I flugtens epoke

Weekendavisen den 19. juni 2015.

Oksbøl. En kvart million tyske flygtninge fra Østpreussen var i Danmark efter Anden Verdenskrig. Nu skal deres historie formidles i Oksbøllejrens gamle lazaret, som også skal være museum for den globale og nutidige flygtningehistorie. Men museet er blevet advaret imod at lave en ‘nazistisk oplevelsespark’.

Om alt går vel, får Danmark et internationalt flygtningemuseum i løbet af de kommende to-tre år. Bag initiativet står Varde Museum, og projektet er allerede blevet tegnet af Bjarke Ingels’ tegnestue, BIG.

Nu mangler finansieringen blot at falde på plads, så entreprenørmaskinerne kan komme i gang, men museumsdirektør Claus Kjeld Jensen tør godt være optimistisk på denne kølige sommerdag, hvor de pink rhododendronbuskene blomstrer smukt på begravelsespladsen i Oksbøllejren. Her står grå stenkors på rad og række i den grønne plæne, hvor tyske flygtninge fra Østpreussen ligger begravet i den rækkefølge, de døde, med fire navne på hver sten:

”Vi vil omdanne lejrens gamle lazaret til et museum, der skal fortælle to historier. Den ene længe skal handle om de 250.000 tyske østfront-flygtninge, der kom til Danmark i forbindelse med Tysklands sammenbrud i 1945. Den anden længe skal fokusere på international flygtninghistorie gennem historien frem til nutiden. På grund af det tyske perspektiv, er der mange tyske fonde, som gerne vil hjælpe.”

I forvejen rummer Oksbøllejren en kirkegård med tyske flygtningegrave, som vedligeholdes med finansiering fra den tyske stat. Stedet besøges hvert år af mange tyske turister, som gerne vil vide mere om det enorme flygtningeproblem, der opstod, da Den Røde Hær vandt frem og drev østpreusserne på flugt. Efter Befrielsen var Oksbøllejren hjemsted for ikke færre end 36.000 flygtninge.

I dag er der kun få bygninger tilbage på det gamle lejrområde, men det oprindelige lazaret er her stadig. Det har senest været kommunalt vandrehjem, men nu står det tomt. Hvis ikke det bliver brugt til noget fornuftigt, kommer bulldozerne og river det ned.

”De skiftende ambassadører fra Tyskland, som besøger stedet her, siger at den tyske stat er taknemmelig for at vi fortæller historien om, at også civile tyskere var ofre under Anden Verdenskrig. Det er en historie, som stadig er svær at fortælle i Tyskland, siger de. Der har man stadig travlt med sone skylden. Men jeg har det fint med at fortælle, at de første ofre for en hvilken som helst krig, er de civile,” siger Claus Kjeld Jensen.

Den seneste tids offentlige debat har handlet om, hvor mange krigsflygtningene fra Syrien, Danmark kan tage imod. Eller hvor få. Men hvordan var debatten dengang i 1945, da ikke færre end en kvart million flygtninge fra fjendelandet Tyskland kom over grænsen? Det forklarer historiker John V. Jensen fra Varde Museum:

”Da de første flygtninge kom, havde Værnemagten stadig kontrollen i Danmark, og der var ingen offentlig debat. De beslaglagde skoler og andre bygninger til flygtningene. Men efter Befrielsen 5. maj, var det den danske stat, der fik ansvaret for de mange flygtninge. På det tidspunkt var der 1.100 flygtningeforlægninger spredt over hele landet, som myndighederne skulle have styr på. Oksbøllejren var en tysk militærlejr med en stor troppeøvelsesplads, som man relativt nemt kunne omdanne til landets største flygtningelejr. Den var bygget til 10.000 soldater, men inden længe var her 36.000 flygtninge. Dengang talte ingen om at integrere, men om at internere. De illegale blade havde skrevet, at man ikke skulle vise medlidenhed med østpreusserne. Det var momentets stemning, som modstandsbevægelsen var med til at opildne, men senere besindede mange sig og gik ind for bedre forhold til flygtningene.”

Vi forlader kirkegården og sætter kursen mod en af de få murstensbygninger, der stadig står tilbage. Det er en gammel køkkenbarak, hvor de militærnægtere, som var udkommanderet til at rive flygtningeforlægningerne ned, kunne spise.

”Det har intet med veneration eller historisk bevidsthed at gøre, at de bygninger fik lov at stå,” siger Claus Kjeld Jensen. ”Det var rent praktisk, fordi man kunne bruge dem til noget.”

