Irena Kraus og Mats Ek efter Vilhelm Moberg: Utvandrerna

Weekendavisen den 1. april 2016.

Teater. Dramaten i Stockholm spiller fremragende fortolkning af Vilhelms Mobergs historiske migrationsepos med adresse til i dag.

De rejste bort for at komme hjem

STOCKHOLM
Dagen før havde vi set en højreradikal anti-flygtningedemonstration på Norrmalmstorg få skridt fra Dramaten, og da vi lørdag eftermiddag gik hen til teatret, stoppede vi op og så Kirsten Ortweds monument til minde om den svenske diplomat Raul Wallenbergs redning af mange tusinde ungarske jøder. På vejen havde vi passeret Operaen, hvor en digital reklame proklamerede ‘Operan för mångfald’, operaen for mangfoldighed. I Dagens Nyheter var et stort portræt af den danske jernlady, Inger Støjberg, og en enorm artikel om hvordan de rige på Östermalm i stigende grad støtter Sverigedemokraterne.

Og sådan kunne jeg blive ved, for hvor man end sig vender hen, handler det om flygtninge, historiske og nutidige, om nationalidentitet og tolerance (eller mangel på samme) i dagens Sverige. Og nu var vi altså på vej til Dramaten for at se dramatiseringen af en roman fra 1949 hvis handling er henlagt til midten af 1800-tallet, men som egentlig beskriver verden netop nu, nemlig Vilhelm Mobergs Utvandrarna, første bind i det store epos om sydsvenske småkårsfolks emigration til Amerika – det var før man talte om økonomiske migranter og dengang den nye verdens bare ventede på indvandring af skandinaviske agerbrugere, der kunne kultivere prærien.

Jeg har et blødt punkt for dette samvirkende stof, og jeg synes at de eksilerede ofte er hovedpersoner (eller rettere: bipersoner i milliontal) i de seneste halvandenhundrede års verdenshistorie. Derfor er det jo rasende interessant, at den svenske nationalscene opfører netop dette skuespil i en tid, hvor op mod en million krigsflygtninge, andre flygtninge og økonomiske migranter er kommet til Sverige. Urpremieren fandt sted i 2014, det år hvor daværende statsminister Frederik Reinfeldt takkede flygtningene for at vælge Sverige og til sine landsmænd sagde, at de skulle åbne deres hjerter. Repremieren kommer kort efter grænselukningerne og samtidig med at Sverigedemokraterne synes ustoppelige.

Historien kender vi fra Vilhelm Mobergs romaner og fra Jan Troells filmatisering fra 70’erne: Fattigfolkene Karl-Oskar og Kristina forlader Småland for at begynde forfra i Amerika. Med sig har de en børneflok og en masse fortidensskuffelser og fremtidsforhåbninger.

Stina Ekblad og Rolf Lassgård (den første Wallander) står som Kristina og Karl-Oskar (Liv Ullmann og Max von Sydow i tv-serien) i spidsen for et kunstnerisk hold, der på alle måder imponerer og bevæger. Ikke alene er fortællingen rørende. Den er også opført med så gennemgribende en kreativitet i alle kunstens facetter. Instruktøren Mats Ek kan realisere sine kreative eruptioner med sådan en legende naturlighed, at man spiser af hånden.

I åbningscenen accepterer vi derfor uden problemer at Kristina og Karl-Oskar er 17 og 19, og når Stina Ekblad løber frem og tilbage akkompagneret af en hvislende lyd af vind, forstår vi at hun sidder på en gynge. Da der så småningom kommer småfolk til, spilles de med legende lethed af granvoksne mænd og kvinder. Mageløst godt.

Musikken, komponeret af blandt andre Benny Andersson, og koreografien er et æstetisk kapitel for sig. Instruktøren har opfundet en række ekspressive optrin, der ligger et sted mellem hurtig tai chi og langsom moderne ballet, ikke egentlig rytmisk dans, men en slags illustrative, litterære kropsfortællinger, der indgår med største narrative selvfølgelighed i forestillingen. Også det mageløst.

Som scenograf gør kunstfotografen Aida Chehrehgosha (født i Teheran 1980, en udvandret indvandrer, självklart) en opsigtsvækkende debut. Også for hende lykkes alt, ikke mindst de enorme, flytbare plasmaskærme, der illuderer den udpinte jord, det grønne sommergræs, den altfortærende ild, det svigefulde hav, den magiske stjernehimmel eller folkenes sindstilstande. Og i andet akt: Skibet, der bærer udvandrerne over Atlanten. Alt sammen eminent integreret med direkte filmoptagelser fra skibets bug i scenedybet.

Utvandrerna er simpelthen noget af det flottest udførte teater, jeg nogensinde har set, spektakulært godt spillet i alle roller, både bi og bærende, ikke mindst Christoffer Svensson som ungdomsoptimisten Robert, Andreas Rothlin Svensson som hans indolente ven og Per Mattsson som Danjel, i hvis kropslige hylster Jesus tager bolig. Men også som litterær tekst fungerer skuespillet perfekt, for dramatikeren Irena Kraus har udvundet romanens essens og forarbejdet den til perfekte replikker: ”Jeg har solgt koen, men beholdt oksen, jeg vil nødig spænde ungerne for ploven,” som Karl-Oskar siger.

Dybt rørende er også replikskiftet mellem de solidariske ægtefolk, da lillepigen Anna er død, fordi hun forgreb sig på et grødfad, hvilket hendes lille udsultede mave ikke kunne klare. Vi ser Kristina og Karl-Oskar på en mørkelagt scene. Han siger: ”Tænk hvis vi forlod alt dette…” Hun: ”Ingen har rejst så langt før.” Han: ”Så må vi være de første”. Hun: ”Jeg vil ikke føde børn for at de skal dø. Jeg kommer aldrig til at trives her igen.”

Nej, de må af sted i jagten på et bedre liv. Som de mere end 300.000 danskere, der også tog til USA mellem 1860 og 1930. Men Kristina og Karl-Oskar er ikke bare fortidens skandinaviske migranter. De er eksponenter for migration som en nutidig livsform, og da vi når til slutscenen bliver det hele bøjet i poetisk neon, nogle vil finde det patetisk og sentimentalt, andre vil mene, at man skal være gjort af granit for ikke at fælde en tåre:

”Vi rejser bort for at komme hjem,” siger Karl-Oskar, drevet ud af Småland af tørke og misvækst. Udvandrerne går fra borde, vi ser dem rygvendte, belyst som silhuetter, og pludselig bliver havnemolen i New York forvandlet. På de store skærme troner en film frem fra den centrale stockholmske plads, Stureplan. Karl-Oskar og Kristina går i land i nutiden, de bliver nutidens migranter.

Ved urpremieren var der stående ovationer og flerfoldige fremkaldelser. Ganske som denne aften.