Nøje udvalgte tilfældigheder

Weekendavisen den 22. august 2014.

Teaterfestival. The Fringe i Edinburgh er verdens største kulturfestival. I løbet af august måned får 3.000 forestillinger premiere.

EDINBURGH
Det var nok ikke verdens mest kreative idé, da jeg sendte en mail til kulturredaktøren på The Scotsman, men jeg tænkte at det kunne være godt at møde ham til en baggrundssnak om Edinburghs kulturfestival, The Fringe, som finder sted hvert år i august og har ry for at være verdens største showroom for ny dramatik, performance, stand up og andet gøgl.

Så kom hans svar. Desværre, skrev han, hvis han skulle mødes med alle de udenlandske journalister og kritikere, der gerne lige ville tale med ham over en kop kaffe en halv times tid, ville han slet ikke have tid til overs til at passe sit arbejde som arts editor.

Men ok, tænkte jeg, han ville sikkert heller ikke have sagt noget interessant, for hans avis er mediepartner med festivalen, og uanset hvor man vender sig hen i den skotske hovedstad, er der alliancer, samarbejder og loyale forbrødringer, for byen lever både for og af denne årlige festmåned, som dels består af The Fringe, dels af Edinburgh International Festival, en litteraturfestival, en kunstfestival og ikke mindst en festival for den klassiske tatoo, der får byen til at genlyde af rædsomme hyl fra processioner af kiltklædte sækkepibespillere.

Taxachaufførerne har vognene fyldt, restauranterne skal hver dag servere måltider til sådan cirka en halv million festivalgæster og turister, og på alle hoteller hænger skilte med ‘No Vacancy’ (jeg måtte tage til takke med et værelse indrettet til kørestolsbrugere på et lufthavshotel i et motorvejskryds med udsigt til Kentucky Fried Chicken og en donutsnask). Ifølge Neil Mackinnon fra The Fringe’s hovedkontor skaffer festivalerne 250 mio. £ til byen hvert år.

Det hele begyndte i 1947, hvor en gruppe agenter og impressarioer fra kontinentet ville hele verdenskrigens sår i et sønderbombet i Europa med en festival. Men hvor kunne man finde en by med teatersale nok, der var gået fri af bombardementerne? Valget faldt på Edinburgh, og festivalens navn gav sig selv. The Fringe betyder ‘på kanten’, og byen befinder sig jo på mange måder på kanten af Europa.

Så hvert år i august vrimler Edinburgh med kompagnier fra hele verden og – ikke mindst – tusinde direktører, agenter og impressarioer fra London og New York, der er ude for at spotte talenter og booke forestillinger til de kommende sæsoner. Mange af de helt store navne i britisk showbizz er brudt igennem på The Fringe, som i år byder 3.000 forestillinger, hvoraf mange er premierer på små scener. Festivalen er hverken kurateret eller censureret, men derimod open access, hvilket betyder, at hvemsomhelst kan programsætte sig selv, hvis de kan betale udgifterne til leje af lokaler og er villige til at dele billetindtægten med festivalen. Det koster kassen at leje et spillested, men hvis man knytter de rette kontakter og får kalenderen fyldt op, går investeringen hjem.

Kulturhuset Summerhall er et af byens mange venues for ny dramatik. Her har danske Livingstones Kabinet lejet sig ind for at spille forestillingen Klip – a cacophonic darkly comic live collage. Da en tidlig version af stykket blev vist nogle få gange for branchefolk på Bådteateret i 2012 modtog det en præmiering fra Statens Kunstfond, hvorefter ensemblet lavede forestillingen helt færdig. Og nu er de altså ude på det internationale marked en stykket, der bedst kan beskrives som et drømmespil af surrealistiske tableauer i ord, musik, dans og video.

På Bådteateret blev Klip præsenteret som et stykke narrestreger fra det tomme rum. Det kan man se i en optagelse på YouTube. På en videoskærm på scenevæggen, stod der (her på dansk, men på The Fringe naturligvis på engelsk): “Dette værk består af nøje udvalgte tilfældigheder. Skulle der opstå nogen form for sjælelig eller intellektuel indsigt eller noget der ligner sammenhæng, er det utilsigtet.”

Er der virkelig publikum til en kakofinisk teatercollage, der gør en dyd ud af ikke at hænge sammen, på en dyngvåd fredag? Ja, det er der i høj grad. Med klassisk køkultur står folk på række op ad trappen i den gamle bygning, der oprindelig var byens veterinærhøjskole, og inden længe sidder vi bænket i det gamle dissektionslokale, der nu er teatersal. Og så bliver det mærkeligt. Og så går det galt.

