Gyldent Daggry på svensk

Weekendavisen den 5. februar 2016.

Kommentar. Ingen har mig bekendt skrevet om, hvad det er i den kristne, nordiske mentalitet, der gør, at svenskerne har sådan en ‘stolt’ tradition for nazistisk, racistisk vold.

Sidste fredags angreb på afrikanske og arabiske drenge og unge mænd på banegården i Stockholm er underrapporteret i medierne i forhold til overgrebene på kvinderne i Køln på domkirkepladsen nytårsaften.

Hvorfor har politikere, præster og borgerlige bloggere ikke skrevet om det forfærdelige i, at maskerede mænd griber til vold i sådan en grad, at politiet må fraråde mørklødede mænd at færdes på Sergels Torg? Jeg stiger faktisk af et tog på T-Centralen i Stockholm fredag eftermiddag, og ubarberet og med vinterhue kan jeg vel godt ligne en nordafrikaner af en slags. Skal jeg være bange? Skal jeg være bange for den hvide, ariske modstand, som trives så godt i Sverige?

Voldtægtsforsøgene og gramserierne på sagesløse kvinder i Køln var inderligt bekymrende fordi det hele virkede enten koordineret eller epidemisk. Min første frygttanke var, at gerningsmændene var styret af en terroristisk master mind, der for en stund havde ladet bomberne og våbnene ligge for i stedet at sprede rædsel med en guerillahær med sårbare og forsvarsløse kvinder som mål. Senere læste jeg, at geringsmændene var afviste asylsøgere fra Nordafrika, desillusionerede, udsigtsløse, fremtidsfortabte, som måske prøvede at hævne sig på det Tyskland, der havde nægtet dem en plads. På alle måder tragisk.

I dagene efter Køln ledte medierne efter forklaringer i kultur og religion. Men sådan har det ikke været efter Stockholm. Her har ingen mig bekendt skrevet om, hvad det er i den kristne, nordiske mentalitet, der gør, at svenskerne har sådan en ‘stolt’ tradition for nazistisk, racistisk vold. Ingen har spurgt, hvad det særligt kulturspecifikke er, som får et tæskehold af svenske hooligans til at angribe en større gruppe af uledsagede flygtningebørn, knægte og unge mænd fra Nordafrika på gaden. Ingen har slået kulturalarm mod de maskerede angribere.

Begge tragedier – den i Køln og den i Stockholm – viser de afviste asylsøgere som menneskelige vraggods på globaliseringens mødding. I Tyskland var de gerningsmænd, i Sverige var de ofre, men de burde slet ikke have været til stede ved domkirken og banegården, afviste som de er. Men de er her, nederst i asylhierarkiet, ingen fremtid her, ingen fremtid der, men fanget i et limbo, fordi deres hjemlande nægter dem indrejse. Og man kan jo ikke tilbagesmugle folk over grænserne.

Tyskland prøver at presse asylsøgernes hjemlande økonomisk, og Sverige lancerer nu et samarbejde med en organisation i Marokko om modtagelse af de afviste, uledsagede unge. Begge dele lyder fornuftigt, for naturligvis kan vi ikke leve med kontingenter af afviste, der gør vores gader usikre. Men hvad vi ved gud heller ikke kan leve med, er selvbestaltede ordenshåndhævere, der angriber de afviste voldeligt. Og kom nu ikke og sig, at det er den politisk korrekte svenske stat, der har skabt en situation, som retfærdiggør at borgerne tager sagen i egen hånd med selvtægtsvold. Det er Gyldent Daggry på svensk.

For et år siden stod vi ved begyndelsen af en migrationskrise, som ingen havde forudset det egentlige omfang af. I dag er kontrollen med EU’s ydre grænser og koordinering af asylsagsbehandlingen som bekendt brudt sammen. Landene beskytter derfor enkeltvis deres grænser med alle midler, og Danmark har netop forlænget den midlertidige grænsekontrol. Men flygtningene bliver ved med at komme til Europa. Alene i januar modtog Grækenland over 60.000 asylsøgere, de orange redningsveste lyser som lava i askebjerge på Lesbos’ strande, og denne uges første spæde tegn på diplomatiske aftaler om øget humanitær bistand og stop for angreb på civile i Syrien, får næppe antallet af asylsøgere til at gå ned.

I denne uge sagde International Organization for Migration, at flygtningebilledet er ved at ændre sig. Der ankommer færre enlige mænd, men flere kvinder og børn. Det vil måske betyde en stingning i antallet af sårbare flygtninge, der skal have beskyttelse, om ikke andet så af humanitære årsager. Hvad konsekvenserne vil være for integrationen på længere sigt, ved ingen. Men ændringen kommer bedst som professor Ove Kai Pedersen på konkurrencestatens vegne har glædet sig over de mange mandlige flygtninge. Til Ugebrevet A4 sagde han:

”Der er en naturlig selektion i flygtningestrømmen. Det er de unge, der flygter. Og i de ulykkelige tilfælde, hvor de støder på forhindringer undervejs, er det mænd, der overlever, fordi de har kræfterne. Så vi har hovedsageligt at gøre med unge mænd, der er forholdsvis lette at efter- og videreuddanne. Det er svært at tale om mennesker ud fra en sådan cost-benefit-analyse, men det er sådan, det er.”

Jeg tror ikke helt, at det er sådan, det er. Jeg tror at det er professoral drømmetænkning. Jeg tror at konflikterne kommer til at springe som gnister i vissent løv, hvis de vestlige samfund ikke rykker sammen i politisk solidaritet, får hjulpet Grækenland med at kontrollere grænserne, og hvis ikke flygtningeproblemerne bremses nær deres arnested.

Det kan ikke gentages ofte nok, hvor store investeringer, det kræver. Jeg har tidligere kaldt det humanitær Marshall-hjælp. For nylig foreslog professor Eva Smith en lille skat på finansielle transaktioner, som ifølge EU-kommissionens egne beregninger angiveligt skulle kunne give 54 milliarder euro (ved en skat på 0,1 procent i 2020).

Der er ikke råd til at spare på de penge, der kan forebygge flugt. Flygtningene gør nemlig som mennesker altid har gjort, når livsgrundlaget smuldrer derhjemme. I den forstand er de ikke anderledes end de danske flygtninge under 2. verdenskrig eller de danske migranter til den nye verden i 1800-tallet. Vi ville også flygte, var vi i deres sted. Hvis vi ikke vil give dem ophold, skal vi give dem et alternativ til den farlige og måske udsigtsløse flugt over Middelhavet. Derfor fortjener regeringen denne uges næse fra oppositionen for at ignorere folketingsflertallets ønsker om ikke at spare på bistandsmidlerne.

Europa er rystet og politikerne famler. Lige nu står det hele og dirrer som et porøst testel på en håndholdt serveringsbakke. På den ene side skal vi hjælpe flygtninge. På den anden side skal vi beskytte vores lande mod et uholdbart pres. Samtidig skal vi forstå, at der blandt vores egne hvide borgere er vækst i de racistisk radikaliserede miljøer. Gerningsmændene fra Stockholm er en selvtægtsbrigade, der skader flygtningene udfra livsfarlige nationalistiske ideer om en ren enhedskultur. Det må ikke slå stærkere sprækker i vores demokratiske, humanistiske fundament.