Ivan Vyrypaev: Illusioner

Weekendavisen den 2. oktober 2015.

Fejltolkninger. Der er subtil substans i velspillet russisk dramatik om gensidig kærlighed.

Ikke en god verden for rumvæsener

Scenetæppet er flammende, lidenskabeligt rødt, musikken er vidunderligt inciterende: Dmitri Schostakowitch, suite nr. 2 for jazzorkester: Dum dum dum dum dum dum dum dum dum dum dum dum… Frem træder Marie Bach Hansen, kropsnært klædt, udslået hår, malede læber, forførisk smil. Det lover godt. Så kommer de tre andre skuespillere ind. Underfundige Stina Mølgaard, kryptiske Jon Lange og skælmske Morten Brovn. Der står de så og ser tavst hemmelighedsfuldt på os. Den russiske jazzede vals går lige i hjertet og de perfekt doserede diskrete skæve smil smitter. Det her er virkelig udfordrende.

Da forestillingen er slut, er alle forventninger indfriet. Med overskudsagtig stil har kvartetten taget os gennem en både rørende og morsom fortælling om to ægtepar. Det hele er anskuet i tilbageblik fra dødslejet, hvor den ene mand mæt af dage gør regnebrættet op. Det er Danny på 82, der erklærer sin dybe, hengivne kærlighed til Sandra, hans kone gennem 52 år. Marie Bach Hansen fortæller historien i en tyve minutter lang monolog, mens hendes tre kolleger står afventende ved siden af med de der uudgrundelige ansigter med hævede øjenbryn og små, bedrevidende smil. De har noget i ærmet.

I de følgende monologer fortælles historien om de gamle ægtepar og om deres bedste venner, Albert og Margaret. Det er, først som sidst, historien om levet liv i perfekt afstemt og loyal kærlighed. Men – naturligvis – også fortællingen om livslange løgne. Sagen er nemlig, at Danny har bedraget Sandra med sin bedste vens kone, Margaret. Men Sandra har på sin side også haft en personlig fortolkning af parforholdets troskabsed. Det samme har den forsmåede Albert i sit ægteskab med Margaret. Så hvem elsker hvem i dette firkantsdrama? Og er det sandt, at kærlighed kun være ægte når den er gensidig. Eller er det en illusion?

Russiske Ivan Vyrypaevs Illusioner er fra først til sidst rørende poesi. De fire fortællinger, der væves så dybsindigt sammen, er nemlig ikke kun realistiske portrætter fra to parforhold, hvor hjertet ser sit snit til mere, men også psykologiske rapporter fra hjernens irrationelle løngange. Hvad er det for eksempel for nogle rumskibe, Danny tilsyneladende har været i kontakt med som barn? Da han som voksen betror sig til Sandra om ufoerne, siger hun at verden er fragmenteret og mangler helhed: ”Åh, dette er ikke en god verden for rumvæsener!”

Skuespillet er – som titlen siger – et spil om de illusioner, vi omgiver os med. Intet er nødvendigvis, hvad det giver sig ud for at være – og hvis vi skulle glemme det, minder Jon Lange os elegant om det med et par vigtige digressioner, ikke mindst afsløringen af, at det ene ægtepar på et tidspunkt indser, at de er halvsøskende! Eller er de? Som sagt: Der er illusioner i luften. Og husk, at illusioner ikke nødvendigvis er optiske bedrag, men ønsketænkninger eller fejltolkninger af virkeligheden.

Illusioner er en syndflod af ord, en antologi af sideordnede monologer om ærlighed og kærlighed, intelligent og behændigt skrevet med filosofisk dybde. Som Margaret skriver i et brev i en genre, jeg ikke vil løfte sløret for her: ”Der må da findes bestandighed i dette uendeligt omskiftelige univers…”

I Simon K. Bobergs stilsikre instruktion står Marie Bach Hansen, Stina Mølgaard, Jon Lange og Morten Brovn helt perfekt til hinanden, oven i købet også musikalk da de i et herligt intermezzo spiller U2’s ‘Love is blindness’, udsat for harmonika, balalajka og et par instrumenter, jeg ikke kender navn på. Hele forstillingen er fremført med en stemningsfuld musikalitet, charmerende sikkerhed og legende lethed.

Edward Lloyd Pierces fine scenografi omfatter kun det hjerterøde fortæppe, fire klapstole og et enormt lyspæreomkranset spejl på bagvæggen, som til sidst transformeres til et smukt, himmelhav – det uendeligt omskiftelige univers, hvor der nok findes kærlighed, men ikke bestandighed. Verden er fragmenteret og mangler helhed, ikke et godt sted for rumvæsener, hvem end de er – måske os selv? Illusioner har subtil substans.

Illusioner. Tekst: Ivan Vyrypaev. Instruktion: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Husets Teater til den 17. oktober.