Fra loftet hænger en røget skinke og dingler. Så kommer en mand i jakkesæt ind og stiller sig i positur med sit ansigt helt tæt på skinken. En anden mand kommer ind og fremsiger et digt. En kvinde danser virkelig sært. Og så går det ellers derudad med indfald og udfald, der afløser hinanden som i en strøm af feberhede drømmeassociationer i et sygt og skævt sind. All right, jeg kan virkelig godt lide det. Og så…

Pludselig lyder en stemme fra teknikpulten oppe på et stillads. Spillerne nede på gulvet kikker op. Vi i publikum regner naturligvis med, at det er en del af forestillingen. Men det er det ikke. Fyren ved pulten, Gary hedder han, siger på klingende skotsk, at teknikken er sat ud. Han kan ikke gennemføre forestillingen med lys, lys og video.

Skuespillerne tager det i stiv arm. Forestillingens instruktør og gruppens kunstneriske leder, Nina Kareis, der selv spiller med i forestillingen, fører en lille dialog med Gary henover publikums hoveder. Så undskylder hun mange gange, og sammen med sin kollega Pete Livingstone (der vist er skotsk, men bor i Danmark) inviterer hun publikum til at stille spørgsmål, mens vi venter på bedre tider.

Og folk spørger rent faktisk. Og svarene er gode. Nina Kareis fortæller, at ensemblet satte sig for at lave en collage med inspiration i fluxus og dadaisme. Dogmet var at det skulle være meningsløst. Skuspillerne satte sig sammen og skrev forestillingen på denne måde: én begyndte med en sætning og foldede så papiret. Den næste kunne altså ikke se hvad der stod, men skrev videre på sætningen, som så voksede og voksede – uden at hænge sammen. Som publikum må man opfattede det nøjagtig som man vil. Man skal bare vide, at alt er planlagt. Intet er improvisation. På nær altså denne uplanlagte artist talk.

Gary kan ikke løse problemet. På scenens lærred ser vi kun et logo fra computerfirmaet. Acer. Explore beyond limits, står der som en slags ironisk kommentar, mens folk siver ned fra rækkerne og forlader salen med et tilbud om at få nye billetter til en anden forestilling.

Ude på trappen veksler jeg et par ord med Nina Kareis. Hun tager krisen pænt, men hvæser lidt af festivalens teknikere, der vist ikke er deres opgave helt voksne nok. Og det er ellers dyrt nok at deltage på The Fringe. Livingstones Kabinet har hugget dybt i budgettet og søgt ekstra støtte til at være her i tre uger. Alt iberegnet – indkvartering, løn og leje af sal – er det en investering på hele 360.000 kroner.

Nogle dage efter får jeg en mail fra Pete Livingstone, der sender et link til en fuld videoversion, hvis jeg vil se resten af forestillingen. Jeg må også vælge en dato på deres Danmarks-turné. Det ser jeg nu frem til. Og så kommer der en ny mail fra Nina Kareis: “Klip er netop blevet indstillet til den prestigefyldte Total Theatre Award for bedste physical/visual theatre på Fringe Festival i 2014.” Hun fortæller også, at anmeldelserne er helt i top. I skrivende stund ved vi ikke om danskerne vinder prisen. Det bliver afgjort her fredag aften den 22. august i Edinburgh.

Lørdag har jeg billet til to forestillinger, der begge tager udgangspunkt i et mystisk dødsfald. I 1985 fandt man liget af en mand, der var død i sin bil. Det var en kendt nationalistisk politiker og anti-atomkraft-agitator i Skotland, Willie MacRae. Som ung advokat havde han støttet afviklingen af de sidste rester af britisk imperialisme i Asien og han havde ved gud også en fortid som juraprofessor i Israel, hvor han havde skrevet landets lovgivning om søfart! Men hvad skete der da han døde?

Desværre får jeg aldrig set de to stykker om Willie MacRae. Jeg dropper billetterne, fordi jeg kommer på sporet af noget bedre. Det gårt nemlig op for mig, at Sofie Gråbøl samme aften har forpremiere på sidste del af den historiske trilogi i The James Plays om tre skotske konger fra middelalderen. Det er ikke en forestilling på The Fringe, men på den sideløbende Edinburgh International Festival. Pressekontoret er lukket, så jeg kan ikke skaffe en anmelderbillet, men det lykkes mig at købe den vistnok sidste ledige billet på nettet. Det er jeg lykkelig for, for stykket er fantastisk. Efter forestillingen går jeg rundt om bygningen og finder en sideindgang, hvor scenevagten holder til. Jeg skriver en hilsen til Sofie Gråbøl med mit telefonnummer på en seddel og beder hende ringe, hvis hun giver et interview. Vagten lover at aflevere beskeden.

