Weekendavisen den 8. januar 2016.
Klassiker. Hver linje i ‘Kongens fald’ bærer Johannes V. Jensens sproglige mestersignatur. Men den nye udgave er ikke vellykket.
Engang for måske femten år siden klunsede jeg bøger, der var sat til storskrald ved et naborækkehus. Blandt bøgerne fandt jeg et afrevet omslag fra førsteudgaven af Den Store Sommer, den lille roman, der udkom i 1900 og skulle blive den midterste del af Johannes V. Jensens Kongens Fald (1901). Hvad der var blevet af resten af bogen, ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg blev ganske ør, for over titlens smukt svungne gotiske bogstaver og det grafiske arbejde, hvor Axel er steget op af graven og bærer sin kiste på ryggen, står nemlig dette med den fineste penneskrift: Distriktdyrlæge H. Jensen, Farsø pr Hornum.
Hvordan forsiden af forfatterens egen fars eksemplar er havnet i en kasse bøger på en bagvej på Frederiksberg, kan jeg ikke gøre rede for, men jeg ser for mig, hvordan den unge Johannes selvhøjtideligt har overrakt bogen, og nu er relikvien altså min, sandsynligvis (ifølge komparative håndskriftstudier) med forfatterens egen håndskrift på omslaget, heldigvis, for dels samler jeg på dedikationer, dels bliver jeg lamslået af litterær lykke, når jeg med års mellemrum genlæser Kongens fald.
Tag for eksempel afsnittet ‘Grotte’, hvor Johannes V. Jensen genbruger et oldgammelt sagn som en ekspressionistisk eksplosion i den døende Mikkel Thøgersens hoved. Med sit sprogs moderne skaberkraft forener han romanens samtid – fra svenskerkrigen under Kong Hans i 1497 over Det Stockholmske Blodbad i 1520 til borgerkrigen Grevens Fejde, hvor adelen slog bondeoprøret ned i 1535 – med den nordisk mytologis fortælling om jættepigerne Fenja og Menja, der af Kong Frode tvinges til at male guld og gode tider på deres kværn. Men pigerne snyder kongen i sagnet, og i Mikkel Thøgersens plagede hoved lyder jættepigernes stemmer:
”Vi maler dig sol, måne og stjerner løbske om Jorden. Dagen og natten skal veksle i blink, hvidt og sort, og himlen skal gå som et hjul. Vi maler dig sommer og vinter som feber; hede skal flyve på dig og vige igen for kulde. Men til sidst maler vi dig vintertid. Vi træller årtusinder, men vi maler dig endelig istid. Nordlys over vore hoveder! Vi maler dig milevid og og året fuldt af nordenstorme og fygende sne. Vi maler håbet tyndt i dig, vi synger regnestykker, hvor kuldens tal stiger. Vi maler dig evige nætter, vi svinger solen ud på fjerne veje. Vi maler hostende isbjerge med knust fjeld ned fra Norden og ud over de rige sletter, vi knuser byerne under bræen, vi grutter al frugtbarhed. Og vi forstener dit hoved, vi hvirvler øde ud, vi synger med frostkoldt hjerte, til kværnen springer.”
Hver linje bærer Johannes V. Jensens sproglige mestersignatur, og alene for det skal Kongens fald elskes. Men den er samtidig en fri og forrygende fortolkning af Danmarkshistorien, psykologisk portrætkunst, gotisk skæbnefortælling, brutal blodbadsroman, kulørt skattejagtroman, rørende kærlighedsroman, skamløs knaldroman…
Kongens fald er berømt for sin rå, reportageagtige skildring af Det Stockholmske Blodbad (”Der lå mange hoveder nu, de sad på den blodige jord som svømmere, der træder vande.”) og som portræt af dansk ubeslutsomhed (”ligeså vægelsindede de var i Danmark lige så forstokkede”), ikke mindst illustreret af Kong Christian II (eller Christiern, som han staves her) vankelmodige sejlads mellem Fyn og Jylland, da han ikke kan beslutte om han skal kæmpe for adelens støtte eller tage benene på nakken. Men bag det historiske tæppe, findes så meget mere.
Romanen er ikke mindst en fortælling om at søge sit ståsted i tilværelsen. Om den evigt flakkende Mikkel Thøgersen – bondesønnen, der bliver student og soldat, pilgrim og kongens tjener – hedder det ikke uden humor, at mens han stod lænet til hellebarden digtede han fire latinske heksametre, hvis mening var: ”Jeg mistede mit livs sande forår i Danmark af længsel efter lykken i det fremmede; og derude fandt jeg ingen lykke, for jeg led overalt af hjemve efter mit eget land. Men da alverden til sidst lokkede mig forgæves, da var endelig også Danmark døet ud af mit hjerte; således blev jeg hjemløs.”
Også i genlæsningernes genlæsning troner Johannes V. Jensens roman magtfuldt og udødelig, som et kritisk portræt af nationens historie og danskens mentalitet. Men denne udgave er ikke vellykket. Forfatteren Dorthe Nors har skrevet et forord, som er begejstret, omend temmelig overfladisk og med en stærkt behersket nytteværdi: ”Kongens fald er lidt som et Kinderæg: hele tre ting på én gang…” står der. Det er nærmest profant at skrive så banalt, klichefyldt og glansløst om netop denne bog, der er så udsøgt, dyb og lidenskabelig i sit ordvalg.
Omslaget, der som altid i denne klassikerserie er udarbejdet af Stoltzedesign, er en kedelig kliche med en kongekrone på et bølgehav. Naturligvis er den vægelsindede konges langstrakte tur-retur-sejlads over Lillebælt en symbolsk nøglescene, men hvorfor reducere romanen til dette ene fortærskede billede, når der er så uendelig meget andet at gøre godt med?
Ifølge kolofonen er denne 10. udgave sat efter romanens 8. udgave, rettet og ajourført af Niels Birger Wamberg, med tekstgrundlag i 1944-udgaven. Dog er romanen nu bragt i overensstemmelse med nugældende retskrivning, står der. Om det er nødvendigt og nyttigt, kan man jo altid diskutere. Måske er det godt for unge læsere? Jeg savner nok den gamle retskrivnings særlige stemning, men kan jo bare vælge at genlæse ældre udgaver. Men når forlaget nu engang har valgt at modernisere retskrivningen, er det ærgerligt at der ikke er lagt mere møje i korrekturlæsningen. Det betyder at ‘Vilde’ er blevet til ‘ville’ og ikke ‘vilde’ og at store bogstaver flere steder er gjort små, selvom de skulle forblive store, for eksempel er byen Stenerslev blevet til stenerslev. Omvendt hedder romanen Kongens Fald på omslaget, mens den på titelsiderne og i kolofonen hedder Kongens fald. Om Christiern falder med F eller f er jo ret ligegyldigt, bare han gør det konsekvent.
Nok kunne romanen om Mikkel, Axel, Christiern og de andre uforglemmelige skikkelser, ikke mindst oraklet og vanskabningen Carolus, kongens uægte søn, have fortjent en omhyggeligere korrektur og en langt bedre introduktion i et smukkere design, men det ændrer naturligvis ikke ved at Kongens fald er et fuldtonet skønskrevet mesterværk og en skelsættende begivenhed i Danmarkslitteraturen. Til sidste punktum suveræn, mærkelig romankunst.
Johannes V. Jensen: Kongens fald. 226 sider. 150 kr. Gyldendal.