De søskende fra Sibirien

Weekendavisen den 4. november 2016.

Lyrik. Katarina Frostenson er en værdig vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2016. Et enkelt digt er hele prisen værd. Og Bob Dylan spøger i kulissen.

Den svenske lyriker, prosaist, dramatiker og oversætter Katarina Frostenson (f. 1953) blev tirsdag aften den 55. modtager af Nordisk Råds Litteraturpris. Hendes digtsamling Sånger och formler får med juryens ord helheden til at udkrystallisere sig gennem detaljer.

Katarina Frostenson – som også var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2012 for Flodtid (som findes på dansk i Pia Tafdrups oversættelse) – er ikke alene en stort navn i moderne svensk lyrik. Hun er også en diskret magtfaktor i hele det litterære establishment. I 1992 blev hun – som den yngste kvinde nogensinde og som blot den femte kvinde i det hele taget – valgt ind i Det Svenske Akademi, hvor hun har permanent sæde i stol nummer 18, som hun overtog efter den legendariske forfatter Artur Lundkvists død.

Katarina Frostenson er med andre ord med til at beslutte, hvem der skal have Nobelprisen i litteratur. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at den prisbelønnede digtsamling rummer et digt med en direkte hyldest til Bob Dylan, årets kontroversielle Nobel-laureat. Digtet begynder som en slags besyngelse af The Byrds’ Turn! Turn! Turn! fra 1965, som jeg’et dansede til, uden at vide, at sangteksten, udover omkvædet, stammer direkte fra Prædikernes Bog. Og så skriver Katarina Frostenson:

”och sen var det Dylans diktion
som gick genom allt
som är hälften, eller nästan allt
intonation
en rösts rev och skär
hur den skar igenom
fra en annan ort, och här
grävde fram tunnlar och rum, långt nere och högt
uppe blandt moln
blowing in the wind

at the world’s end”

Digtet omtaler stemmen – altså Dylans – som så gennemborende, at den kan nedbryde bjerge. Sangen er en genganger, står der, inden digtet toner ud med et natursyn, hvor en fugleflok i en lynsnar invasion plukker jorden for alle vækster. Men det gør ikke noget, for alt vender før eller siden tilbage, sådan som sange altid gør.

Sånger och formler har titel efter et digt af den russiske digter Marina Tsvetajeva (1892-1941), der optræder i bogen. Hun havde, skrev hun, to kære ting i verden: Sangen og formlen. Selv er Katarina Frostenson ikke til at sætte på formel, tværtimod protesterer hendes lyrik imod ethvert reglement og enhver slagen vej. Som det hedder i endnu et digt, der besynger sangen (her oversat til lejligheden): ”Jeg er den vej sangen tager, amorf og snørklet.”

Amorf og snørklet kan Katarina Frostensons sprog sagtens være. Men samtidig glasklart, enkelt og forførende, altid malerisk, elegant eksperimenterende og ekspressivt, og digterens opmærksomhed er konstant rettet mod menneskets slitage på samfundet og vores omgivelser, mod historie, litteratur, kultur og natur. Her er kærlighedserklæringer til Stockholm og Minsk, et sørgedigt over Syrien, historiske portrætdigte, politiske pointer og personlige følelser sat på spidsen.

Blandt de mange bemærkelsesværdige digte, står det kraftige, gådefulde og foruroligende ‘Sibiri siblings’ som noget ganske særligt, alene dét er prisen værdigt: En søvnløs nat i en sibirisk skov, hvor alle ønsker sig et andet sted hen, kommer to vandringsbørn gående, to søskende. De er gledet ud af kroppen på en flyver, som er styrtet ned i skoven. Som blyantsfarvede små soldater kommer de gående, de mirakuløst overlevede, gennem fugleskrigertiden i en årstidsløs skov, hvor ulvene lurer.

Også dette fortællende digts udtoning repeterer digtenes tilbagevendende motiv om en sang, der aldrig slutter. Her er sangen både en pil, der sigter og en en trawl trukket baglæns. Som en titel lyder: ‘Med våld måste sången skrivas’. Sangen er formlen.

Katarina Frostenson er en indiskutabelt værdig vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2016.