CPH Stage: Det gør kun ondt en gang + Sandheden om Gladys + Sylvia

Weekendavisen den 19. juni 2015.

Skæbnefortællinger

Første stop: Østerbro. Peter Mygind har for Teater Bouidoir instrueret forestillingen Det gør kun ondt en gang, der er baseret på en ungdomsbog med en autentisk beretning om pigen Dianas hårde nedturshistorie med en omsorgssvigtende mor, en voldelig stedfar, ensomhed, prostitution og mentalt sammenbrud. Republique lægger sal til.

Det er så tydeligt en forestilling, der er skabt med hjertet. Julius Mygind, Tine Agertoft, Marie Grove Jørgensen, Stine Lykke Winther og Martin Geertz spiller med et engagement, som vidner om en stor og ærlig indignation over Dianas skæbne. I forestillingsprogrammet taler alle de medvirkende også om stolthed, ydmyghed og stor kærlighed, og man kan derfor kun føle sig som en hjerteløs skiderik, når man er nødt til at sige, at stort engagement ikke kan kompensere for begrænset talent. Men sådan er det: Det gør kun ondt en gang er i bedste fald mådeligt spillet.

Peter Myginds instruktion rummer til gengæld flere fine ideer, der udnytter den spartanske scenografi optimalt. Især én er bemærkelsesværdig og dramatisk vellykket: Diana spilles af to piger på én gang, hvilket fra begyndelsen antyder en splittet person, måske endda en skizofren, og hen mod slutningen får hun både diagnose, medicin og tilbud om førtidspension – i en alder af 18! Det er en forhastet falliterklæring af en kommunal dom over en livsduelig og stærk pige, forstår vi.

En enkelt replik skiller sig ud fra resten med tragisk dobbeltbund. Som 16 årig skal Diana fortælle sin alkoholiserede og svage mor, at hun er blevet gravid: ”Mor, jeg skal fortælle dig noget, og du må ikke blive glad!” Dét er en frysende uhyggelig replik, fordi børn plejer at sige det modsatte til deres forældre, ”du må ikke blive vred”, og fordi pigen ved, at moren er ansvarsløs og dum nok til rent faktisk at blive glad. Tankevækkende.

Kunstnerisk set er niveauet absolut behersket, men Det gør kun ondt en gang egner sig – sammen med bogen, der ligger bag – glimrende til skolernes undervisning om ensomhed og sociale stigma.

Op på cyklen og af sted til en gammel hal langpokker i vold ude på Refshaleøen. Her opfører Pernille Lyneborg en reading af monologen Sylvia, som er et portræt af den amerikanske forfatter Sylvia Plath, der kun fik udgivet en enkelt digtsamling og romanen The Bell Jar (Glasklokken), inden hun 30 år gammel begik selvmord i 1963. Med udgangspunkt i den selvbiografiske roman, digtene og Sylvias dagbøger, har Pernille Lyneborg sammensat en tekst, der tager os med ind i et plaget sind.

Da vi kommer ind i salen, lyder der en hidsig klapren fra et gammeldags hakkebræt. På den prunkløse, sorte scene sidder en kvinde ved et lille bord og skriver med en blanding af aggression og desperation. Hun flår papirerne ud af valsen, krøller dem sammen og kyler dem over skulderen. Så begynder hun at tale, og med det samme ved man, at man lytter til én med ordet i sin magt, en stemme, der er stærk og svag på samme tid. Det at skrive, siger hun, er for hende en religiøs handlling.

Sylvia vandt mange novellerkonkurrencer som ung. Engang var præmien et praktikophold på et modeblad i New York, så vidunderligt skildret i Glasklokken. Senere mødte hun den karismatiske og magtfulde britiske digter Ted Hughes, som hun blev gift med.

Sylvia er helt rørende, når den desperate digter prøver at beskrive sit liv gennem digtene for at retfærdiggøre at hun er levende. Og det er ægte tragisk når hun tager telefonen, hvor Teds elskerinde er i den anden ende, og hun opdager at det er en af parrets venner. Men værst – og derfor bedst – er det, når hun får sine digte afvist af forlaget og føler det som ”at få liget af en kræftsyg elsker tilbage fra lighuset”.

Pernille Lyneborgs monolog om Sylvia er noget nær fremragende, naturligvis fordi materialet har det hele fra digterens egen hånd. Hør blot: ”At dø er en kunst som alt andet. Jeg gør det bare så forbandet professionelt. Man kan sige at jeg har et kald.”

Sidste stop er Frederiksundsvej 17. I en privat lejlighed opfører Det Kongelige Teaters Eventministeriet Sandheden om Gladys, der bygger på nogle breve, som blev fundet under oprydning i et dødsbo. Brevene blev til en fortættet fortalt radiodokumentar (podcaststationen Third Ear), som nu er blevet til et lille kammerspil. Vi er cirka tredive i den lille stue, hvor tiden synes at have stået stille fra engang i midten af forrige århundrede.

Da manden og kvinden rydder op, finder de brevene (det hele begynder i november 1944), som de begynder at læse. De kalder brevskriverne Stanley og Gladys. Det, der engang var et kærlighedsforhold, udvikler sig til et trekantsdrama, et sammenbrud, husspektakler, vold, underslæb, en familie, der styrter sammen.

Støttet af få, gode lydeffekter (barnegråd fra naboværelset, smadret service i køkkenet) slipper Morten Burian og Ene Øster Bendtsen nekro-nysgerrigheden fri i et forsøg på at samle skæbnetrådene. Hvad var det, der skete? Nogle svar får vi, andre blafrer i vinden. Sjov teaterøvelse, men så heller ikke en tøddel mere.

Det gør kun ondt en gang spiller fredag kl. 18 og lørdag kl. 20
Sandheden om Gladys spiller sidste gang fredag kl. 19.
Sylvia tager på turné i sæsonen 2016-2017.