Horace Engdahl: Den sidste gris / Ebba Witt-Brattström: Århundradets kärlekskrig

Weekendavisen den 1. april 2016.

Skilsmisse. Hun gør det til et spørgsmål om mænds undertrykkelse, han gør det til et spørgsmål om kvinders manipulation. To interessante stemmespil af Sveriges litterære power couple i benhård skilsmisse.

Når litterater danser dødedans

Horace Engdahl: Den sidste gris. Oversat fra svensk af Karsten Sand Iversen. 256 sider, 289 kr. Jensen & Dalgaard. // Ebba Witt-Brattström: Århundradets kärlekskrig. Punktroman. 188 sider, 183 kr. Nordstedts.

En triviel historie, og så alligevel slet, slet ikke: Et ægtepar, midt mellem midaldrende og ældre, går fra hinanden under tænders gnidsel. Den slags sker jo hele tiden. Men dette ægtepar er ikke hvem som helst. De tilhører deres lands absolutte akademiske elite, de er berømte og indflydelsesrige, indbegrebet af intellektuelt jet set.

Professor i nordisk litteratur, forfatter og superfeminist Ebba Witt-Brattström og Horace Engdahl, litterær polyhistor og magtfuldt medlem af Det Svenske Akademi, er i disse dage (som beskrevet i avisen i sidste uge) genstand for den læsende offentligheds opmærksomhed, fordi de begge er aktuelle med bitre bøger, der forholder sig til deres ikke just diskrete skilsmisse.

At dette er interessant ud fra nyfigenhedskriterier, siger jo sig selv, men hvis vi ser bort fra gossippotentialet, er bøgerne også bemærkelsesværdige rent litterært. Sagen er nemlig, at disse to akademiske analytikere begge debuterer som skønlitterære forfattere. Måske kunne de ikke blive ved med at udveksle kærlighed, måske kunne de ikke blive ved med at dele ægteseng og fortrolighed, bord, stol og bogreol, men så forløste de til gengæld noget andet hos sig selv og hinanden, nemlig litteraturen, men selvom deres veje skilles, er de inderligt forbundne, så nær hinanden i litterært valg, og så alligevel så symbolsk forskellige: hun skriver nemlig en dialog, han skriver en monolog.

Ebba Witt-Brattström – også aktuel med Kulturmannen och andre texter, navngivet efter det kritiske essays, hvor hun sætter et benhårdt feministisk angreb ind på Karl Ove Knausgård – læner sig op af sin finske kollega og veninde, Märta Tikkanen, der på sin side må juble af ren og skær litterær og feministisk søstersolidaritet. Ebba Witt-Brattström går nemlig i de fodspor, som Märta Tikkanen selv trådte i 1978, da hun skrev om sin ulykkelige ægteskab med digteren Henrik Tikkanen i Århundradets kärlekssaga, (da. 1979, Århundredets kærlighedseventyr). Ebba Witt-Brattström læner sig som en helhjertet hyldest op af den ironiske titel: Århundradets kärlekskrig.

Hvis ikke hun var blevet så forbandet ulykkelig i ægteskabet, havde hun måske aldrig forsøgt sig i et skønlitterært format, men nu har Ebba Witt-Brattström altså skrevet en såkaldt punktroman. Der er en ‘han’ og en ‘hun’, og deres replikker (ikke kun hendes) sidder som pile dyppet i gift. Ikke overraskende åbner bogen med en henvisning til Dödsdansen, August Strindbergs skuespil om et ægtepar, der efter 25 års samliv forbitres voldsomt, og søreme om ikke bogen er tilegnet den gamle kvindeforagter, side om side med Märta Tikkanen. Hvilket overskud af sort humor.

Århundradets kärlekskrig består af ‘hun’ og ‘han’. Hun arbejder i Departementet (et universitet, en offentlig myndighed?), han har sin karriere i Styrelsen (Nobelkomiteen?). Engang elskede de utvivlsomt hinanden, nu slider de hinanden op i bitterhed. Han mishandler, eller har mishandlet, hende, såvidt man forstår.

Som følelseskuldslået og intenst stemmespil står Århundradets kärlekskrig ikke meget tilbage for sine forbilleder. Ebba Witt-Brattström er naturligvis ikke en hadefuld og genial pioner som Strindberg, ej heller en dramatisk replikmester som Ibsen (rolig nu, mindre kan gøre det), men som den dannede litterat hun er, dissekerer hun parforholdet med udsøgt sproglig skarphed, for eksempel når Hun siger at Han ville være elsket blandt nazister (her oversat til lejligheden): Obersturmbannführer: ”Med højthævet autoritet / havde du hævdet / at jøderne var medskyldige / måske mere skyldige / i krigen mod dem. // Overmennesker kræver / undermennesker. // Du og din slags / vil ikke vedkendes / nogen skyld / tage det mindste ansvar. // Hvor jeg afskyer din verden.”

