Weekendavisen den 22. januar 2016.
Kommentar. Alle vil have mere hjælp i nærområderne. Men ingen vil betale, hvad det koster.
Jeg deltager ikke i parolen om ‘Asyl til alle’, men naturligvis heller ikke i ‘Asyl til ingen’. Et vist antal tusinde skal have en form for (måske midlertidig) beskyttelse i Danmark. Men først og fremmest er det nødvendigt at stoppe hykleriet om nærområdehjælpen, som alle prioriterer. Og alle skærer ned på.
Ved nytår blev det dokumenteret, hvad der skabte den massive flygtningestrøm i 2015. Først og fremmest, naturligvis, krigen i Syrien. Dernæst de voldsomme reduktioner i det internationale samfunds støtte til nærområderne, som ellers forventes at absorbere og brødføde flygtningene flest. Men livsgrundlaget smuldrer i nærområderne. Det skabte den anden flugtbølge af folk, som ellers var i relativ sikkerhed. Som Rasmus Egendal, der arbejder med fundraising for WFP, Verdensfødevareprogrammet, for nylig sagde til Information: ”Tidshorisonten skal være mere end seks måneder for at afholde flygtningene fra at søge større økonomisk tryghed i Europa.” Ifølge WFP er der kun midler til at holde de i forvejen alt for lave madrationer kørende lidt endnu. Maden slipper op i marts.
Ifølge artiklen forventer FN samtidig, at flygtningestrømmen til Europa tager til, når vejret bliver bedre. Men allerede i årets første weekend blev 217 flygtninge evakueret op af havet mellem Tyrkiet og Grækenland. Antallet af syrere med behov for humanitær bistand forventes samtidig at stige til 13,5 millioner i 2016, og hvis ikke forsyningssikkerheden til dem bliver genoprettet, vil de være nødt til atter at bryde op. Først var de på akut krigsflugt, siden blev de andenbølgeflygtninge i søgen efter et stabilt overlevelsesgrundlag. Hvem kan fortænke dem i det? Hvem kan forhindre dem i det?
Konklusionen er, at arbejdet ikke er gjort med lukkede grænser, visumtvang, reduktioner af familiesammenføring, opholdsgrundlag og regler for statsborgerskab. Uanset hvor uattraktiv Danmark gør sig, er der stadig millioner af flygtninge, som skal hjælpes derude. Hvis vi vil begrænset presset på vores grænser, hvilket jo er ganske legitimt, må vi acceptere presset på vores budgetter. Men hvordan sælger man sådan et politisk budskab? Svaret er, at det gør man ikke. Tværtimod. Den seneste finanslov reducerer Danmarks udviklingsbistand med 2,9 milliarder kroner. Vi bruger stadig 14,8 milliarder kroner (0,71 procent af BNI), men det er ikke nok. Måske er vi nødt til at indføre en særlig humanitær skat? Købe færre kampfly? Eller som ulandsorganisationen Ibis siger: Vi kan finansiere flygtningehjælp og andet ved at forhindre skattely for de rigeste.
I søndags offentliggjorde FN en rapport, der konkluderer, at der er brug for 100 milliarder kroner mere i humanitær bistand. Samme dag fantaserede Henrik Sass Larsen (S) om at alle asylsøgere skal samles i lejre i ‘nærområderne’, hvor deres sager skal behandles. Han talte bl.a. om Libyen! Et lovløst land med to rivaliserende regeringer, som vestlige stater gjorde til et paradis for menneskesmuglere, ved at fjerne superskurken Gadaffi uden at tænke på fremtiden! Værsgo, Henrik Sass, lav du bare en aftale med dem, hvis du kan. ‘Nærområderne’ er ikke ubeboede hvide pletter i et førkolonialistisk atlas, som vi bare kan rykke ind i.
Hvorfor skulle de yderst arbitrære libyske ledere være interesserede i at lægge jord til den slags lejre? Er vi parat til at sponsere hele bysamfund i ørkensandet i al fremtid? Hvor skulle pengene komme fra, når vi i forvejen skærer ned og skærer ned på netop nærområdehjælpen i stedet for at investere?
Hvor langt Danmark vælger at gå i næste runde af stramninger for at få flygtningene til at blive væk, er endnu uvist, men givetvis langt. Men ingen politiker kan med troværdigheden i behold tale om at vi får mere for pengene, hvis vi hjælper i nærområderne, når den hjælp vi sender derud forslår som en skrædder i helvede. Vi skal forhindre sult for de flygtninge, der har taget den korte flugtrute i første omgang. Ellers bryder de op og tager den lange rute i anden omgang. For EU er der ingen vej udenom nu: Der skal substantielle donationer til, og det utålelige hykleri og svigt i al snakken om nærområdehjælp må slutte.
Asylpolitisk set udgør chikanen af kvinder i Köln et tydeligt problem. Gerningsmændene var afviste asylsøgere fra Nordafrika, fordi de tyske myndigheder ikke mente at de havde behov for beskyttelse. På de anden side var det heller ikke lykkedes at sende dem ud af landet igen. Sådan et kontingent af mænd uden status er naturligvis eksplosiv. Nu taler man i Tyskland om at fjerne udviklingsbistanden fra de lande, der ikke accepterer at tage afviste borgere tilbage. Det er umiddelbart et logisk træk. Men samtidig rummer det en risiko for øget social armod i asylsøgernes hjemlande, som igen vil få flere til at rejse ud for at søge lykken, selvom de ikke er forfulgt. Det er en ond spiral.
For at vinde borgernes respekt for den helt nødvendige beskyttelsespolitik, der retter sig mod mennesker som er krigsofre eller på anden vis forfulgte, må staterne naturligvis beskytte sig selv imod de asylsøgere, der udgør en trussel. Ingen skal heller tro, at tyskerne ikke ønsker at slippe af med de afviste.
Hvis blot vi vidste, at strømmen var stoppet med den gode million flygtninge, der kom til Europa i fjor, ville det jo ikke være noget problem. En halv milliard EU-borgere kan sagtens modtage en million krigsflygtninge fra et genboland og andre krigsramte nationer. Den enorme bekymring handler naturligvis om, hvad vi gør, hvis strømmen ikke stilner af. Og intet tyder på, at fordrivelserne og flugten stopper.
Altruistiske Sverige er vendt på en tallerken og vennesæle Norge proklamerer Europas strammeste flygtningepolitik. De europæiske nationalistbevægelser med antidemokratisk og fascistoid affinitet stormer frem. Europa er dermed både presset af en uoverskuelig asylefterspørgsel med enorme økonomiske konsekvenser og af en højredrejning, der ligger så uendelig langt fra de idealer og værdier, som vi plejer at kalde europæiske.
Ideen om Europa er bygget på klart udtrykte værdier, og det samme er fundamentet i EU’s politiske tænkning. Heri indgår netop stof som ‘humanisme’, ‘solidaritet’, ‘menneskerettigheder’ og ‘tolerance’. Det er idealer, som – i lighed med demokrati og ytringsfrihed – først skal stå deres prøver, når de bringes i situationer, der presser dem til det yderste.
Flygtninge må forventes at, om ikke adoptere, så acceptere og respektere, alt det, som Danmark bygger på. Vi må naturligvs forlange, at ytringsfrihed og kønsligestilling står over censur og undertrykkelse. Men vi må også give plads til forskellighed i liv og kultur, det siger sig selv.