Thomas Markmann: Små forstyrrelser

Weekendavisen den 2. oktober 2015.

Det 6. Kontinent. ”Det handler ikke om talent. Det handler om evnen til at tåle nederlag.” Teater Grob fortsætter jagten på det globaliserede menneske.

Så gennemsnitlig som bageren i Skive

Teater Grob har til projektet Det 6. Kontinent formuleret et regelsæt for seks nyskrevne skuespil, som skal kunne ses hver for sig, men også udgøre en samlet sekstet:

1) Hver forestilling skal foregå på et nyt kontinent. 2) Dramatikeren skal rejse til den valgte destination. 3) Danskere i udlandet skal være omdrejningspunktet. 4) Manuskriptet skal forholde sig til ideen om, at ”vi alle er forbundne”. 5) Manuskriptet skal skrives i et naturalistisk formsprog og må højest fylde 100 sider. 6) De globale elementer Coca Cola, beton, plastikstol skal indgå i scenografien.

Desuden skal hvert stykke føle et dansk fællesskab i udlandet. Hvilke regelsæt og værdier præger vores møde med verden og hinanden? Hvordan er vi forbundne? Hvad er lokalt og hvad er globalt? spørger teatret.

Vi er nu nået til det fjerde skuespil. De to første, Hotel Nelson (Afrika) og Warszawa (Europa), var skrevet af Thomas Levin. Jorden Brænder (Sydamerika) havde Brian Wind-Hansen som forfatter, og nu træder Thomas Markmann ind som dramatiker med Små forstyrrelser, der foregår i New York.

Jeppe er en dansk kunstner, der har forladt Danmark, en irriterende kone og en datter på ti år. Nu, 18 år senere, står hun pludselig i hans atelier i Brooklyn, ensom, uønsket gravid. Hun vil vide, hvorfor faren forlod hende. Men Jeppe har allerede sit at slås med. Han forsøger at løsrive sig fra sin gallerist, fordi han vil være uafhængig. Fremtiden tilhører de kreative, ikke kuratorerne! Men Jeppes deltidselskerinde, Ann, også dansker i eksil, som betaler hans regninger, forsøger at tale ham til fornuft.

Jeppe laver kunst af drivtømmer, som han fisker op af Hudson River. Drivtømmer i livets store flod er vi vel alle, alle os globaliserede sjæle, der flyder rundt i den grænseløse verden på jagt efter en mening med det hele. Som Ann siger om sit første møde med Jeppe, der bjærgede et stykke træ fra floden og smeltede hendes hjerte: ”Den aften var klinisk renset for selviscenesættelse og de tomme floskler, vi begge hader.”

Ok, måske nok, men replikken er til gengæld det stik modsatte. Den er lige præcis så floskuløs, at det skærer i ørerne, og det er ærgerligt, for Thomas Markmann kan jo skrive ganske udmærket. Bedste oneliner er denne, som Jeppe snerrer til Ann, der klynker over, at hun aldrig har fået realiseret sine skuespillerdrømme: ”Det handler ikke om at have talent. Det handler om evnen til at tåle nederlag.”

Jeppes datter, Majbritt, lander naturligvis som en bombe. Da kujonen er mest presset, angriber han: ”Du var ikke ønsket, du var mors lille sutteklud, jeg havde bare lyst til at tæve dig og kyle dig ned i jorden!” Datteren parerer: ”Du tror at du er kunstner. Men du er lige så gennemsnitlig som bageren i Skive!”

Små forstyrrelser er fedet godt op med freudianske sindbilleder. Helt ubetalelig (på godt og ondt!) er slutscenen, hvor Jeppes motorsav mister pusten og både bliver symbolet på kunstnerens potenssvigt og på hans kastraktionsangst. Hvilken dejlig motorsavsmassakre!

Jeg har set alle fire skuespil i Det 6. Kontinent. De to første var gode, den tredje var temmelig mislykket, og med denne fjerde er vi så godt som tilbage på sporet. Cementen, plasticstolene og coladåserne er med, som de skal være ifølge det sidste benspænd, og scenografien er atter lagt i hænderne på Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm, som denne gang har skabt en vellykket rustik æstetik fra New Yorks gentrificerede forstæder.

Per Scheel-Krüger har instrueret sin besætning godt og ramt karakterernes nerve. Victor Marcussen spiller den maskuline egoist, der har hovedet oppe i sin egen røv, med den rette usympatiske selvoptagenhed. Trine Pallesen er fint febrilsk i sit portræt af en kvinde, der savner en mand at yde omsorg for. Og Josephine Park er både fattet og porøs som datteren, der prøver at bygge bro til den fortid og familie, som faren forlod.

Desværre har Teater Grob fået den fikse idé, at publikum skal ledes om ad en baggård, ned af en mørk trappe og gennem en røgfyldt kælder, hvor scenografien og symbolikken begynder, inden vi kommer på plads i salen. Hm. Det er virkelig et irriterende og helt overflødigt omsvøb.

Små forstyrrelser. Manuskript: Thomas Markmann. Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger. Scenografi: MAAM – Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm. Teater Grob, København, til den 10. oktober.