Næste dag ringer Sofie Gråbøl. Dagen efter igen skal vi med samme fly hjem til København, og vi møder hinanden i lufthaven. Vi laver en aftale om interview onsdag, og i fredags var artiklen i avisen. Så pyt med Willie MacRea. Jeg havde godt ellers sat næsen op efter et par stykker om sådan en skotsk nationalist, lige her op til den afstemningen om skotsk løsrivelse fra England den 18. september. Men dét emne stod i høj grad også i centrum da Sofie Gråbøl gav den som Queen Margaret,

Og politik er der i det hele taget ad libitum på The Fringe. Også ufrivilligt. En israelsk teatergruppe måtte opgive at opføre deres hip hop fabel, The City, fordi demonstranter imod Israels krig i Gaza saboterede forestillingen med larm udefor teateret. Arrangørerne ønskede at støtte kunstnernes ytringsfrihed, sagde de, men kunne ikke finde et andet spillested, og israelerne måtte slukørede tage forestillingen af plakaten.

The Fringe Festival har et perfekt koncept: Man mener at alle gode historier kan fortælles på én time. Derfor er stykkerne skrevet med det for øje. Hvis forestillingerne så bliver købt af et teater i for eksempel London, bliver det ofte skrevet op til fuld længde. På den måde er festivalen altså et udstillingsvindue for kunstneriske arbejder i fortsat udvikling.

Søndag ser jeg tre forestillinger, der på hver deres måde er direkte kommentarer til nogle af tidens største politiske spørgsmål. Først en mystisk, karnevalistisk dramatisering af George Orwells Animal Farm (Kammerat Napoleon) med georgiske skuespillere. Romanens tekst kører på en digital skærm over scenen, hvor skuespillerne render rundt og illuderer bondegårdsdyr. Det er grimt og gumpetungt, forudsigeligt og lidt ligegyldigt. Folk klapper som om de er blevet betalt for det, men det virker ikke for mig. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at skuespillernes forældre og bedsteforældre har levet i den brutale sovjetiske stat, som inspirerede George Orwell til den berømte fabel om revolutionens og magtens korrumpering.

Animal Farm er skrevet og iscenesat af Guy Masterson, som sammen med dramatikeren Rachel Mariner også står bag det næste stykke jeg ser: Bill Clinton Hercules, hedder det. På scenen står Bob Paisley, der har en slående lighed med den forhenværende præsident. Hans drevne stemme, hans smil og gestikulationer, ikke et hår sidder forkert.

Den næste time er en komprimeret sammenskrivning af Bill Clintons biografiske milepæle fra barndommen og frem og nedslag i nogle af de politiske dramaer. Han taler om Hillary, som han ser op til og forventer at se som en dygtig præsident. Han taler om Mandela, som er en alvis faderfigur for ham. Han taler om modstandere som republikaneren Newt Gingrich og undersøgelsesdommeren Kenneth Star. Han taler om dem, der har skuffet ham, som sin tidlligere stabschef Leon Panetta og verdensbankdirektøren Allen Greenspan. Han taler om Monica, oh Monica. Han taler om Barack. Og om Bush, senior og junior.

Bill er skuffet. Træt af de krige, han ikke ønsker at føre. Træt af Guantanamo. Træt af droner. Foruroliget over anholdelser af Occupy-demonstranter. Det hele er skarpt, oplysende, interessant – og plausibelt. Og det hele står som et velanbragt politisk apropos til verdens gang udenfor teatersalen, hvor alle forventer at USA’s præsident skal gøre the right thing i Ukraine, Palæstina, Irak…

Søndagens sidste forestilling, The Collector – som vandt dette års Scotsman Fringe First Award for nyskreven dramatik – fortsætter der, hvor Bill slap. Dramatikeren Henry Naylor har skrevet tre monologer, der væver sig ind i hinanden. Vi er i Irak under den amerikanske krig. I et fængsel arbejder en ung iraker som tolk og udenfor murene venter hans kæreste. Men tolken har fjender, fordi han arbejder for amerikanerne. Han er værdifuld for dem, men kan de beskytte ham – eller er de ligeglade?

På scenebagtæppet ser vi silhuetten af en irakisk fange med en kutte over hovedet på det berømte fotografi af mishandlingerne i Abu Ghraib-fængslet ved Bagdad, og vi hører om amerikanernes ydmygelser og tortur af fanger. Forestillingen toner ud med den unge tolks påstand om, at USA ikke er et land, men en sindstilstand, a state of mind, hvor frihed og retfærdighed er det vigtigste. Men USA har forrådt sig selv, siger han. Uvidende om, at amerikanerne atter er på vej i krig i Irak, nu mod terrorhæren med kalifatdrømme, Islamisk Stat.

Edinburgh Fringe kalder sig uden at blinke for verdens største kulturferstival. Måske med god ret. Ikke alene er programmet massivt, men festivalen er også begyndt at knopskyde. Nu findes der også Fringe-festivaler i London, Amsterdam, Antwerpen og flere andre byer. Men det hele begyndte her, hvor krigens bombardementer ikke nåede op, på kanten af Europa, hvor det gamle slot troner på toppen af klippen midt i byen og på baggrund af en regntæt himmel, der kun bliver revet lidt itu af den skærende lyd fra sommerens tatoofestival.