Weekendavisen den 16. september 2016.
Ibsenfestival. Hvor mange Mariekiks kan man købe til flygtninge fra Sudan for det, som scenografien koster? Vrangen vendes ud på Ibsen, som kan tåle alt.
OSLO
At man skal hylde sine helte, ved de godt i Oslo. Så her står Henrik Ibsen, irgrøn på sin sokkel foran Nationaltheatret, med løvemanke og strengt, stålsat blik, idag med en vimpelsmykket laurbærkrans om halsen.
Ibsenfestivalen er i gang. Den finder sted hvert andet år som en fejring af forfatterskabet, og i år er der cirka fyrre norske og internationale forestillinger på programmet, som lanceres med et genialt piktogram, der har fanget hele Ibsen-ansigtets essens med det bryske blik bag et par runde briller og to vandrette skarpe paranteser, der udgør det opretstående hår og de nedadvendte mundvige. ”Engasjerende. Utfordrende. Nådeløst” står der på festivalprogrammet, hvor vi bliver lukket ind i fællesskabet af moderne ibstere. Der er tænkt nøje over, hvordan dramatikeren på én gang kan bevares som det geni, han var, og samtidig formidles til nye målgrupper. På katalogets bagside kan man derfor se gammelfar sidde med sine enorme, hvide kindskæg, der hænger som tunge gardiner omkring munden, mens teksten viser en Facebook-tråd, hvor Ibsen og Strindberg driller hinanden.
Det begynder med et opslag fra Ibsen: ”Når solen skinner ute, men du må sitte inne og skrive *face palm*”. Og vi oversætter for ukyndige: ‘face palm’ er internetslang for, at tage sig til hovedet. Til det svarer august_strindberg: ”Poooooser!!!” Og vi oversætter igen: ‘poser’ er internetslang for en person, der prøver at give sig ud for at være noget, han ikke er. Til det svarer Ibsen: ”Haters gonna hate” (som betyder, at man ikke tager kritikken alvorligt, hvilket er en subtil henvisning til forholdet mellem Ibsen og Strindberg), hvorefter Georg Brandes kommer Ibsen til undsætning med en smiley med hjerter i øjnene. Og bbjorson konstaterer tørt: ”Nuvel…”, inden ibsensuzannah, altså Ibsens kone, lukker diskussionen med en tør kommando: ”Fortsett å jobb!!!”
Et knæfald for de unge? En leflen for det moderne? Som når festivalen siger, at Ibsen udvider rammerne for både kunsten og samfundsdebatten, iført ikoniske briller og karakteristisk skæg – en ægte ibster! Nej, det her er faktisk ganske morsomt og slet ikke uden selvironi.
Naturligvis kan Ibsen tåle at blive pillet ned af soklen derude på teaterpladsen, for samtidig kanoniseres myten. Festivalpersonalet har sorte t-shirts, hvor det sidste ord, Ibsen vrissede, inden han udåndede (ifølge legenden, i hvert fald), står trykt henover brystet: ”Tværtimod!”
Festivalen åbnede i fredags med en vanvittig, frygtløs dristighed af det islandske makkerpar Thorleifur Örn Arnarsson og Mikael Torfason, der har smidt to klassiske stykker, Vildanden og En folkefjende, ned i en smeltedigel, hvorefter de har kogt en heksebryg sammen og hevet et smukt misfoster op. Enemy of the duck, kalder de forestillingen, der poder og krydsrefererer karakterer, handlinger og replikker fra de to stykker i ét vindunderligt mareridtsagtigt miskmask med en dyster, dystopisk og aggressiv scenografi (af litauiske Vytautas Narbutas) med en sær og surrealistisk stemning, der forener en burlesk frivolitet med et højborgerligt forfald.
Man ved ærlig talt ikke om man skal grine eller græde, så det sikreste er vel at græde af grin. Da Hjalmar Ekdal fra Vildanden (Nader Khademi) fortæller sin ydmyge familie om det fine middagsselskab, han har været til, løber det helt af med ham. Henrik Ibsen kom på besøg, påstår han. Og da Ibsen så Ekdal, sagde han: ”Wow! Hvem er du? Fortæl om dig! Du skal spille med i et skuespil, jeg skal skrive!”
Så er bolden givet op til en omgang metadans om Ibsen, der her er med som en skulende gipsbuste i baggrunden. Han overlever naturligvis ikke længe, for det her går jo ud på at knuse konventionerne, så noget nyt kan opstå. Men først skal der renses ud – meget ibsensk – så Mads Ousdal, der spiller rollen som Gregers Werle, træder frem med en lang monolog, der er gennemsyret af indignation og vrede. Og den er rettet mod os, mod publikum, og mod teateret som institution.
