hannah, der efter hans mening har solgt sin sjæl til djævelen – altså Kapitalen – fordi hun laver vejrtrækningskurser for bankfolk. Nu skal parret pakke deres kufferter, for om lidt kommer et andet par fra Oslo, som de i en periode skal bytte lejlighed med, for Hannah skal nemlig lave zenøvelser for norske rigmænd. Men Sebastian vil ikke rejse. Han vil ikke ud af sit elskede arbejdsrum, ”bevidsthedsværelset”, som han kalder det. Her skriver han på sine akademiske introduktioner, mens Hannah håner ham for hans utilstrækkelighed: ”Dit liv består af forord,” som hun siger med iskold bebrejdelse. Hedda om igen.
Så dukker det andet par op. Robert arbejder for en virksomhed, der sender satelitter i kredsløb, og lige om lidt er der direkte onlinetransmission fra en affyring i Kazakstan. Derfor er det livet om at gøre at få det trådløse net til at fungere, men flegmatiske Sebastian aner ikke hvad kodeordet er. Til gengæld kommer han hurtigt på bølgelængde med Roberts kæreste, dyrepsykologen Marlene. Omvendt sender Hannah og Robert på samme knitrende frekvens, ja faktisk nåede de at gnubbe godt i elevatoren, da hun hentede ham og hans store, mystisk sekskantede kasse.
Nu går det over stok og sten med ægteskab, monogami, partnerbytte, frie forhold. Skal vi leve som addamitterne, de kristne gendøbersekter, der brugte nøgenhed til at genetablere en menneskelig uskyldstilstand og anså parforhold for at være asociale og farlige? Eller hvad med at gøre som bonoboerne (som nok burde have været oversat til dværgchimpanser), der dyrker gruppesex, ikke har faste partnere og i øvrigt bruger det seksuelle som både velkomst, konfliktløsning og forsoning?
Moritz Rinke skriver tydeligt om parforholdets problemer, og han lader den svigefulde dobbeltspiller Hannah stille det filosofiske spørgsmål: ”Kan man blive sammen, hvis man fortæller hinanden sandheden?” Underforstået: Kan løgnen være mere skånsom og måske stabiliserende (hvis man selv kan leve med den)?
Men side om side med krigsrapporten fra privatlivet, står en interessant kapitalismesatire og globaliseringskritik, der ikke mindst sigter på Robert, som fabler om at koble resten af menneskeheden på nettet. Sebastian, der orienterer sig i fortidsstudier, retter muskedonneren mod sin rival og spørger om data er frisættende eller trælbindende, og om Robert ved hvad der sker, hvis resten af verden kobles op? ”Så kommer de hertil, og så begynder I at bygge beskyttelsesmure!” Hold da op, hvor højaktuelt teater kan være. Oven i købet til akkompagnement af Beatles’ ‘Across the Universe’ med den besværgende repetition: ”Nothing’s gonna change my world….” Nå, ikke?
Til alt dette hører endnu et væld af tegn og signaler: Sebastian skriver på en roman om identitetens mange gestaltninger, Hannah bruger en fertilitetsapp (hvad blev der af romantikken og begæret?), begge mænd tager en tur på en trædemøllecykel, missiltransmissionen bliver afbrudt (coitus interruptus!), Marlene søger evig ungdom i Roberts kulderegulerende kryoboks for at stoppe cellulitis m.m. Og pludselig danser Robert ind på scenen som en astronaut i slow motion mens Hannah har fået isbjørnehoved og Sebastian iført munkekutte æder siderne fra en bog. Et drømmespil? Parforholdets surrealistiske symboler?
Som det fremgår er Vi elsker og ved ingenting fuld af stærke ideer og kritiske ambitioner, hvoraf mange indfries som tekst betragtet. Men som forestilling er helheden alt for eksalteret og porøs. Det sjove er ikke sjovt, men skabagtigt. Carsten Svendsen, Merete Mærkedahl, Mads Rømer Brolin-Tani og Malin Rømer Brolin-Tani er af Lydia Bunk instrueret til karikaturer af karakterer, og man sidder og savner et mere nedtonet og seriøst udtryk. Meget mindre komedie. Meget mere drama.
Moritz Rinke: Vi elsker og ved ingenting. Aalborg Teater til 18. januar 2016.