Eller denne frygtelige ordveksling:

”Hun sagde: / Du reagerer kun på / umiddelbar beundringsstimuli. / Bestyrelsen er dit narko. // Hvis det ikke hjælper / at du mister mig / er du uhjælpelig. // Han sagde: / Med mor gjaldt det / at holde ud. / Aldrig svare. / Hun gav altid op til sidst.”

I 2014 bad litteraturprogrammet Babel på svensk tv seerne om at stemme på ti sangtekster, hvoraf en skulle indspilles med musik af Benny Andersson (ham fra ABBA). Vindersangen hed ‘Nyårsballongen’ (altså ‘Nytårsballonen’, find den på YouTube, den er ganske køn) og var skrevet af Horace Engdahl. Da jeg interviewede ham om han seneste bog, Cigaretten bagefter (2015), spurgte jeg til denne sang, og han sagde at den handlede om skilsmissen. Det begyndte altså med lyrisk soft pop, og nu fortsætter det så med en monolog, ‘Manden på bådebroen’. Den indgår i aforismesamlingen Den sidste gris, som udkommer netop i dag i både Sverige og Danmark (godt arbejde af det lille forlag, Jensen & Dalgaard). Til efteråret bliver monologen opført på Dramaten i Stockholm.

Horace Engdahl forsøger sig igen som aforismeforfatter, men kun med forbigående succes, selvom der er gode one liners: ”Han gik uden maske, og man roste ikke uden grund hans udsøgte forklædning”.

Eller denne fine og tænksomme reference til en klassiker, som også har givet bogen titel: ”I mit forhold til skrivningen ligner jeg soen der bider sine smågrise ihjel. Siden er det som i Emil fra Lønneberg. Der kommer en dreng, som også er mig, og redder den sidste lille gris og lærer den ting der egentlig ikke egner sig for svin.”

Jeg tror ikke, at Horace Engdahl mener, at han ”ligner” soen, jeg tror at han mener, at han som forfatter er som soen. Spørgsmålet er nu, synes jeg, hvad der kan redde ham. Måske en god tekst som denne:

”Ejendommeligt! Først er der to væsener som begge er fuldkomne og smukke efter deres begavelsers udstrækning. Så forenes de i kærlighed, vokser sammen, bliver ét kød, som der står i Bibelen. Så rives de fra hinanden af uoverensstemmelser. Så opstår der overraskende nok to uhyrer, slet ikke to fuldkomne og smukke væsener som det logisk set burde være. Forklar det hvem der kan!”

Jo, skilsmissen er hele tiden til stede frem mod bådebromonologen, dyb og gådefuld, fremsagt af en mand, der ikke har meget godt at sige om kvinder, skønt smertelig bevidst om kvindemagten i hans liv, ja mod slutningen transformeres han til en slags androgynitet.

Manden gør status, han forestiller sig, at han kunne forære sine egenskaber væk, når han skal forlade denne verden. Hans ældste ven kan få hans talent for at danse vals. Hans fattige fantasi og docerende væsen vil han ikke bebyrde sine værste uvenner med: ”End ikke min eks. Hun kunne muligvis få min overvægt.” Uh, det er ondt.

Naturligvis har de to bøger rejst det spørgsmål, som al autofiktionslitteratur rejser: Hvor meget af dit eget liv er der i bogen? Hvor konkret handler den om din egen skilsmisse? Som forfatter undviger man gerne, og Ebba Witt-Brattström har da også svaret valent og betonet sin bogs tematiske eviggyldighed i kvinders liv. Men helt ærligt: Hun ville aldrig have skrevet netop denne bog, hvis det ikke var fordi. På den anden side skal man heller ikke tage alt bogstaveligt. I så fald ville bogen jo være en voldsanklage mod eksmanden, og så havde Ebba Witt-Brattström vel skrevet en politianmeldelse i stedet for et stemmespil.

At fiktionen er fri, er naturligvis det vigtigste, og naturligvis må det omsættes til litteratur, når litterater danser dødedans. For hendes vedkommende handler det om mandens undertrykkelse af kvinden. For hans om kvindens manipulation af manden. For læserne handler det om hvorvidt bøgerne står distancen som litteratur. Det gør den heldigvis (også selvom det er umuligt at abstrahere fra det vi ved, om forfatternes samliv og skilsmisse). Ebba Witt-Brattströms Århundradets kärlekskrig kan måske endda blive en feministisk nyklassiker.