Mads Ousdal anklager teateret for overfladiskhed og ligegyldighed, om sandhed og moral (Ibsen!) og om at der statistisk set sidder 10 personer i dette teater i aften, som er skyldige i overgreb mod børn. Nogle griner nervøst. ”Er det gøy?” spørger Mads Ousdal iskoldt. Og så angriber han igen: ”Vi klapper os ihjel inden vi kører hjem i den Tesla, som vi synes at vi har ret til. Vi uddeler Nobels Fredspris, samtidig med at vi pumper våben ud i verden.”
Så fortæller han, at han har været i Kenya og taget imod flygtninge fra Sudan, der kom over grænsen. Det første de fik var vand, medicin og Mariekiks. Tænk, siger han, hvor mange Mariekiks, vi kunne købe for det, det har kostet at bygge denne scenografi. For to millioner kroner Mariekiks! Mere nervøs latter i salen.
Vildanden + En folkefjende – Enemy of the duck er et frontalangreb, der sigter bredt, både på teaterinstitutionen og samfundsinstitutionen. Men vi er jo også i kernen af Ibsens samfundskritik. Det er her, han taler om at stå imod den kompakte majoritet, om at gå op imod den offentlige mening, om at den stærkeste mand i verden, er ham, der står alene. Og hvis nogen skulle have svært ved at overføre Ibsens dramaer fra 1882 og 1884 til i dag, så hjælpes vi på vej af denne fortolkning, hvor kurbadet med forurenet vand i En folkefjende er byttet ud med nunorsk olieproduktion.
På Riksteatret er der repremiere på Peter Langdals opsætning af Samfundets støtter, et prægtigt skuespil om kynisk løgn og bedrag blandt samfundets øverste. Henrik Ibsens naturalistisk plotdrama, der havde urpremiere på Odense Teater i 1877, foregriber en moderne tv-føljeton som Bedrag og viser, at tiden aldrig kan løbe fra Ibsen.
Som i En folkefjende møder vi her et magtmenneske uden grænser, nemlig konsul Bernick, der er parat til at sætte menneskeliv på spil for at redde sit eget amoralske skind. Men også en mand, der nyder sin egen moralske godhed. Da nogle amerikanske sømænd generer roen i den lille by ved at spille ‘Yankee Doodle’ på torvet, siger han: ”Åh, hvad. Med udlændinge skal man ikke tage det så tungt, de folk har jo ikke den rodfæstede sømmelighedsfølelse, der holder os indenfor de rette skranker. Lad dem kun skeje ud. Hvad gør det os? Alt dette uvæsen, som sætter sig op mod skik og gode sæder; det er lykkeligvis ikke i slægt med vort samfund.” (Peter Langdal har ikke kunnet nære sig for at ændre ‘sømmelighedsfølelse’ til ‘værdier’, der giver adresse til vor tid).
Konsulen, der er skyldig i forsikringssvindel og spekulation i jordopkøb, vikler sig ind i et net af løgne, samtidig med at han opretholder facaden som en mand, der kun tænker på almenvellet og den gode moral. Da tæppet for alvor skal trækkes væk under konsulen, lader Ibsen, der er ekspert i at få det moralske imperativ til at vakle, en ydmyg ung pige udtrykke essensen: ”Jeg drømmer bare om at komme til et sted, hvor folk ikke er så anstændige og moralske.” Sæt det op imod den selvretfærdige konsul, da han bliver afsløret i ikke at være en samfundsstøtte: ”Samfundet har dem ikke bedre.”
Mens vi herhjemme kan sige ”Månen har den farve, som måner skal have”, kan nordmændene deres klassiske Ibsen-replikker i søvne, og de nikker medvidende, når de store og stolte hives ned af soklerne. Og så sætter de Ibsen i relation til nutiden, ganske som forfatteren Jon Fosse, der i teaterprogrammet bliver spurgt, hvem han ser som samfundets støtter i dag: ”Alle som passer deres daglige dont, bønder, chauffører, elektrikere, kassedamer…”
Det er såre ibsensk, at punktere de opstyltede magthavere indenfor politik og religion. Men Institutionen Ibsen selv bliver også savet over. Vrangen vendes ud på dramatikeren, som kan tåle alt, som de største jo kan. Kommentatoren Knut Olav Åmås skrev forleden, at Ibsen ikke skal laurbærkranses, for han fortjener ikke respekt, men respektløshed. Måske ville han være enig selv, den udødelige ibster-hipster, der stadig stirrer strengt på os, mens han ryster løvemanken på sin sokkel.