Weekendavisen den 30. december 2016.
Nordisk kvindelitteraturhistorie. Køn er ikke noget entydigt, ikke engang noget tvetydigt. Forskningsantologi udvider feltet.
Anne Marie Mai (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015. 294 sider, 325 kroner. Syddansk Universitetsforlag.
Da Cecil Bødker var en ung og ukendt debutant, vidste anmelderne ikke om det sjældne fornavn gemte på en mand eller en kvinde. Det betød, at de kritikere, som mente at Cecil var et pigenavn, bedømte hende hårdere, end de, der antog at Cecil var en dreng.
Det skriver litteraturforsker Jon Helt Haarder i en ny antologi, Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015. Jon Helt Haarder bruger det lille eksempel til at konkludere, at køn spiller en rolle for læsning af litteratur, og at forfatteren i århundreder var en – mand. Ligesom at anmelderne var mænd dengang Cecil Bødker debuterede i 1955. Det er der naturligvis ikke meget nyt i, men dengang havde man vist så småt vænnet sig til karismatiske kvinder, som skrev bøger, tænk bare på Thit Jensen, Karen Blixen og Tove Ditlevsen.
Men ja, køn spiller naturligvis en rolle for læsning af litteratur – som for alt andet. Det interessante er, hvad vores viden – eller ikke-viden! – om en forfatter betyder for hele vores opfattelse af en bog. Tænk bare på J. K. Rowling, som hverken fik sit fotografi eller fulde navn på den første Harry Potter-bog, fordi læserne, som man antog ville være drenge, helst skulle tro, at forfatteren var en mand. Derfor blev navnet designet så det mindede om J.R.R. Tolkien og C.L. Lewis. Det handler om læserens identifikation med forfatteren. På samme måde skrev Knud Meister sine Puk-bøger (en pigependent til Jan-bøgerne) under pseudonymet Lisbeth Werner. Det arrangement strakte sig gennem flere årtier, også i de år, hvor Cecil Bødker debuterede.
Desværre afdækker Jon Helt Haarder ikke eksemplet Cecil Bødker nærmere, vi vil ellers meget gerne vide mere om, hvordan anmelderne dengang ”kønnede” deres kritik, idet vi antager, at omslaget på debutbogen Luseblomster ikke gengav et kønsafslørende fotografi af forfatteren. Sådan en perspektivering kunne have været interessant, ikke mindst i lyset af nutidens debat om fremstillingen af yngre kvindelige forfattere i medier og markedsføring.
Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015 er en forskningsantologi med tyve kapitler, der ligger i forlængelse af bogværket Nordisk Kvindelitteraturhistorie (man kan ikke helt beslutte sig til om ‘kvindelitteraturhistorie’ skal skrives med k eller K), der udkom i fire bind 1993-1998, og den omfattende digitalisering af værket fra 2012.
Hermed er det samlede værk ført op til dato. Her er dels udmærkede forfatterskabslæsninger (af Helle Helle, Hanne Ørstavik, Sofi Oksanen, Sara Stridsberg, Auður Jónsdóttir og Monika Fagerholm, hvilket er udmærkede valg, men også ret vilkårlige), dels artikler om så forskellige emner som immigrations- og adoptionslitteratur, hvidhedsdebat, søstersolidaritet (i et politisk-etnisk perspektiv, der udløser skandinaviske skyldkomplekser), burlesk stil og performativ æstetik, kønslig ambivalens, børnelitteratur og meget mere, herunder litteratur af den mere populærkulturelle støbning: chicklit og krimi. Endelig er der et par oplysende overflyvninger af litterære tendenser i minoritetssprog som grønlandsk, samisk og tornedalsk (et af de officielle minioritetssprog i Sverige, hjemmehørende ved Torneelven i Norrbotten i det nordlige Sverige).
Redaktør og professor Anne-Marie Mai vinkler sin introduktion til kvindelitteraturen i de første tiår af det 21. århundrede på spørgsmålet om krop, køn og normalitet. En række forfattere, skriver hun, giver pokker i traditionelle forestillinger om seksualitetens former og grænser, og at de ”forsøger at formulere en ny ansvarsfølelse overfor medmennesket, børnene og livet på jorden ved at spørge til, hvad køn socialt og eksistentielt kan være og blive til.”
Det lyder vel bombastisk at tale om ”en ny ansvarsfølelse overfor medmennesket”. Jeg føler mig ikke overbevist om, at forfatternes motiver ikke skal findes mere private og mindre altruistiske steder.
Meget passende er bogen første illustration Lærke Posselts portrætfotografi fra i fjor (men allerede en klassiker) af den unge Jacob, der har erklæret sig selv som kønsnonkonform. Han inkarnerer en tidsånd, som mange forfattere er optaget af, ligesom nogen sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet giver mening at tale om kvindelige forfattere. Det er et spørgsmål, der også betvivler berettigelsen af en kvindelitteraturhistorie, og det er der virkelig ingen grund til at gøre.
Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015 må læses i et tungt, tålmodigt tråd, hvis man vil det hele igennem som fortløbende læsning. Hvis man derimod konsulterer bogen mere situationsbestemt og efter behov, vil den vise sig fra sine bedste pointerede sider. Man havde i øvrigt gerne haft oplysninger om de enkelte forskere og en mere konsekvent forklaring om værkets illustrationer af samtidig, kongenial fotokunst.
Et enkelt emne savner jeg, nemlig en analyse af Nordisk Råds Litteraturpris i et kønsperspektiv. Prisen blev indstiftet i 1962, men vi skulle helt frem til 1980 før den blev vundet af en kvinde, nemlig Sara Lidman. Så gik der syv år før Herbjørg Wassmo fik den, og atter syv før Kerstin Ekman vandt. De seneste ti år står den heldigvis 5-5. Nogen burde forske i dén kønnede historie.
At køn spiller en rolle i litteraturen, både for forfatteren og for værket, er en triviel konstatering, som i øvrigt også lå til grund for hele ambitionen om at skrive litteraturhistorie med kvindekønsperspektiv ved værkets fødsel i 1993.
Med denne antologi – skrevet af 18 kvinder og fire mænd ifølge kønskonform optælling – lærer vi, at køn ikke er noget entydigt, ikke engang tvetydigt. Idag ses køn ikke i kontrast, men som et mangfoldigt mulighedsrum. Jeg skammer mig derfor også kun en lille smule ved at indrømme, at jeg selv for nylig havde de kønsnormative briller på, da jeg læste Christina Hesselholdts Vivian og antog at fortælleren var en kvinde, bare fordi forfatteren og den autentiske titelperson var. Derfor overså jeg de par steder i romanen, hvor mandestemmen træder frem.
Samlet set er der tale om et oplysende og overblikskabende referenceværk, som erobrer nyt terræn gennem tværgående læsninger og introduktioner til forfattere og titler, som hidtil har været udenfor vores synsfelt, for selvom vi nok læser en del nabolandslitteratur, så fokuserer vi i meget høj grad på hinandens gennembrudsforfatterskaber. Men der findes jo også oversete værker, der skriver sig ind i en relevant tendens, og mange af dem kan man læse om her. Det er faktisk ikke for meget sagt, at Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015 udvider det litterære Norden i geografi og tema.