I dag holder Blåvandshuk Skoles fritidsordning til i lokalerne. Børnene render og spiller bold der, hvor lejrens hegn gik i gamle dage. Claus Kjeld Jensen fortæller, at han har talt med skolen om at markere hegnslinjen i skolegårdens asfalt, så man kan se nøjagtig hvor den gik, sådan som man kan følge Muren i Berlin.

”Flygtningelejren lå bag otte kilometer pigtråd. Den strakte sig over fire kvadratkilometer og her boede 36.000 mennesker, hvilket giver en befolkningstæthed, som man skal til Tokyo for at finde i dag. Indbyggertallet voksede i efteråret 1945, da man flyttede flygtninge fra de københavnske skoler hertil. På den måde kom flygtningene ud af danskernes bevidsthed, og der var færre gnidninger i hverdagen. Og på den måde blev Oksbøllejren Danmarks femtestørste by,” siger han.

Da Oksbøllejren blev rømmet, blev den plantet til. Hvis man roder i buskene, kan man finde fundamenter fra de nedrevne bygninger, og Claus Kjeld Jensen er sikker på, at man kan finde mange personlige ejendele fra flygtninge, hvis man begynder at grave lidt i grannålene og den sandede jord. Ikke noget, man kan skrive historie med, men småting der kan give indtryk af, hvilke ejendele flygtningene havde hos sig.

Vi når frem til det tofløjede gamle lazaret, hvor Danmarks Flygtningemuseum forhåbentlig kommer til at ligge. På en tavle ved parkeringspladsen kan man se affotograferinger af gamle avisomtaler af Oksbøllejren: ”Danmarks sjettestørste by er forhadt – både af dem, der bor i den, og dem uden for”, skrev Billed-Bladet. Siden flygtningene flyttede ud, har her været militærnægterlejr, militærlejr og vandrehjem. Ingen har brugt penge på at ændre særlig meget ved bygningerne, og det er museumsfolkene kun glade for.

Arkitekterne fra BIG har tegnet en tilbygning, der binder de to længer sammen. Planen er at formidle den lokale flygtningehistorie side om side med et mere globalt perspektiv.

”Der har aldrig været så mange flygtninge i verden før, som der er nu. Det er en historie, som vi gerne vil sætte fokus på,” siger Claus Kjeld Jensen, der ikke lader sig afskrække af museets tomme lommer:

”Gennem de seneste år har vi bygget et netværk op. Vi har blandt andet haft besøg af kulturministeren, UNESCO og direktøren for EU’s kontor for almene menneskerettigheder, som har været god til at skabe kontakt til de andre store menneskerettighedsmuseer i verden. Planen er, at vi finder en stor del af finansieringen i Tyskland og i resten af Europa. Danske fonde vil blive inddraget i anden række.”

Men helt så nemt bliver det formentlig ikke. I de første, forsigtige sonderinger i Tyskland har Claus Kjeld Jensen og John V. Jensen fra Varde Museum fået en forsmag på de diskussioner og bekymringer, der stadig er forbundet med historien om de tyske krigsflygtninge. De to museumsfolk taler næsten i munden på hinanden:

”Vi talte med en højtstående delstatspolitiker, som udtrykte bekymring for, at vi skulle komme i kløerne på nogle ‘brune’ tyske museer,” siger John V. Jensen.

Claus Kjeld Jensen: ”Det kom bag på os. Hun antydede næsten, at vi var nazivenlige…”

John V. Jensen: ”Det var meget ude af proportioner. Vi havde jo talt med de tyske ambassadører før, og egentlig gik vi til hende på samme måde, men det var bare noget helt andet. Jeg må sige, at vi gik rystede derfra.”

Claus Kjeld Jensen: ”Hun sagde: ’Nu skal I passe på, at I ikke laver en nazistisk oplevelsespark.’”

John V. Jensen: ”Men intet kunne være os mere fjernt. Flygtningemuseet skal være et fordybelsens sted. Det er jo en alvorlig historie, som skal fortælles her.”

Claus Kjeld Jensen: ”Men en historie, vi føler os forpligtet til at fortælle. Men for at forstå flygtningehistorien må man også forstå krigshistorien. Så den skal vi også have med.”

Vi er nået tilbage til parkeringspladsen foran flygtningekirkegården. Der holder et par tyske biler parkeret, og et ældre ægtepar, som måske er forbundet med et af de mange indgraverede navne på stenene, er på vej ind gennem lågen. Imens ankommer nye flygtninge hver dag til Europa, og hvis det nye internationale flygtningemuseum bliver til noget, vil folkene i Varde overveje at anskaffe en af de migrantbåde, som ligger og flyder på havneparkeringspladsen på den italienske ø Lampedusa. I flugtens epoke vil der aldrig mangle ting at udstille, eller historier at fortælle.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Morten Beiter.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *